Teletubbies

 

Der er ingen evidens for, at det hjælper mod kosmisk stråling at gå med en swupper trykket fast på issen. Men hvis nu der er nogle, der føler sig mest trygge ved at have en swupper trykket fast på issen, så lad dem dog, så længe de ikke folder sig ud som aggressive teletubbies, kan man godt lige se tiden an, før man ringer efter den blå vogn - lige meget hvor meget pegefingeren ellers klør efter at køre rundt i små cirkler ud for tindingen. Og lige meget hvor sundhedsfarligt det er at spise mad fra skraldespande, så er der nogle mennesker, der gør det alligevel. Vi kan godt synes at det er skørt og tumpet. Det er skørt og tumpet. Måske er en stor del af befolkningen faktisk dybt neurotiske og angste. Hvis ikke de var det før, så er de da blevet det efter to års stats finansieret hypnose.

 

At være eller ikke være ... bange

Som barn var jeg ikke bange for noget af det, man ellers ofte ser mange være bange for, nærmest tværtimod, jeg var fx ikke bange for hverken edderkopper eller hugorme og snoge og fangede mange af de første og nogle stykker af de andre som jeg holdt i fangenskab nogen tid og med interesse studerede. Jeg var ikke bange for at falde i søvn, var ikke mørkeræd, turde ganske godt at gå ude i skoven om natten eller senere på en kirkegård for den sags skyld.  Men jeg kunne ikke lide de hvide striber midt på vejen eller mellemrummene mellem fliserne. Og jeg var bange for at noget skulle ske, at bestemte ting ville ske, og det havde jeg også grund til at være bange for. Og når jeg var faldet i søvn viste angsten sig ofte, enten som katastrofe eller overvindelse - hovedparten af mine drømme handlede enten om, at alt omkring mig gik op i flammer, at min bror og jeg mistede vores forældre eller jeg faldt ned i en ormegård med hundredvis af verdens mest giftige slanger ---- eller lige så ofte handlede det om, at jeg kunne flyve.