>>Eg drøymde eg var ambulansesjåfør.
Ingenting kunne stoppe meg, eg rasa gjennom natta.
Blålyset på taket.
Sirena.
Nokon levde vidare takke vere meg, og eg sov betre enn det
er vanleg for meg å gjere.<<
Fra Øyvind Vågnes' Roman Ingen skal sove i natt
Forfatteren Øyvind Vågnes fik året efter, at han udgav det, der skulle blive hans sidste færdigskrevne roman Ei verd utan hestar, i 2018 konstateret lungefibrose og døde af denne sygdom den syvende januar i år. Han blev født d. 4. august 1972. Jeg mødte ham i Biskops Arnö året efter, at han havde udgivet sin første roman Ingen skal sove i natt. Da var han 31 år. Han var den ene af 4 norske forfattere tilstede ved den begivenhed og hans humor og lune glimt i øjet var en vigtig ingrediens i dette samvær. Vi svor, efter hver især at have bragt adskillige historier med omdrejningspunktet 'mennesker, der tisser', til torvs, at vi nu var med i en klub, hvor vi forpligtigede os til fremover i vores fremtidige udgivelser altid at indføje mindst én historie om folk, der tisser. Om hvert medlem af denne klub har efterlevet dette, har jeg intet overblik over. Men det var grande mal sjov vi havde og vi skraldgrinede os gennem alle dage. Vågnes var ved flere lejligheder underviser ved danske universiteter. Han er ved sin forholdsvis tidlige død gået glip af enorme mængder af inspiration i de seneste dages begivenheder omkring de uidentificerede flyvende objekter over bl.a. Danmark. Droner var netop et emne, som optog ham i hans seneste udgivelser. Hans stille indfølende litterære stemme er stedt til hvile sammen med resten af hans væsen og krop. Jeg mindes ham med varme og opløftelse. Og opfordrer til at læse hans efterladte værk.
