Kosmisk bevidsthed

 

Når et almindeligt jordisk menneske oplever noget, så oplever det dette i kraft af en evne til ikke fuldt at opleve alt det andet, det samtidigt kunne opleve. Når et menneske ikke har denne evne eller mister den, så har det mistet sin skelne-evne og vil blive betegnet som psykisk ustabil. Når man kun kan opleve noget i kraft af en fokusering, hvor oplevelsen af andre fænomener nedtones, så har man jo i sagens natur ikke en alvidende bevidsthed. Et menneske kan almindeligvis ikke gå fra fokuseret jordisk bevidsthed til en alvidende kosmisk bevidsthed uden videre. Overgangen til alvidende kosmisk bevidsthed vil have en labil fase. Den menneskelige krop og den menneskelige bevidsthed skal gennem mange liv først være forberedt for en sådan overgang, for at det ikke fører til et totalt sammenbrud. Dette skal ikke tages som argument for, at Gud ikke kan opleve hver enkelt kontrast, fordi det aldrig vil kunne være en oplevelse i renkultur, da modsætningen altid vil være nærværende. At påstå en sådan defekt hos guddommen vil svare til at påstå, at lyset kun kan opleves som lys, hvis det enten er på en partikel- eller en bølgeform. Den dualisme findes i virkeligheden ikke andre steder end i den bevidsthed, der udtaler noget sådan.

 

 

Allehelgernes

 

Da jeg var barn lavede vi roelygter i efteråret. Omend det var en tradition, var det ikke tilknyttet nogen rite. Tror bare vi har brug for at gå ind i mørket med en tændt lanterne. Jeg husker også høstfesterne som noget virkeligt lys- og glædes-fyldt.

Lanternefester og Skt. Michaelsfesten handler også om at vække sjælens- (lanternefesten) og bevidsthedens- (Michaelsfesten) - lys.

Hvem skal muren mellem os og de døde egentlig beskytte. Måske mest de døde. De skal vide, de ikke kan gå baglæns, at de skal give slip. Men i de korte sprækker der opstår, samler vi brevene op - i form af en afdøds flygtige aftryk af sin skikkelse, som den blev husket og her genset som en fremmed og pludselig besked.

 

:::

 

Det er mangel på historisk bevidsthed, 

der gør, 

at dumheder kan gentages.

  

:::

 

Mennesket er det organiske grundlag for Jordklodevæsenets kosmiske bevidsthed.

 

:

Grænsen for videnskabens resultater og erkendelser går ved det enkelte menneskes bevidsthed og moral.

 

  

Filosofi er livets søndag

"Den dybeste tanke forener sig med Kristi jordiske skikkelse, med det ydre og sansbare i hans historiske fremtræden. Og akkurat dette er jo det store ved den kristne religion. Til trods for sin tankemæssige dybde kan dens ydre side med lethed opfattes af bevidstheden, men på samme tid opfordrer den også til den mest vidtrækkende erkendelse. Den er således tilgængelig for alle dannelsestrin, samtidig med at den tilfredsstiller de højeste erkendelseskrav."  

 Georg Wilhelm Friedrich Hegel

        

Naturens kredsløb

 

Vi er ikke for mange mennesker på jordkloden, på ingen måder, der er ressourcer nok til alle. Det er fordelingen, den er gal med. Det er fordelingen, forbruget og ophobningen, som der skal laves om på. Men der er altså ressourcer nok til hele klodens befolkning. Det er hvordan vi fordeler, forvalter og behandler disse ressourcer, der er omdrejningspunktet. Det er kriminelt at bruge ressourcerne på en måde, så de helt bevidst bliver brugt til at skabe teknologi, der har kortere holdbarhed, end man har viden om, at de skabte produkter kunne have. Det er kriminelt at skabe noget, man ikke har en genanvendelsesplan for. En ressource er noget naturgivent. Det er ikke noget, der forsvinder. Vi skal slippe tanken om, at vi kan skabe noget, der så bare bagefter forsvinder. Det gør det ikke. Det er naturens kredsløb, vi skal forstå og i højere grad tjene.


 

:

Biografien er dit jeg. Eller bevidsthed om biografi sliber væggene ned omkring dit jeg. Og når slibearbejdet er til ende, ser du at hele aktiviteten har dækket over noget, der ikke er der, noget, der er der, hvergang du identificerer dig med et jeg, hver gang du siger, jeg gjorde, jeg tænkte, jeg husker, jeg husker, at jeg var til. Biografien ender - i mit jeg er her ikke længere til at huske, at jeg var til.

: Ondskab :

Ondskab kan ikke 'hives op med rode', 'fjernes fra jordens overflade', 'elimineres', 'bekæmpes' eller 'udryddes'. Ondskab er et menneske-grundvilkår, og kan i bedste fald kun forvandles, ved at hvert enkelt menneske udvikler en bevidsthed, der har gennemlevet og er færdig med alle ondskabens stadier og derfor helt og aldeles udelukkende er indstillet på FRED.

