Thorvarđur, Maria, de fem dødfødte og de to døvstumme børn

 

To brødre i det nordvestlige Island fik hver især 13 og 14 børn. Broderen med de flest fødte børn var gift med sin kusine. Da hun ventede deres første barn, drømte hun, sådan som det længe har været tradition i Island, hvad barnet havde været i sit tidligere liv og hvad det skulle hedde i det kommende. Barnet skulle hedde Thorvarđur. Men dette navn brød moderen sig ikke om og valgte derfor et andet. Barnet døde som spæd. Det selv samme hændte nu for de to næste drengebørn også. Da hun så derefter ventede for fjerde gang og hun igen fik nøjagtig samme drøm, valgte hun så at bøje sig og kaldte drengen for Thorvarđur. Drengen blev født og levede. Ud af de derefter fødte børn døde ligeledes to andre samt to blev født som døvstumme, en dreng og en pige. En af de senere fødte børn, som var ved alle sine sansers brug, kom til at hedde Maria. Denne blev aldrig gift og fik ingen børn. Men hun valgte at tage den livsopgave på sig at sørge for sine to døvstumme søskende. Hun flyttede med dem til hovedstaden, for at være dem behjælpelige og for at forsørge dem. Og jeg forestiller mig, at hun måske har været med dem på døvstummeskolen for selv at lære sig tegnsprog. Den længstlevende af alle disse 14 børn var den døvstumme kvinde, som døde for nogle år siden i en alder af nogle og halvfems. Hendes mand skrev meget rørende om hende i dødsannoncen. Kvinden var ud over sine kærlige og omsorgsfulde evner - tillige utrolig smuk.

 

Minde til Vågnes hvile

 

Forfatteren Øyvind Vågnes fik året efter, at han udgav det, der skulle blive hans sidste færdigskrevne roman Ei verd utan hestar, i 2018 konstateret lungefibrose og døde af denne sygdom den syvende januar i år. Han blev født d. 4. august 1972. Jeg mødte ham i Biskops Arnö året efter, at han havde udgivet sin første roman Ingen skal sove i natt. Da var han 31 år. Han var den ene af 4  norske forfattere tilstede ved den begivenhed og hans humor og lune glimt i øjet var en vigtig ingrediens i dette samvær. Vi svor, efter hver især at have bragt adskillige historier med omdrejningspunktet 'mennesker, der tisser', til torvs, at vi nu var med i en klub, hvor vi forpligtigede os til fremover i vores fremtidige udgivelser altid at indføje mindst én historie om folk, der tisser. Om hvert medlem af denne klub har efterlevet dette, har jeg intet overblik over. Men det var grande mal sjov vi havde og vi skraldgrinede os gennem alle dage. Vågnes var ved flere lejligheder underviser ved danske universiteter. Han er ved sin forholdsvis tidlige død gået glip af enorme mængder af inspiration i de seneste dages begivenheder omkring de uidentificerede flyvende objekter over bl.a. Danmark. Droner var netop et emne, som optog ham i hans seneste udgivelser. Hans stille indfølende litterære stemme er stedt til hvile sammen med resten af hans væsen og krop. Jeg mindes ham med varme og opløftelse. Og opfordrer til at læse hans efterladte værk.

                      Fotoes fra Biskops Arnö maj, 2004 :::

 

Jens Peter Kaj om det manglende danske forsvar af Grønlands interesser:

 

HER. 

 

SØVN

 

Meningen med at sove er, udover at regenere kroppens celler, organer og funktioner, at drage ud af sin fysiske sfære medbringende de billeder, man i løbet af dagen har "indtaget". Med 'indtaget' menes, alt hvad man har sanset - herunder også sansning i forbindelse med indtagelse af føde, luft, vand etc. Kvaliteten af den føde og de øvrige sanse-indtryk, et jeg har erhvervet sig, bliver registreret af de indre organer i samarbejde med bevidstheden. Især hjerteorganet vejer kvaliteten af indtryk og er et af de harmoniserende organer på dette område. Nyrerne er et andet indre 'sanse-organ', som især vil blive påvirket af chok (Chok og traumer kan ofte ses behandlet nat efter nat efter nat - det er kendt fra overlevende fra diverse krige, at det, de har oplevet, ikke sjældent bevirker natlige drømme og mareridt, som kan fortsætte resten af livet ud). Alle disse indtryk som organerne melder ind i bevidsthedsoceanet, drager sjælen ud af den sovende krop med - for at stemple ind i Natuniversitetet, hvor menneskesjælen kommer til sin natlige lektion, hvor billederne bliver behandlet, kommenteret, korrigeret og menneskesjælen drager derefter med denne natlige læring tilbage i kroppen, med en ny pose 'guld' 😊 = korrigerede 'billeder', som det skal forvalte i det vågne tidsrum, tage handling på og forsøge at gøre til mere harmoniske, når de atter er på vej ned i 'rejserygsækken'. Drømme er her et udtryk fra et mellemstadie, hvor der enten har været problemer med 'billedtransporten' den ene eller anden vej. Eller for stor ophobning af forgiftede sanse-indtryk (og her ikke mindst fødeemner), der forplumrer vejen ud af og/eller ind i kroppen.

