Dr Julie Ponesse om det etiske valg:

 Fem minutters meget personlig belysning af emnet HER.

Skabelsen af en verdensregering:

 

En verdensregering kan kun basere sig på høj moral og gennemsigtighed, hvis der i den verdensbefolkning, regeringen repræsenterer, forefindes en sådan høj moral. Ellers kunne en sådan gennemlyst og etisk regering jo ikke i frihed blive eller være i pagt med dem, den er regering for.

 

 

Uden en almen høj moral i verden forbliver en 'Verdensregering' bare en tom skal. Men en tom skal er jo en slags bolig, der bare venter på, at nogen indtager den og former den i følge deres sjæls forfatning og ønske - under inspiration af deres iboende moralske fantasi og intuitive visdom.



 

50 000

 

Det er ikke 50 000 ud af de gennemsnitligt 60 000 årligt fødte børn, regeringen ønsker at tvangsfjerne og tvangsbortadoptere; de 50 000 er ud af alle børn fra moders liv op til og med 17 år. Den største gruppe af anbragte børn finder man i aldersgruppen 12 til 17 år. Men ud af de i alt (i alle de nævnte aldersgrupper) anbragte og fjernede børn har det hidtil kun været under en fjerdel, som har været direkte tvangsmæssigt fjernet. Langt den største del har været anbragte med forældrenes samtykke (hvordan det samtykke så er blevet tilvejebragt står tilbage for hvert enkelt tilfælde som et åbent spørgsmål). Men det er altså andelen af tvangsfjernede og tvangsbortadopterede børn, som regeringen sigter mod at øge.

Der tilgår altså hvert år i runde tal 60 000 nye børn, til det vi kunne kalde puljen af børn fra 0 til 17 år og regeringen vil have at 50 000 af denne pulje hvert år skal tages ud af det biologiske forældreregnskab. Ud af denne puljes regnskab går så også hvert år den generation, der fylder 18 år. Dette vil vel betyde at andelen af anbragte, tvangsanbragte og tvangsbortadopterede for hvert år vil øges, hvis den tænkte målsætning virkeliggøres, imens andelen af børn, der gennemlever hele deres barndom + ungdom sammen med deres faktiske biologiske forældre for hvert år bliver mindre og mindre.

Dette forudsat naturligvis af at socialrådgivere, psykologer og advokater rigidt og slavisk har som hovedprioritet at opfylde den af den øverste myndighed pålagte 'kvote', hvilket jeg dog ikke finder en 100 % sandsynlighed for. Det er ambitionen i sig selv, der er både pervers, absurd og farlig, fordi den af systemets ansatte kræver en høj grad af etik, moral, fornuft, empati og evne til at tænke i andet end netop kvotetal. Hvor mange af systemets ansatte kan sige sig fri for at have en rem af magtsyg hud?