Ønsket om at vokse får næring fra en oplevelse af hæmning

 

Planten vokser hele tiden ud af en hæmning. Nuvel kan man ikke lide ordet 'hæmning' (og det kan der jo være grunde til, at man ikke kan), så kan ordet i dette tilfælde erstattes af ordet 'kulmination'. Planten vokser hele tiden hen imod og ud af en kulmination. Der er en grænse for hvor længe planten kan være levende plante. Der er en grænse for hvor længe blomsten kan være duftende blomst. Når disse grænser nåes, må noget dø. Ud af denne død, som man, hvis man ikke kan lide ordet 'død' igen kan vælge at erstatte med ordet 'kulmination' - ud af denne kulmination går væksten videre mod frugtdannelse, men også frugtdannelsen når en grænse, hvor frugten ikke kan blive mere frugt end frugt, så sker der en ydre forrådnelsesproces, en kulmination, en død. Inde i denne kulmination (død) ligger plantens talent for vækst potentielt i dvale. Væksten er nu potentiel. Væksten har nu mødt sin ultimative hæmning/kulmination/død/dvale/søvn og fortsætter måske, om de rette betingelser indfinder sig i en ny, måske endda helt ny og anderledes plante.

 

Islændingene lever på trods af vejrliget på randen af vulkaner; landet er hele tiden i foryngelse og vækst i skarp kontrast til en altid truende afgrund af kaos.

Men når nu godt firs procent af den islandske befolkning ønsker folkeafstemning, og regeringen har været ude og meddele, at statsministeren trækker sig (omend denne ikke er af samme mening), hvorfor udskriver Islands præsident så ikke valg? Får man den tanke, at hans rige kone måske kender los palindromos: A man a plan a canal: Panama? Har den ellers tidligere nok så folkelyttende præsident noget i klemme ad den vej, siden han ikke nænner at udskrive valg?

Det skandinaviske ideal synes at have forladt Skandinavien og er landet som en lille fugl på et stort kontinent.