Martinus Simson

Martinus Simson, fotograf, forstmand og cirkusartist (født i Danmark attenhundrede seksogfirs, død i Island nittenhundrede fireoghalvfjerds) havde et meget interessant livsforløb. Han var fra Jylland og kom til Island via et omrejsende cirkus. Under cirkusturnéen traf han ind i en ung islandsk kvinde, Guđni Gisladottír (født attenhundrede nioghalvfems, død nittenhundrede syvogtreds), og de to forelskede sig i hinanden. Simson tog imidlertid tilbage til Danmark, hvor han havde en forlovet, som han da giftede sig med. De to rejste tilbage til egnen, hvor Guđni boede og Martinus tog nu uden sin danske kones vidende Guđni til elskerinde. Sammen fik Guđni og Martinus datteren Agnete, som kom til verden den niende september nittenhundreogtreogtyve. Agnete var gudesmuk. Sammen med sin danske kone fik Martinus Simson en dreng, som blev kaldt Mansi, hvilket tyder på, at drengen har haft samme navn som sin far. Drengen finder nu ud af i skolen, at han har en halv-søster, der også går på skolen. Alle undtagen Simsons lovformelige kone ved af det. Men fru Simson talte endnu mindre islandsk end sin mand, så hun anede før den tid intet. Mansi og Martinus Simson kommer ikke godt ud af det med hinanden, hvilket er til stor smerte for fru Simson. Simsonfamlien får imidlertid to børn endda, tvillingepigerne Ýlli og Lilli. Mansis dage ender allerede i 40'erne tragisk, idet han under vejs til Bolungavig kommer ud for et rasende uvejr, der gør at han kommer til at gå i ring. En eftersøgning af den unge mand, der var under vejs til sin kæreste i næste vig, bliver sat i værk og strækker sig over flere dage. Da man endelig finder hans afsjælede legeme, er det ilde tilredt og ravnene har hugget øjnene ud af hans hoved.

Efter dette blev forholdet mellem mand og kone på forunderlig vis betydeligt bedre. Hverken Hr eller Fru Simson lærte sig nogensinde rigtigt at tale islandsk, Martinus udviklede vel nærmest et slags mellemsprog, som det til sidst kun var hans lovformelige kone, som rigtig helt forstod.

Martinus Simson anlagde en have og en lille skov. For at komme hen til skoven gik vejen forbi, der hvor Guđni boede og det var jo et meget praktisk arrangement. Haven blev kendt vidt og bredt for sin eksotiske skønhed. I haven havde Simson blandt andet en figur, der forestillede Venus fra Milano. Figuren havde han lavet ved at lime cigarkassetræ sammen, som han så havde skåret Venus fri af. Den var i naturlig størrelse og malet hvid. Jeg så stedet i nittenhundreogseksoghalvfems i forbindelse med det slægtsmøde jeg da var til. To år forinden havde et af to katastrofale lavineskred jævnet både skov og have med jorden. Så jeg skulle bruge al min imaginationskraft for at forestille mig, hvor smukt stedet havde taget sig ud. Et spøgelsessted var det mere blevet. Der stod næppe et helt træ tilbage. Men min morbroder Gustaf Oskarssons langmodige insisteren på stedets enestående betydning satte mig i stand til at fornemme den skønhed, der vitterlig trods alt stadig var at spore.

Martinus Simson var vegetar og elskede især at spise grønkål. Han havde sammen med min morfar en studiekreds omkring Martinus Kosmologi. Der var muligvis andre med i studiekredsen. Dette kunne måske have været endnu en dansker, som også boede i Nordvestlandet. Ud over det delte de to mænd trods en aldersforskel på tyve år også mange andre interesser, her under have dyrkning, landbrug og fotografering. Mon ikke også Oskar Jensen har drøftet sine opfinder- og strikke-projekter med Simson til sammen med den hele verdenssituation, som der var den dybeste forudsætning for at drøfte netop i de år omkring Simsons bosættele i Isafjordur.

Den underskønne Agnete døde for to år siden, den treogtyvende januar totusindeogatten. Hende ville jeg gerne have mødt.

