Allehelgernes

 

Da jeg var barn lavede vi roelygter i efteråret. Omend det var en tradition, var det ikke tilknyttet nogen rite. Tror bare vi har brug for at gå ind i mørket med en tændt lanterne. Jeg husker også høstfesterne som noget virkeligt lys- og glædes-fyldt.

Lanternefester og Skt. Michaelsfesten handler også om at vække sjælens- (lanternefesten) og bevidsthedens- (Michaelsfesten) - lys.

Hvem skal muren mellem os og de døde egentlig beskytte. Måske mest de døde. De skal vide, de ikke kan gå baglæns, at de skal give slip. Men i de korte sprækker der opstår, samler vi brevene op - i form af en afdøds flygtige aftryk af sin skikkelse, som den blev husket og her genset som en fremmed og pludselig besked.

 

Hvorfor Anti-Krist er så interesseret i at tage barndommen fra børnene:

 

At børn bliver forsøgt intellektualisieret og seksualiseret er den synlige del af anti-krist-mønten; den anden side af den samme mønt handler om, at afskære børnene fra deres naturlige forbindelse til den åndelige verden (gennem netop intellektualisiering, seksualisering og medicinering). Det er det egentlige sigte. Groomingen er forberedelsen på et liv i slavelignende forhold, som igen har en synlig og en usynlig side. Den synlige side som alle burde forholde sig til - er at der i U.S.A. hvert år forsvinder omkring 700.000 børn og i Europa er tallet på den anden side af en million HVERT ÅR. Hvad der sker for de af disse børn, som ikke bliver fundet igen, har vi kun få vidnesbyrd om. Men de, der er (de overlevende og undslupne), er så rystende, at langt de fleste mennesker slet ikke ønsker at høre om det.

 

Drengeliv

 

Hvem som kunne komme tættest på et forbikørende tog med en teske.

Hvem som kunne kravle gennem en skakt under banen.

Hvem som kunne kravle højest op i et træ og forrette sin nødtørf.

Bygge fælder med tæpper af sortebærlyng over dybe huler.

Fange hugorme, snoge, stålorme, frøer, salamandre og jagtedderkopper.

Bygge jordhuler og indrette 'lægeklinik' med naboens datter som klient.

Slippe edderkopperne løs fra et sylttøjsglas midt i en kedelig skoletime.

Bygge hule midt inde i mosen, hvor ingen andre kunne komme.

Bygge en tunnel ind under og ind i hønsehuset, så vi kunne gemme os der, imens døren var låst.

Skyde med flammepile.

Bygge en 'indianer' lejr på heden.

Bygge en hytte ti meter oppe mellem fire træer.

Svømme alene otte hundrede meter over sejlrenden.

Hoppe på hovedet og dykke flere meter ned til bunden.

Bade i den forbudte sø. 

Kysse den sødeste pige i klassen imens hun havde ryggen mod det store æbletræ i krattet.

Fange karusser.

Slukke branden på baneskråningen.

Kælke på den isbelagte hundrede meter høje bakke.

Cykle til Fyn og plukke jordbær.

Ro over til ø og holde lejr.

Sove i telt og bivuak.

Statsministerens nytårstale 2020 (l)

Kort før jul sidste år fik jeg af en bekendt fortalt, hvordan et forældrepar blev tvunget til, at mor og det uge gamle spædbarn blev indlagt på hospitalet, fordi forældrene havde opdaget, at barnets arm var slapt (og altså formodentlig brækket). Forældrene havde ingen ting at skulle have sagt, de kunne ikke få lov at få deres barn med hjem. Selv finder jeg det naturligt, at barnet bliver undersøgt for den brækkede arm. Men tonen der var anlagt overfor forældrene havde, oplevet fra forældrenes side, retning mod tvang og i den videre horisont altså helt og holden tvangsfjernelse af barnet, spædbarnet. Så fandt forældrene video-optagelser og fotos frem, som blev taget fra fødslen og frem. Disse optagelser og billeder viste klart, at armen tydeligvis måtte være brækket under fødselen (kejsersnit). Lægerne måtte nu indrømme, at trods det, at barnet var gået gennem mange hænder – læges, sygeplejerskers, jordemoders og jo altså også forældrenes, så havde ingen observeret den brækkede arm, før forældrene selv blev opmærksomme på det.  Tanken om, hvad der ville være sket, hvis IKKE forældrene havde fundet de nævnte aktuelle optagelser frem, kan godt få det til at gyse netop med tanke på de konklusioner, man så måske fejlagtigt ville have draget – med en mulig tvangsfjernelse af spædbarnet lurende i horisonten.