Ssssssssssssssssssssss smerte skrig:

Det egne behov er for mit vedkommende jo netop at slippe for at se den lide. Det må jo så være fordi det er en bedste ven  -  og fordi jeg på en eller anden måde identificerer mig med dens lidelse, fordi jeg genkender den, men det mærkelige er, at jeg selv, om jeg befinder mig i en tilsvarende smertetilstand, beder om ikke at blive ved med at blive pumpet med bedøvelsesmiddel.

Hvordan hunden har det, når den lider mod døden, kan jeg imidlertid i realiteten ikke vide meget om. Det jeg kan vide er, at det er så godt som umuligt for mig, at se en hund lide, og at det derfor først og fremmest er for min egen skyld, at jeg ville vælge, at den går bedøvet ind i døden, hvis det nu er det, den skal.

Spørgsmålet bliver tilbage, hvad er meningen med smerte, sygdom, død. På vores hospitaler synes fokus i stadig stigende grad at ligge på smertelindring;  succeskriteriet er,  at smerten ikke længere skal kunne registreres (på overfladen). Men er det meningen med smerten. Er det bedst at vi går bedøvede over dødens tærskel. Er smerten ikke også en ven? Dødsskriget en sidste simpel bøn (ja, til hvem?).

Ja, når man har knyttet sig så meget til et væsen, som et menneske netop kan knytte sig til en hund - og omvendt ~ så er det klart, at man tager ordentlig afsked med hinanden. Spørgsmålet er så bare, hvad der er ordentligt. Vi mennesker har vores orden, naturen har måske en lidt anden. Og når folk flokkes i skønsang: må jeg ta hunden med mig ind i himlen. Nej, gu må du ej, du kan blive tilbage din flæskesteg, men derfor kan der jo godt være en hundehimmel med en hundeskole, hundekunster og alt, og hvem ved, hvad den frarøvede smerte betyder. I vores verden er smerte i sit udgangspunkt  = bevidsthedsopvågning.

Svið

Om jeg så tyggede 33 gange, så tror jeg nu heller ikke, jeg kunne få 'barn og mand' ned.

Det' nok derfor, der er så mange humørikoner på en mobil:

'Igordeller' er det mon en russisk inspireret egnsret á la spis klassefjenden?

Aha, Igor er et får! Det skulle russerne lige vide, næste gang de drømmer om at få sig en stor-zar.

Jeg blev engang som knægt sendt til slagteren så han kunne skære de hele fårehoveder midt over; jeg havde en hel sæk på ryggen. Den var lidt tung, så på vejen hjem ville jeg lige skifte skulder og satte sækken på jorden; men da jeg jo af natur er født nysgerrig, kunne jeg alligevel ikke undslå mig for at kigge ned i sækken, og der lå de så de halve hoveder med øjne, der stirrede lige op på mig. Jeg fik hurtigt lukket sækken. Hovederne blev svedet efter alle Svið foreskifterne og siden kogt i en kæmpe gryde nogle stykker af gangen. Men mærkeligt nok havde jeg ikke den store lyst til at smage, da den sorte skorpe brændt hud og uld blev krænget af og det lyserøde kød kom til syne. Nogle år senere var jeg til julemiddag hos min morbrors familie, og der blev serveret fårehoveder, det var jeg ikke lige omstillingsgearet til, og da min fætter rakte mig en god-bid af en hel kæbe med dejligt stærke fåretænder, så greb jeg straks en sprød majscrispy ting og sagde pænt nej tak til det favorable tilbud.

Men et barn på tre år sanser helt anderledes end et på syv; børn på tre og der under er helt ét med det, de sanser.

Før et menneske kan sige 'jeg' om sig selv, ser det sig ikke adskilt fra omverdenen, at opleve en hanes henrettelse er derfor ikke sjælelig anderledes end at opleve sin egen henrettelse.

Et barn på tre eller der under vælger jo ikke selv. Om det vil være empatisk eller hellere forhærde sig. Det er som udgangspunkt simpelthen 120% solidarisk med alt andet levende.

Ja, de kan tidsnok se det, men som spædbørn giver det ingen anden mening for dem end skræk og chok, som de ikke kan håndtere, men blot må leve i. Når verden ikke længere er helt så besjælet og bevidstheden træder i forgrunden, så kan de meget bedre håndtere det.

Normalt sætter vi jo heller ikke spædbørn til at kukke på tv-avisen, vel.

