Grænsen for videnskabens resultater og erkendelser går ved det enkelte menneskes bevidsthed og moral.
Grænsen for videnskabens resultater og erkendelser går ved det enkelte menneskes bevidsthed og moral.
Med gradvise ændringer kommer udvalgte eksperter og medier
snart 360 grader rundt i meningsskalaen. De samme myndigheder, de samme
eksperter og de samme medier har indenfor relativt kort tid indtaget
fuldstændigt modsatrettede synspunkter og påstande. Dette har kun kunnet lade
sig gøre sat over for en befolkning, der hvad kvantitet angår er hypnotiserede
eller forheksede af den først indplantede frygt og hvad der af er fulgt.
Nu bliver der givet grønt lys for at medierne kan skrive
kritisk om håndlangerne (regeringsledere o.l.). Grunden til at noget sådant
ikke længere møder den massive censur som tilforn - er fordi, de aggressioner,
der vil opstå i verdensbefolkningen, når det dæmrer, at der er noget, der ikke
stemmer, at de er blevet snydt og bedraget, de skal have et fixpunkt. De der
står bag hele iscenesættelsen ofrer nu deres lakajer; de er nu mere nyttige som
lynafledere for folkets frustrationer.
Det må være fordi, det, der var målet med plandemien -
udover magt og penge - er fuldbragt. Nemlig indstiftelsen af et digitalt pas.
Det er nu udbyggelsen af dette pas, der vil være fokuspunktet. Og det er
nærliggende at se det netop lancerede MitID skal ses som et led i den sammenhæng.
Sammenkøringen af sundhedsoplysninger med alle andre oplysninger vil give
myndigheder den fulde magt til at styre og opdrage det enkelte individ til hvad
som helst.
Martinus har fortalt, at en sådan registrering er en del af
den guddommelige plan under en kommende verdensregering. Men en sådan
registrering vil kunne bruges til stor lidelse for menneskeheden, hvis ikke en
sådan verdensregering er i besiddelse af den fornødne moral.
En sådan moralsk forankret verdensregering er på nuværende tidspunkt ingen kendsgerning; så ind til det indtræffer, er der grund til at være meget vågen i forhold til, hvad samkøring af oplysninger og registreringer bliver brugt til.
At en forbryder benytter sig af videnskab og teknik
gør ikke en forbrydelse mere moralsk rigtig.
En verdensregering kan kun basere sig på høj moral og
gennemsigtighed, hvis der i den verdensbefolkning, regeringen repræsenterer,
forefindes en sådan høj moral. Ellers kunne en sådan gennemlyst og etisk
regering jo ikke i frihed blive eller være i pagt med dem, den er regering for.
Uden en almen høj moral i verden forbliver en
'Verdensregering' bare en tom skal. Men en tom skal er jo en slags bolig, der
bare venter på, at nogen indtager den og former den i følge deres sjæls
forfatning og ønske - under inspiration af deres iboende moralske fantasi og
intuitive visdom.
Det er ikke 50 000 ud af de gennemsnitligt 60 000 årligt fødte børn, regeringen ønsker at tvangsfjerne og tvangsbortadoptere; de 50 000 er
ud af alle børn fra moders liv op til og med 17 år. Den største gruppe af
anbragte børn finder man i aldersgruppen 12 til 17 år. Men ud af de i alt (i
alle de nævnte aldersgrupper) anbragte og fjernede børn har det hidtil kun
været under en fjerdel, som har været direkte tvangsmæssigt fjernet. Langt den
største del har været anbragte med forældrenes samtykke (hvordan det samtykke
så er blevet tilvejebragt står tilbage for hvert enkelt tilfælde som et åbent
spørgsmål). Men det er altså andelen af tvangsfjernede og tvangsbortadopterede
børn, som regeringen sigter mod at øge.
Der tilgår altså hvert år i runde tal 60 000 nye børn, til
det vi kunne kalde puljen af børn fra 0 til 17 år og regeringen vil have at 50
000 af denne pulje hvert år skal tages ud af det biologiske forældreregnskab.
Ud af denne puljes regnskab går så også hvert år den generation, der fylder 18
år. Dette vil vel betyde at andelen af anbragte, tvangsanbragte og
tvangsbortadopterede for hvert år vil øges, hvis den tænkte målsætning
virkeliggøres, imens andelen af børn, der gennemlever hele deres barndom +
ungdom sammen med deres faktiske biologiske forældre for hvert år bliver mindre
og mindre.
Dette forudsat naturligvis af at socialrådgivere, psykologer og advokater rigidt og slavisk har som hovedprioritet at opfylde den af den øverste myndighed pålagte 'kvote', hvilket jeg dog ikke finder en 100 % sandsynlighed for. Det er ambitionen i sig selv, der er både pervers, absurd og farlig, fordi den af systemets ansatte kræver en høj grad af etik, moral, fornuft, empati og evne til at tænke i andet end netop kvotetal. Hvor mange af systemets ansatte kan sige sig fri for at have en rem af magtsyg hud?