50 000

 

Det er ikke 50 000 ud af de gennemsnitligt 60 000 årligt fødte børn, regeringen ønsker at tvangsfjerne og tvangsbortadoptere; de 50 000 er ud af alle børn fra moders liv op til og med 17 år. Den største gruppe af anbragte børn finder man i aldersgruppen 12 til 17 år. Men ud af de i alt (i alle de nævnte aldersgrupper) anbragte og fjernede børn har det hidtil kun været under en fjerdel, som har været direkte tvangsmæssigt fjernet. Langt den største del har været anbragte med forældrenes samtykke (hvordan det samtykke så er blevet tilvejebragt står tilbage for hvert enkelt tilfælde som et åbent spørgsmål). Men det er altså andelen af tvangsfjernede og tvangsbortadopterede børn, som regeringen sigter mod at øge.

Der tilgår altså hvert år i runde tal 60 000 nye børn, til det vi kunne kalde puljen af børn fra 0 til 17 år og regeringen vil have at 50 000 af denne pulje hvert år skal tages ud af det biologiske forældreregnskab. Ud af denne puljes regnskab går så også hvert år den generation, der fylder 18 år. Dette vil vel betyde at andelen af anbragte, tvangsanbragte og tvangsbortadopterede for hvert år vil øges, hvis den tænkte målsætning virkeliggøres, imens andelen af børn, der gennemlever hele deres barndom + ungdom sammen med deres faktiske biologiske forældre for hvert år bliver mindre og mindre.

Dette forudsat naturligvis af at socialrådgivere, psykologer og advokater rigidt og slavisk har som hovedprioritet at opfylde den af den øverste myndighed pålagte 'kvote', hvilket jeg dog ikke finder en 100 % sandsynlighed for. Det er ambitionen i sig selv, der er både pervers, absurd og farlig, fordi den af systemets ansatte kræver en høj grad af etik, moral, fornuft, empati og evne til at tænke i andet end netop kvotetal. Hvor mange af systemets ansatte kan sige sig fri for at have en rem af magtsyg hud?

Ekkorum

 

At træde ind i det her år med den nytårstale, statsministeren holdt,  var som at træde ind i et ekkorum, hvor ordet tvang med et lavine-agtigt skred fyldte rummet mere og mere op.

At være eller ikke at være - børnenes minister

Sammenligner man den pt. regerende mindretalsregering i Danmark under ledelse af Mette Frederiksen med sine regerende forgængere i dette årtusinde, så falder denne sammenligning i min optik med mange længder ud til netop den socialdemokratiske mindretalsregering. Mette Frederiksen klarer det virkelig godt, hvad også flere politiske kommentatorer allerede har måttet indrømme. Der er styr på det, siger de. Der bliver ryddet op i SKAT – bare for at tage et eksempel. Skyldnere bliver nu stillet over for den helt rimelige inkassation af skyld. I hvert fald alle de små skyldnere. Der bliver her senest set sat en begrænsning ind over boligspekulanters himmelstormende grådighed. Et eksempel på at regeringen ikke længere lader sig trække rundt i manegen af Det Radikale Venstre. Til trods for at Det Radikale Venstre ellers har fordoblet deres mandat siden forrige valg.

Min personlige anke er og bliver dog, som der på nærværende medie også allerede talrige gange er blevet givet udtryk for, nytårstalens fokus på, at der i Danmark skal foranstaltes flere tvangsbortadopteringer. SOM ET MÅL I SIG SELV! Noget der kan vise sig, stik imod socialdemokraternes erklærede målsætning, at blive en markant forringelse af velfærdssamfundets sociale struktur for en lang række borgere. Situationen er allerede sådan i flere af landets gennem en lang årrække økonomisk hårdt pressede kommuner, at flere og flere borgere ikke længere tør henvende sig, når de er kommet i den ene eller anden knibe eller livskrise. Det kan være forældre til handicappede børn. Det kan være eneforsøgere. Det kan være skilsmissefamilier. Det kan være mennesker, der er gået ned med stress og momentant har mistet evnen til aktiv deltagelse i arbejdsmarkedet. Eksemplerne er legio. I alle tilfælde er der nemlig en fare for, at de kommunalt ansatte socialarbejdere øjner en chance for at lægge pression på disse mennesker ved at tage deres børn som gidsler. Alene truslen om dette er allerede et effektivt redskab. Samtidig er der mange milliarder at spare ved at vælge tvangsbortadoption frem for plejeanbringelser eller familieaflastning og ditto rådgivning. Med de efter årsskiftet proklamerede øgede beføjelser i den retning – lægger Frederiksens regering mere brænde på det bål, der skal afbrænde alt, der fra et statsligt og fra et økonomisk perspektiv betragtes som abnormt. Redskaberne er givet til, at staten kan lade sine borgere få kærligheden at føle i gammel testamentelig forstand. I et stigende antal tilfælde vil disse tiltag blive til alt andet end til børnenes fordel. At være børnenes minister var ellers en fin titel.  Lige som det var et smukt træk at give de anbragte godhavnsbørn en undskyldning. Men vil man være børnenes statsminister, så bliver man det ikke uden at give tryghed for børnefamilierne. Det kræver mange ressourcer. Det er disse ressourcer, det er de fleste partier i folketingets sigte at spare væk.