Da jeg var barn, var den store Bastian begrebet BØRNEHJEM, alene tanken om at noget sådan fandtes som mulighed, fik der til at gå kuldegysninger gennem min krop

Hvor godt Statsminister Mette Frederiksen nu end mener det, så er tvangsbortadoptering et statsligt redskab, som kan vise sig at give rigtig mange komplikationer, ikke blot for de direkte involverede, men også generelt som et udemokratisk pressionsmiddel i sammenhænge, hvor der fra statens side ligger officielle linjer for, hvordan man ønsker forældre agerer. Fx ønsker staten at alle forældre sørger for, at deres børn følger vaccineprogrammet. En myndighedsperson behøver nu blot at hæve øjenbrynet med den underliggende tekst, at vi jo har et redskab her, som hedder tvangsbortadoptering, og dette redskab kan jo altså komme på tale, hvis man som øvrighedsperson mener at forældre ikke varetager børnenes tarv efter rette statslige forskrifter. Og dermed vil børnene i stigende grad skulle medopleve deres forældres bevidste eller ubevidste frygt for, at noget sådant vil kunne ske; man behøver blot at spørge: Sætter indførelsen af muligheden for tvangsbortadoptering en spædbørnsfamilie i en større eller mindre presset situation i forhold til at skulle agere overfor myndighedspersoner og myndigheders krav, formynderi og agitation?
 

 Tvangsbortadoptering, hvordan skal nogen nogensinde kunne bære et sådant ansvar, det må være at komme til en sådan afgørelse og hvordan skulle et barn nogensinde kunne vurdere sin situation i helikopterperspektiv og kunne komme til den konklusion, at den bedste løsning er en tvangsbortadoptering. Hvilke statsfunktionære skal komme med en kvalificeret vurdering og efter hvilke kriterier? Hvordan kan man overhovedet forestille sig at ville varetage børnenes tarv - uden at gå ekstra ind på at styrke hele familien. Ethvert barn har som første prioritet at være sammen med sine forældre. Alle de fagpersoner, der skal ind over i en sådan stalinistisk foranstaltning som TVANGSBORTADOPTERING, hvordan vil man teste deres værdighed som menneskebarnskendere? Jovist kan en ny familie være et bedre alternativ i visse tilfælde. Men hvordan tester man KÆRLIGHEDSEVNEN forud? EN lov om statens ret til TVANGSBORTADOPTERING skaber unødig både bevidst og ubevidst frygt i landets mange småbørnsfamilier. En frygt der er på statens side og som øger statens evne til at få folk til at rette ind efter en til enhver tid given linje.


Kærlighed og magt er to meget forskellige fænomener.


 

At være eller ikke være ... bange

Som barn var jeg ikke bange for noget af det, man ellers ofte ser mange være bange for, nærmest tværtimod, jeg var fx ikke bange for hverken edderkopper eller hugorme og snoge og fangede mange af de første og nogle stykker af de andre som jeg holdt i fangenskab nogen tid og med interesse studerede. Jeg var ikke bange for at falde i søvn, var ikke mørkeræd, turde ganske godt at gå ude i skoven om natten eller senere på en kirkegård for den sags skyld.  Men jeg kunne ikke lide de hvide striber midt på vejen eller mellemrummene mellem fliserne. Og jeg var bange for at noget skulle ske, at bestemte ting ville ske, og det havde jeg også grund til at være bange for. Og når jeg var faldet i søvn viste angsten sig ofte, enten som katastrofe eller overvindelse - hovedparten af mine drømme handlede enten om, at alt omkring mig gik op i flammer, at min bror og jeg mistede vores forældre eller jeg faldt ned i en ormegård med hundredvis af verdens mest giftige slanger ---- eller lige så ofte handlede det om, at jeg kunne flyve. 

*

Kriminalitet er udtryk for kreativ energi, der ikke er kommet imøde på den rigtige måde.

*