Undtagelsen fra ovenstående beskrivelse af drømme - kan være klar-drømme og regulære varsler. Noget som især i Island har været ret udbredt især på kvinde-siden - helt op til vores tid.

Selv om drømme almindeligvis er udtryk for og fremstår som kaotiske tilstande, kan man godt arbejde bevidst med dem og gennem dette arbejde gribe helende ind i sit sind og i sin krop. Det gælder ikke mindst drømme under sygdomsforløb, fx feberdrømme. Det er oftest helt eksakte og enkelte mentale tiltag, der skal til med ofte overraskende hurtig helende virkning.

Eksempler på drømme-virksomhed aktiveret af sanse-forgiftning, som jeg gerne vil nævne, er ::: Tandlægen ::: ... I mine unge dage fik jeg altid mareridt, natten efter jeg havde været ved tandlægen. Jeg undrede mig over dette og tænkte på, om det mon kunne være pga de bedøvelsesmidler, som tandlægen brugte. En nærliggende tanke for mig, da jeg første, eneste og sidste gang jeg fik lattergas fik det akut meget dårligt. Jeg besluttede derfor helt at undgå bedøvelser af enhver slags. Fra den dag ophørte de tilforne efterfølgende natlige mareridt.

 

Island - fra kongedømme til Republik

 

Unionen mellem Danmark og Island blev ophævet efter en folkeafstemning, som den danske konge havde forordnet afholdt i Island og det islandske Altinget fastsatte valghandlingerne angående ophævelse af personalunionen og grundlæggelsen af en ny republikansk grundlov til at strække sig fra den 20. til 23. maj 1944. Den danske konge kunne rigtig nok ikke gøre andet end samtykke, da Island maj 1940 var blevet besat af engelske og sidenhen af amerikanske tropper og islændingene iøvrigt i ren protest aldrig havde afgivet deres stemmer ved de rigsdagsafstemninger, der op gennem tiden havde været. Ved afstemningen 20. til 23. maj 1944 deltog man derimod i overbevisende grad -  der deltog således over  98 % af landets stemmeberettigede befolkning og mere end 97 % stemte for en ophævelse af forbundsloven og 95 % stemte for en ophævelse af det konstitutionelle monarki og den 17. juni 1944 blev Island erklæret for en selvstændig republik. Den 17. juni er herefter Islands nationaldag.

 

Efter besættelsen var der i Island meget delte meninger om amerikanernes permanente tilstedeværelse på basen i Keflavik. Landets befolkning var i dette som også i andre spørgsmål holdningsmæssigt delt på midten. Halvdelen ønskede amerikanerne ud af landet og den anden halvdel fandt, at Island nød godt af amerikanernes tilstedeværelse. Islændingene forsøgte at dæmme op for den amerikanske indflydelse på øen gennem forskellige lovtiltag, men det var i det lange løb ikke noget, man helt kunne lovgive sig ud af. Efter 65 års amerikansk tilstedeværelse blev det permanente ophold ophævet og amerikanerne forlod Keflavik basen. Men amerikanske tropper optræder stadig lejlighedsvis i Island.

 

The French Hospital in Iceland:

 

