To brødre i det nordvestlige Island fik hver især 13 og 14 børn. Broderen med de flest fødte børn var gift med sin kusine. Da hun ventede deres første barn, drømte hun, sådan som det længe har været tradition i Island, hvad barnet havde været i sit tidligere liv og hvad det skulle hedde i det kommende. Barnet skulle hedde Thorvarđur. Men dette navn brød moderen sig ikke om og valgte derfor et andet. Barnet døde som spæd. Det selv samme hændte nu for de to næste drengebørn også. Da hun så derefter ventede for fjerde gang og hun igen fik nøjagtig samme drøm, valgte hun så at bøje sig og kaldte drengen for Thorvarđur. Drengen blev født og levede. Ud af de derefter fødte børn døde ligeledes to andre samt to blev født som døvstumme, en dreng og en pige. En af de senere fødte børn, som var ved alle sine sansers brug, kom til at hedde Maria. Denne blev aldrig gift og fik ingen børn. Men hun valgte at tage den livsopgave på sig at sørge for sine to døvstumme søskende. Hun flyttede med dem til hovedstaden, for at være dem behjælpelige og for at forsørge dem. Og jeg forestiller mig, at hun måske har været med dem på døvstummeskolen for selv at lære sig tegnsprog. Den længstlevende af alle disse 14 børn var den døvstumme kvinde, som døde for nogle år siden i en alder af nogle og halvfems. Hendes mand skrev meget rørende om hende i dødsannoncen. Kvinden var ud over sine kærlige og omsorgsfulde evner - tillige utrolig smuk.