50000

50000 flere børn skal anbringes og flere skal tvangsbortadopteres - det er målet for den siddende regering. Altså rundt regnet mindst ét barn i hver eneste skoleklasse i hele landet.

Hvordan fremkommer det tal: 50000 børn? Og spiller det med i tallet, hvor mange penge, der spares ved tvangsbortadoptering i forhold til om disse børn bliver anbragt i plejefamilier?

Skal de tvangsbortadopterede børns adoptivforældre betale for at få lov at adoptere de tvangsbortadopterede børn, så går det jo ligefrem hen og bliver en klækkelig statsfortjeneste - lige ned i lommen på højere ministerlønninger.

Af den eksisterende lovgivning fremgår det, at det allerede, dog med en pligtig juridisk bistand til varetagelse af forældre-interesse og juridisk bistand til barns interesse, er en mulighed, at børn kan blive tvangsbortadopterede. Vil det så sige, at et nyt forslag sigter mod at flytte det juridiske forsvar og den juridiske vejledning over på pædagoger, lærere,  læger, psykologer, psykiatere sundhedsplejersker, jordemødre, sagsbehandlere og socialudvalgsformænd?


Flere børn skal tvangsbortadopteres:

Flere børn skal anbringes og tvangsbortadopteres:

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 8:

Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.

Stk. 2. Ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Statsministerens nytårstale 2020 (l)

Kort før jul sidste år fik jeg af en bekendt fortalt, hvordan et forældrepar blev tvunget til, at mor og det uge gamle spædbarn blev indlagt på hospitalet, fordi forældrene havde opdaget, at barnets arm var slapt (og altså formodentlig brækket). Forældrene havde ingen ting at skulle have sagt, de kunne ikke få lov at få deres barn med hjem. Selv finder jeg det naturligt, at barnet bliver undersøgt for den brækkede arm. Men tonen der var anlagt overfor forældrene havde, oplevet fra forældrenes side, retning mod tvang og i den videre horisont altså helt og holden tvangsfjernelse af barnet, spædbarnet. Så fandt forældrene video-optagelser og fotos frem, som blev taget fra fødslen og frem. Disse optagelser og billeder viste klart, at armen tydeligvis måtte være brækket under fødselen (kejsersnit). Lægerne måtte nu indrømme, at trods det, at barnet var gået gennem mange hænder – læges, sygeplejerskers, jordemoders og jo altså også forældrenes, så havde ingen observeret den brækkede arm, før forældrene selv blev opmærksomme på det.  Tanken om, hvad der ville være sket, hvis IKKE forældrene havde fundet de nævnte aktuelle optagelser frem, kan godt få det til at gyse netop med tanke på de konklusioner, man så måske fejlagtigt ville have draget – med en mulig tvangsfjernelse af spædbarnet lurende i horisonten.

Da jeg var barn, var den store Bastian begrebet BØRNEHJEM, alene tanken om at noget sådan fandtes som mulighed, fik der til at gå kuldegysninger gennem min krop

Hvor godt Statsminister Mette Frederiksen nu end mener det, så er tvangsbortadoptering et statsligt redskab, som kan vise sig at give rigtig mange komplikationer, ikke blot for de direkte involverede, men også generelt som et udemokratisk pressionsmiddel i sammenhænge, hvor der fra statens side ligger officielle linjer for, hvordan man ønsker forældre agerer. Fx ønsker staten at alle forældre sørger for, at deres børn følger vaccineprogrammet. En myndighedsperson behøver nu blot at hæve øjenbrynet med den underliggende tekst, at vi jo har et redskab her, som hedder tvangsbortadoptering, og dette redskab kan jo altså komme på tale, hvis man som øvrighedsperson mener at forældre ikke varetager børnenes tarv efter rette statslige forskrifter. Og dermed vil børnene i stigende grad skulle medopleve deres forældres bevidste eller ubevidste frygt for, at noget sådant vil kunne ske; man behøver blot at spørge: Sætter indførelsen af muligheden for tvangsbortadoptering en spædbørnsfamilie i en større eller mindre presset situation i forhold til at skulle agere overfor myndighedspersoner og myndigheders krav, formynderi og agitation?
 

 Tvangsbortadoptering, hvordan skal nogen nogensinde kunne bære et sådant ansvar, det må være at komme til en sådan afgørelse og hvordan skulle et barn nogensinde kunne vurdere sin situation i helikopterperspektiv og kunne komme til den konklusion, at den bedste løsning er en tvangsbortadoptering. Hvilke statsfunktionære skal komme med en kvalificeret vurdering og efter hvilke kriterier? Hvordan kan man overhovedet forestille sig at ville varetage børnenes tarv - uden at gå ekstra ind på at styrke hele familien. Ethvert barn har som første prioritet at være sammen med sine forældre. Alle de fagpersoner, der skal ind over i en sådan stalinistisk foranstaltning som TVANGSBORTADOPTERING, hvordan vil man teste deres værdighed som menneskebarnskendere? Jovist kan en ny familie være et bedre alternativ i visse tilfælde. Men hvordan tester man KÆRLIGHEDSEVNEN forud? EN lov om statens ret til TVANGSBORTADOPTERING skaber unødig både bevidst og ubevidst frygt i landets mange småbørnsfamilier. En frygt der er på statens side og som øger statens evne til at få folk til at rette ind efter en til enhver tid given linje.


Kærlighed og magt er to meget forskellige fænomener.