At genfinde sin slægt i en andens skrift:

Den islandske befolkning rummer et fåtal af klodens befolkning; så fåtallige er de, at én nulevende hovedgren af mit stamtræ udgør omkring en procentdel af den samlede nuværende islandske population. Måske dét er årsagen til, at jeg, når jeg læser islandske forfattere, let kommer til en oplevelse af at åbne min slægts bog. Sådan er det fx meget udpræget og især med forfatteren Jón Kalman Stefánsson og hans romantriologi: HIMMERIGE OG HELVEDE, ENGLENES SORG og MENNESKETS HJERTE. Ikke bare udspiller begyndelsen af fortællingen sig på den egn hvor fra min slægt stammer, men selve tidsrammen og en lang række personnavne og handlinger stemmer overens med personer og handlinger som var og foregik omkring min oldefar Hannibal. Enkelte navne er lavet en anelse om, og nogle forløb er lidt anderledes. Min oldefar blev gift meget ung med sin udkårne Gudrun, som var syv år ældre end han. Faktisk måtte han løse kongebrev for at blive gift. I Jón Kalmans fortælling bliver den person, hvor om det hele kredser, konsekvent benævnt 'drengen'; drengen er forelsket i en pige, der hedder Gudrun, men i Kalmans version får drengen blot ikke sin udkårne. Min oldefar havde en meget nær ven som hed Boas, denne ven døde på tragisk vis fra ham. I Kalmans fortælling synes der at foregå noget lignende, idet vennen dog her hedder Bardur.  Oldefar Hannibals far døde, da Hannibal var 6 år gammel; Kalmans ’dreng’ har også mistet sin far, da han var seks år. Sådan er der flere hændelser, som forekommer lidt for hyppige til blot at kunne betragtes som absolut tilfældige. Kalman skriver på en på en gang meget poetisk rørende og detaljeret måde, og jeg kan varmt anbefale at læse hans bøger.