Da Martinus og sagen trak mine bedsteforældre til Danmark

I nittenhundrede treoghalvtreds rejste min bedstefar med sin livsledsager til København fra Island for at følge Martinus foredrag. Lige som han hver gang Martinus var i Island rejste ned fra Vestlandet for at opleve hans foredrag, sådan som rigtig mange islændinge gjorde på den tid. I København fulgte min bedstefar, Oskar Jensen, hver søndag Martinus forelæsninger på Martinus Instituttet. En dag kom Martinus til te hos mine bedsteforældre. Her fik min bedstemor også bevidnet, hvilket elskværdigt menneske der var at finde i Martinus. Med sig i København havde mine bedsteforældre deres yngste søn, en efternøler på godt tre år. Martinus havde et stykke legetøj med til ham. Det var en bil af træ. Måske har det også været ved den anledning, at Martinus har sagt til min bedstefar, der da havde været vegetar i syvogtyve år, at han godt kunne spise en lille smule kød og at det da skulle være hvidt kød - som fx. fjerkræ eller fisk. Min bedstefar var på det tidspunkt den eneste i familien, der var vegetar. Vennen, Martinus Simson, der også boede på Vestlandet og var af dansk oprindelse og også interesserede sig for Martinus Kosmologi og med hvem han havde en lille studiekreds var ligeledes vegetar. Men mange har der ikke været på den tid. Jeg husker en gang min mor serverede rejer. Oskar tog et stykke brød og placerede der på flere salatblade og på toppen af det hele en enkelt reje. Jeg sagde, jamen, bedstefar skal du ikke have nogle flere rejer, der er jo rigeligt i skålen. Hvor til min bedstefar med sin helt særlige charme sagde, en er nok. Der blev aldrig i min barndom talt om, at min bedstefar var vegetar eller helst ville spise grøntsager. Der blev heller ikke talt om Martinus. Men da jeg var blevet 18 år blev jeg fra den ene dag til den anden vegetar og tre år senere stødte jeg ved "tilfældigheder", der ikke har med min familie at gøre, ind i litteratur af Martinus og Rudolf Steiner. Først der efter, da jeg selv begyndte at tale om sagerne, kom det frem, hvordan det hang sammen. Min bedstefar har betydet helt afgørende meget for mig og er vel det eneste menneske, jeg i mit liv har haft oplevelsen af fuld hundredeogtyve  procents accept fra. Vi havde gennem hele mit voksne liv ind til det sidste en lang korrespondance. Brevene jeg sendte ham fyldte ~ otte år før min bedstefars bortgang som 102 åring ~ en hel sæk, men er desværre (for mig) gået tabt. Oskar Jensen var vel en af de første eller måske den første til at oversætte Martinus skrifter. Oskar udgav i 1935 to små skrifter, der ganske vist strengt taget ikke er ordrette oversættelser, men mere fortolkninger eller oversættelser med kunstnerisk frihed af Martinus ord. Det var i tidsskriftet O.M. som havde fundet vej helt op til Islands nordvestligste hjørne, at min morfar første gang stødte på artikler fra Martinus hånd.

Der er mange spørgsmål, jeg gerne ville have haft stillet min bedstefar, om jeg, den gang han levede, havde vidst, det jeg ved i dag. Jo mere man kommer til at vide, des flere spørgsmål opstår der og jo mere bliver man klar over, hvor lidt man i grunden ved.

Da Oskar og Hansina altså i nittenhundrede og treoghalvtreds kom til København, lånte de en lejlighed af en Martinus interesseret dame, der skulle en tur til U.S.A. Da hun kom tilbage, lejede de et sommerhus i Hundige og var i sommerhuset vinteren over. Fra Hundige tog Oskar i hverdagene på arbejde i København og om søndagen fulgte han forelæsningerne på Martinus institut. Det var netop her i halvtredserne, at de første af den række Martinus foredrag, der i årene fremover blev optaget, fandt sted. Således må flere af de foredrag, jeg i dag kan lytte til fra optagelser lagt ud på internettet, have haft min bedstefar som interesseret del af tilhørekredsen.

Efter vintersæsonen lejede mine bedsteforældre en lejlighed af, hvad der skulle vise sig at være, en svindler i København. Udlejeren havde lejet ud til flere forskellige mennesker, der hver især havde betalt depositum.  Mine bedsteforældre lavede nu en aftale med en af disse, en dame, der også havde lejet lejligheden, således at de nu kom til at bo der sammen. En dag så min bedstemor en hånd, der stak ind fra køkkenbagtrappens dør for at åbne for gassen. Men da Hansina jo nu havde set det, fik hun hurtigt slukket for gassen. Det havde nok været meningen, at de skulle omkomme i en gasulykke – enten forgiftede eller indebrændte i en eksplosion. Derved ville deres svindeludlejer kunne få udbetalt forsikring samt beholde depositum og endda få mulighed for at indkradse nye fremtidige.  Mine bedsteforældre måtte flytte fra København, fordi de ikke kunne finde en anden lejlighed. De kunne ellers godt lide København og ville gerne have blevet i Danmark. Men i nittenhundrede og seksoghalvtreds rejste de tilbage til Island. Efterfulgt af min mor, der da havde mødt min far, som hun rejste sammen med til Island. Fire år senere kom jeg til verden.

