Hund vs kat

 

Hunden lærer dig at elske livet.

Katten lærer dig ikke at være bange for døden.

Katten er sprække mellem liv og død.

 

Test

 

I dag tog jeg en test

for at se 

om jeg skulle være syg. 

I morgen går jeg 

en tur på kirkegården

for at se 

om jeg skulle være død.

 

 

No Time To Die / Time To Die

 

Ricin er en komponent i Marburg-virus-vaccinen. Ricin udvindes af Kristpalmen.

I den 25. Bondfilm  optræder der netop en Kristpalme i Lyutsifers have.

Den lille pige, Mathilde, rækker ud efter blomsten, men hun rører den ikke – hun rører ingen af blomsterne i den forgiftede have.

Så på symbolsprog må Mathilde jo her repræsentere, de, der ikke tager imod giftsprøjterne.

Så elementet med haven kan både ses som  en annoncering af en mulig kommende masse-vaccine OG en identifikation med modstand mod samme.

At Lyutsifer udviser visse anstrøg af barmhjertighed og en udpræget sans for skønhed - passer helt overens med den traditionelle fortælling om Lucifer i forhold til Satan, hvor sidstnævnte nyder godt af, at menneskene i første omgang har lettere ved at lade sig besnære af Lucifer, som således bliver trædestenen frem til det endnu mindre gode, som Satan repræsenterer.

Introen til den 25. Bondfilm afviger i øvrigt på et væsentligt punkt fra den normale bond-entre ved at der efter at Bond har skudt mod den pistolmunding, publikum kigger ud igennem - ingen rød farve kommer løbende og fylder hele lærredet. Den hvide farve forbliver intakt og går så over i handlingens hvide snelandskab. At tage den røde farve ud i introen og lade den hvide stå uantastet = et sjælebilledligt forvarsel om, at filmen slutter med Bonds død.

I alle andre Bond film har den røde (livets) farve nedstrømmende flod været fast bestanddel, men ikke i denne. Den 25. Bond film handler om uskyld. Den første film, hvor barnet får en helt central rolle og manden dør.

Ønsket om at vokse får næring fra en oplevelse af hæmning

 

Planten vokser hele tiden ud af en hæmning. Nuvel kan man ikke lide ordet 'hæmning' (og det kan der jo være grunde til, at man ikke kan), så kan ordet i dette tilfælde erstattes af ordet 'kulmination'. Planten vokser hele tiden hen imod og ud af en kulmination. Der er en grænse for hvor længe planten kan være levende plante. Der er en grænse for hvor længe blomsten kan være duftende blomst. Når disse grænser nåes, må noget dø. Ud af denne død, som man, hvis man ikke kan lide ordet 'død' igen kan vælge at erstatte med ordet 'kulmination' - ud af denne kulmination går væksten videre mod frugtdannelse, men også frugtdannelsen når en grænse, hvor frugten ikke kan blive mere frugt end frugt, så sker der en ydre forrådnelsesproces, en kulmination, en død. Inde i denne kulmination (død) ligger plantens talent for vækst potentielt i dvale. Væksten er nu potentiel. Væksten har nu mødt sin ultimative hæmning/kulmination/død/dvale/søvn og fortsætter måske, om de rette betingelser indfinder sig i en ny, måske endda helt ny og anderledes plante.

 

:::

Tre linjer der giver så megen logisk mening:

tiden går/ mens jeg ser/ den komme.

Tiden bevæger sig fra fødsel til død.

Men den bevæger sig også fra død til fødsel, som en tid, der går mig i møde, (og en tid, jeg går i møde.) Tiden kommer hele tiden.

Det er fra de to indgange, som også begge er udgange, at tiden bliver mulig at erfare.

Før og efter tidens bevægelser er der imidlertid kun ikke-tid og ikke-rum.

77

På fire ben
spænder ansigtet
vingernes bro
fra fødsel til død.

Så lille en maske
til at dække
feberguldets længsel
efter at blive smeltet om.

Den klukkende latter
fra to galger:

Én til dig
og én til din dobbeltgænger.

:

Biografien er dit jeg. Eller bevidsthed om biografi sliber væggene ned omkring dit jeg. Og når slibearbejdet er til ende, ser du at hele aktiviteten har dækket over noget, der ikke er der, noget, der er der, hvergang du identificerer dig med et jeg, hver gang du siger, jeg gjorde, jeg tænkte, jeg husker, jeg husker, at jeg var til. Biografien ender - i mit jeg er her ikke længere til at huske, at jeg var til.

Ssssssssssssssssssssss smerte skrig:

Det egne behov er for mit vedkommende jo netop at slippe for at se den lide. Det må jo så være fordi det er en bedste ven  -  og fordi jeg på en eller anden måde identificerer mig med dens lidelse, fordi jeg genkender den, men det mærkelige er, at jeg selv, om jeg befinder mig i en tilsvarende smertetilstand, beder om ikke at blive ved med at blive pumpet med bedøvelsesmiddel.

Hvordan hunden har det, når den lider mod døden, kan jeg imidlertid i realiteten ikke vide meget om. Det jeg kan vide er, at det er så godt som umuligt for mig, at se en hund lide, og at det derfor først og fremmest er for min egen skyld, at jeg ville vælge, at den går bedøvet ind i døden, hvis det nu er det, den skal.

Spørgsmålet bliver tilbage, hvad er meningen med smerte, sygdom, død. På vores hospitaler synes fokus i stadig stigende grad at ligge på smertelindring;  succeskriteriet er,  at smerten ikke længere skal kunne registreres (på overfladen). Men er det meningen med smerten. Er det bedst at vi går bedøvede over dødens tærskel. Er smerten ikke også en ven? Dødsskriget en sidste simpel bøn (ja, til hvem?).

Ja, når man har knyttet sig så meget til et væsen, som et menneske netop kan knytte sig til en hund - og omvendt ~ så er det klart, at man tager ordentlig afsked med hinanden. Spørgsmålet er så bare, hvad der er ordentligt. Vi mennesker har vores orden, naturen har måske en lidt anden. Og når folk flokkes i skønsang: må jeg ta hunden med mig ind i himlen. Nej, gu må du ej, du kan blive tilbage din flæskesteg, men derfor kan der jo godt være en hundehimmel med en hundeskole, hundekunster og alt, og hvem ved, hvad den frarøvede smerte betyder. I vores verden er smerte i sit udgangspunkt  = bevidsthedsopvågning.

Døden er ikke uforklarlig
uden den kunne vi aldrig rigtig blive mennesker:

*

Op gennem den mødrene linje i min familie har der været en tradition for varselsdrømme, særligt manifest forud for fødsel (og til tider også død), hvor det for min mormors og oldemors vedkommende stadig var sådan, at de drømte ikke bare navnet på den undfangne - men til tider også fik besked om, hvad eller hvilken person vedkommende tidligere havde været. Dette kom jeg atter i tanker om, da jeg i dag læste følgende skrevet af Valentin Tomberg:

"Before the soul reaches the region of actuality, it descends through the regions of imagination, inspiration, and intuition. In the past, this descent was not always hidden from the parents' consciousness, and it will not always remain so in the future. In the past, the birth process could be experienced consciously even before it reached the physical world. The descending being was recognized in suprasensory world. Thus it became possible to give the new earthly being a true name. The name expressed the knowledge revealed in the suprasensory world through that descending being. In the future, this faculty will reappear - especially in the East."

*