Ssssssssssssssssssssss smerte skrig:

Det egne behov er for mit vedkommende jo netop at slippe for at se den lide. Det må jo så være fordi det er en bedste ven  -  og fordi jeg på en eller anden måde identificerer mig med dens lidelse, fordi jeg genkender den, men det mærkelige er, at jeg selv, om jeg befinder mig i en tilsvarende smertetilstand, beder om ikke at blive ved med at blive pumpet med bedøvelsesmiddel.

Hvordan hunden har det, når den lider mod døden, kan jeg imidlertid i realiteten ikke vide meget om. Det jeg kan vide er, at det er så godt som umuligt for mig, at se en hund lide, og at det derfor først og fremmest er for min egen skyld, at jeg ville vælge, at den går bedøvet ind i døden, hvis det nu er det, den skal.

Spørgsmålet bliver tilbage, hvad er meningen med smerte, sygdom, død. På vores hospitaler synes fokus i stadig stigende grad at ligge på smertelindring;  succeskriteriet er,  at smerten ikke længere skal kunne registreres (på overfladen). Men er det meningen med smerten. Er det bedst at vi går bedøvede over dødens tærskel. Er smerten ikke også en ven? Dødsskriget en sidste simpel bøn (ja, til hvem?).

Ja, når man har knyttet sig så meget til et væsen, som et menneske netop kan knytte sig til en hund - og omvendt ~ så er det klart, at man tager ordentlig afsked med hinanden. Spørgsmålet er så bare, hvad der er ordentligt. Vi mennesker har vores orden, naturen har måske en lidt anden. Og når folk flokkes i skønsang: må jeg ta hunden med mig ind i himlen. Nej, gu må du ej, du kan blive tilbage din flæskesteg, men derfor kan der jo godt være en hundehimmel med en hundeskole, hundekunster og alt, og hvem ved, hvad den frarøvede smerte betyder. I vores verden er smerte i sit udgangspunkt  = bevidsthedsopvågning.