At genfinde sin slægt i en andens skrift:

Den islandske befolkning rummer et fåtal af klodens befolkning; så fåtallige er de, at én nulevende hovedgren af mit stamtræ udgør omkring en procentdel af den samlede nuværende islandske population. Måske dét er årsagen til, at jeg, når jeg læser islandske forfattere, let kommer til en oplevelse af at åbne min slægts bog. Sådan er det fx meget udpræget og især med forfatteren Jón Kalman Stefánsson og hans romantriologi: HIMMERIGE OG HELVEDE, ENGLENES SORG og MENNESKETS HJERTE. Ikke bare udspiller begyndelsen af fortællingen sig på den egn hvor fra min slægt stammer, men selve tidsrammen og en lang række personnavne og handlinger stemmer overens med personer og handlinger som var og foregik omkring min oldefar Hannibal. Enkelte navne er lavet en anelse om, og nogle forløb er lidt anderledes. Min oldefar blev gift meget ung med sin udkårne Gudrun, som var syv år ældre end han. Faktisk måtte han løse kongebrev for at blive gift. I Jón Kalmans fortælling bliver den person, hvor om det hele kredser, konsekvent benævnt 'drengen'; drengen er forelsket i en pige, der hedder Gudrun, men i Kalmans version får drengen blot ikke sin udkårne. Min oldefar havde en meget nær ven som hed Boas, denne ven døde på tragisk vis fra ham. I Kalmans fortælling synes der at foregå noget lignende, idet vennen dog her hedder Bardur.  Oldefar Hannibals far døde, da Hannibal var 6 år gammel; Kalmans ’dreng’ har også mistet sin far, da han var seks år. Sådan er der flere hændelser, som forekommer lidt for hyppige til blot at kunne betragtes som absolut tilfældige. Kalman skriver på en på en gang meget poetisk rørende og detaljeret måde, og jeg kan varmt anbefale at læse hans bøger.

Islændingene lever på trods af vejrliget på randen af vulkaner; landet er hele tiden i foryngelse og vækst i skarp kontrast til en altid truende afgrund af kaos.

Men når nu godt firs procent af den islandske befolkning ønsker folkeafstemning, og regeringen har været ude og meddele, at statsministeren trækker sig (omend denne ikke er af samme mening), hvorfor udskriver Islands præsident så ikke valg? Får man den tanke, at hans rige kone måske kender los palindromos: A man a plan a canal: Panama? Har den ellers tidligere nok så folkelyttende præsident noget i klemme ad den vej, siden han ikke nænner at udskrive valg?

Det skandinaviske ideal synes at have forladt Skandinavien og er landet som en lille fugl på et stort kontinent.

Ode om Afí

Afí tog tænderne ret så ydmygt


kaffen kunne vel nok erstatte


sådan at byde gummerne et stykke pumpernikkel


langsomt i enzymjubel levne resten


til spyt og kysk evighedstrance


Afí tryllede vinger på hverdagen


med sin blokfløjte hjembragte han toner


langt mere tusind indviede


lidt lige som at se en dugvåd rose i vinden


eller høre rosens melodi


imens maleri efter maleri passerer forbi


selvom han blev undfanget tredive år 

                                                før krystalnatten


mente han, at de mange jøder, 

                     som nazisterne bragte bort som røg


stod her lige midt mellem enhver 

                                        nyfødt dreng eller pige


med selvoplevet stigma


og i total kulturglæde foldede de deres

                                               arme ud til vinger


som de igen og igen tabte sæben til


ud af de millioner lig


rejste medmenneskeligheden sig atter på tå


mange rakte ansvaret frem


uden at skylden blev helt kanaliseret retfærdigt


vingerne såede nåde og Afí talte esperanto


bare for at kunne nå ethvert internationalt individ


drømmen sendte ham udførligt evighedsmaskinen


og i stadig flere versioner


drev maskinen ham ud af den bane


der hedder de ypperste når det banale


som guderne har viklet ind i tiden som klarsyn


ethvert fatamorgana står naglet med 
                                                  søm i organet


rolig interesse som patentkontoret 

                             tog nogle tusinde kroner for


de så ikke latterkraniet som hang på væggen


i en lejlighed i Sverige


hvor Afi nogle måneder i treogfirs boede


her kunne han sidde uanfægtet 

                               og filosofere over livet


og de kosmiske sammenhænge


der var en naturlig bestanddel


af hans trivsel og hele hans brilliante nærværd.