Planten vokser hele
tiden ud af en hæmning. Nuvel kan man ikke lide ordet 'hæmning' (og det kan der
jo være grunde til, at man ikke kan), så kan ordet i dette tilfælde erstattes
af ordet 'kulmination'. Planten vokser hele tiden hen imod og ud af en
kulmination. Der er en grænse for hvor længe planten kan være levende plante. Der
er en grænse for hvor længe blomsten kan være duftende blomst. Når disse
grænser nåes, må noget dø. Ud af denne død, som man, hvis man ikke kan lide
ordet 'død' igen kan vælge at erstatte med ordet 'kulmination' - ud af denne
kulmination går væksten videre mod frugtdannelse, men også frugtdannelsen når
en grænse, hvor frugten ikke kan blive mere frugt end frugt, så sker der en ydre
forrådnelsesproces, en kulmination, en død. Inde i denne kulmination (død)
ligger plantens talent for vækst potentielt i dvale. Væksten er nu potentiel.
Væksten har nu mødt sin ultimative hæmning/kulmination/død/dvale/søvn og
fortsætter måske, om de rette betingelser indfinder sig i en ny, måske endda
helt ny og anderledes plante.