Rizlamöinen: Det ER en ond cirkel: Den kaldes: Ildkuglen i Dragens Bug . armen, skal vi tage den cirkel som noget næsten natur lovbestemt, så er den mere grusom end egentlig ond, men så overser vi at der i det mindste som mulighed er bevidsthed tilgængelig, som burde kunne etablere kultur lodret ned gennem dette lovbestemte stykke naturcirklen eller ej. Det onde består i at en sådan menneskelig bevidsthed ikke synes at kunne gennemtrænge nævnte materiale med tilstrækkelig moralsk fantasi. Det onde har således sin part i hvert enkelt uformående menneske. At alt kan vendes på hovedet, betyder jo ikke at roden eller hovedet ikke findes. Mennesker har jo en fantastisk (overlevelses) evne til at relativisere det onde. Hvis det onde og det gode ikke findes, så kan det vel være lige meget, om jeg... befinder mig i en kz-lejr, eller om jeg befinder mig her i mit i øjeblikket trygge hjem med min familie og en god kop kaffe. I så fald kan der kun tales ud fra et objektivt stade, hvor Alt er såre godt, og hvor det onde kun er et mindre gode. Men hvem befinder sig på et sådant stade, hvor udsigten er så strålende? eller skulle jeg have skrevet ond kop kaffe, hæ! Men på hvilken måde er selvmordsbombere på Nørreport direkte livstruede af det de selvmordsbomber? jamen, er der stadigvæk ikke ret langt afstand i sammenligningen med situationen i en kz-lejr? Jeg kan godt se evnen til at relativere ondskab, det er jo nærmest guddommeligt. Og indfølingen i årsagerne til forskellige både selv- og almentdestruktive handlinger har noget for sig, der er jo altid en eller anden årsag. Det jeg bare må spørge om, er, hvis der ikke findes den mindste flig af ondskab i mig eller nogen anden, hvad er det så, der gør så nas i sjælen, når man får den her følelse af at have gjort noget forkert. Skal så ikke kunne sige, om der vitterligt findes mennesker, der aldrig kommer til, og aldrig nogensinde har kendt til den følelse, og derfor altså må være af den opfattelse, at de aldrig gør noget forkert. Ja, netop, hvad ER forkert. Det er jo noget man må afgøre med sig selv. Hvad er det rigtige at gøre. At jeg har det som grundindstilling at spørge sådan, er sikkert rigtig guf for en hvilken som helt ondskab, der vil barbere mit liv ned til et valg mellem to onder. ja, netop, vi kalder det samvittighed, den proces, det er, at bedømme egen handlings (og evt. afståelse af samme) eller tankes beskaffenhed. Hvad der er det rigtige at gøre, må man, som allerede skrevet, afgøre med sig selv. Det objektive vil altid i menneskemund være en påstand, der i sig selv er et onde. Men helt inde i dragens bug, hvor jeg , skal det bemærkes, og så vidt jeg husker, aldrig har været, siges ondskaben at være så nærværende, at kun den, der er parat til at ofre sit eget liv for at besejre den, kan siges at rumme et gode, der kan bedømmes både subjektivt og objektivt alene på paratheden. ja, det er bestræbelsen, det gælder om. ja, vil så måske gerne formulere det en anelse om til: mest viis er den, der ved, ved ikke at vide (for denne afviser ikke englene). Måske kan et enkelt menneske netop ikke være bevidst om alle sine bevæggrunde, men i jo højere grad det er det - i jo højere grad kan det handle i frihed. Men er det også ensbetydende med, at det handler mere samvittighedsfuldt? Ud fra min oplevelse er det ikke muligt, at jeg i fuld udstrækning inddrager mig selv i menneskehedens samlede, kollektive bevidsthed, det ville jeg lide et sammenbrud på. Den bevidsthed behøver jeg en højere instans til at bære eller sone. Men hvordan er det så, at jeg adskiller bevidstheden om min egen samvittighed fra den fællesmenneskelige? Kan jeg overhovedet det? Kan noget som helst menneske være lykkeligt, når blot ét eneste andet menneske ikke er det? Jamen, igen - jeg kan som enkelt person ikke bære alverdens lidelse og (dårlige) samvittighed. Måske er det det troen og håbet og (den i vid udstrækning manglende) kærlighed handler om. Men der er jo masse af mennesker, der tilsyneladende lever ud fra afsværgelse af enhver form for tro, og alligevel ikke synes, at have ovennævnte problemer, føler sig måske oven i købet befriet for dem. Hvorfor det? ... Måske er de bare mere udviklede end jeg, og mere bevidste om deres bevæggrunde. Dog hvis jeg kigger på det ud fra min egen lille lommestatistik, så er det ikke erfaringen at en øget bevidsthed fører til højere grad af sundhed og lykke. Nærmest tværtimod. Så hvorfor er det, at vi (om vi da gør det?) alligevel ser en øget bevidsthed om egne bevæggrunde for et gode. Er det fordi vi anser det samvittighedsfulde sindelag betinget af en øget evne til at skelne.