Da Martinus og sagen trak mine bedsteforældre til Danmark

I nittenhundrede treoghalvtreds rejste min bedstefar med sin livsledsager til København fra Island for at følge Martinus foredrag. Lige som han hver gang Martinus var i Island rejste ned fra Vestlandet for at opleve hans foredrag, sådan som rigtig mange islændinge gjorde på den tid. I København fulgte min bedstefar, Oskar Jensen, hver søndag Martinus forelæsninger på Martinus Instituttet. En dag kom Martinus til te hos mine bedsteforældre. Her fik min bedstemor også bevidnet, hvilket elskværdigt menneske der var at finde i Martinus. Med sig i København havde mine bedsteforældre deres yngste søn, en efternøler på godt tre år. Martinus havde et stykke legetøj med til ham. Det var en bil af træ. Måske har det også været ved den anledning, at Martinus har sagt til min bedstefar, der da havde været vegetar i syvogtyve år, at han godt kunne spise en lille smule kød og at det da skulle være hvidt kød - som fx. fjerkræ eller fisk. Min bedstefar var på det tidspunkt den eneste i familien, der var vegetar. Vennen, Martinus Simson, der også boede på Vestlandet og var af dansk oprindelse og også interesserede sig for Martinus Kosmologi og med hvem han havde en lille studiekreds var ligeledes vegetar. Men mange har der ikke været på den tid. Jeg husker en gang min mor serverede rejer. Oskar tog et stykke brød og placerede der på flere salatblade og på toppen af det hele en enkelt reje. Jeg sagde, jamen, bedstefar skal du ikke have nogle flere rejer, der er jo rigeligt i skålen. Hvor til min bedstefar med sin helt særlige charme sagde, en er nok. Der blev aldrig i min barndom talt om, at min bedstefar var vegetar eller helst ville spise grøntsager. Der blev heller ikke talt om Martinus. Men da jeg var blevet 18 år blev jeg fra den ene dag til den anden vegetar og tre år senere stødte jeg ved "tilfældigheder", der ikke har med min familie at gøre, ind i litteratur af Martinus og Rudolf Steiner. Først der efter, da jeg selv begyndte at tale om sagerne, kom det frem, hvordan det hang sammen. Min bedstefar har betydet helt afgørende meget for mig og er vel det eneste menneske, jeg i mit liv har haft oplevelsen af fuld hundredeogtyve  procents accept fra. Vi havde gennem hele mit voksne liv ind til det sidste en lang korrespondance. Brevene jeg sendte ham fyldte ~ otte år før min bedstefars bortgang som 102 åring ~ en hel sæk, men er desværre (for mig) gået tabt. Oskar Jensen var vel en af de første eller måske den første til at oversætte Martinus skrifter. Oskar udgav i 1935 to små skrifter, der ganske vist strengt taget ikke er ordrette oversættelser, men mere fortolkninger eller oversættelser med kunstnerisk frihed af Martinus ord. Det var i tidsskriftet O.M. som havde fundet vej helt op til Islands nordvestligste hjørne, at min morfar første gang stødte på artikler fra Martinus hånd.

Der er mange spørgsmål, jeg gerne ville have haft stillet min bedstefar, om jeg, den gang han levede, havde vidst, det jeg ved i dag. Jo mere man kommer til at vide, des flere spørgsmål opstår der og jo mere bliver man klar over, hvor lidt man i grunden ved.

Da Oskar og Hansina altså i nittenhundrede og treoghalvtreds kom til København, lånte de en lejlighed af en Martinus interesseret dame, der skulle en tur til U.S.A. Da hun kom tilbage, lejede de et sommerhus i Hundige og var i sommerhuset vinteren over. Fra Hundige tog Oskar i hverdagene på arbejde i København og om søndagen fulgte han forelæsningerne på Martinus institut. Det var netop her i halvtredserne, at de første af den række Martinus foredrag, der i årene fremover blev optaget, fandt sted. Således må flere af de foredrag, jeg i dag kan lytte til fra optagelser lagt ud på internettet, have haft min bedstefar som interesseret del af tilhørekredsen.

Efter vintersæsonen lejede mine bedsteforældre en lejlighed af, hvad der skulle vise sig at være, en svindler i København. Udlejeren havde lejet ud til flere forskellige mennesker, der hver især havde betalt depositum.  Mine bedsteforældre lavede nu en aftale med en af disse, en dame, der også havde lejet lejligheden, således at de nu kom til at bo der sammen. En dag så min bedstemor en hånd, der stak ind fra køkkenbagtrappens dør for at åbne for gassen. Men da Hansina jo nu havde set det, fik hun hurtigt slukket for gassen. Det havde nok været meningen, at de skulle omkomme i en gasulykke – enten forgiftede eller indebrændte i en eksplosion. Derved ville deres svindeludlejer kunne få udbetalt forsikring samt beholde depositum og endda få mulighed for at indkradse nye fremtidige.  Mine bedsteforældre måtte flytte fra København, fordi de ikke kunne finde en anden lejlighed. De kunne ellers godt lide København og ville gerne have blevet i Danmark. Men i nittenhundrede og seksoghalvtreds rejste de tilbage til Island. Efterfulgt af min mor, der da havde mødt min far, som hun rejste sammen med til Island. Fire år senere kom jeg til verden.

Ode om Afí

Afí tog tænderne ret så ydmygt


kaffen kunne vel nok erstatte


sådan at byde gummerne et stykke pumpernikkel


langsomt i enzymjubel levne resten


til spyt og kysk evighedstrance


Afí tryllede vinger på hverdagen


med sin blokfløjte hjembragte han toner


langt mere tusind indviede


lidt lige som at se en dugvåd rose i vinden


eller høre rosens melodi


imens maleri efter maleri passerer forbi


selvom han blev undfanget tredive år 

                                                før krystalnatten


mente han, at de mange jøder, 

                     som nazisterne bragte bort som røg


stod her lige midt mellem enhver 

                                        nyfødt dreng eller pige


med selvoplevet stigma


og i total kulturglæde foldede de deres

                                               arme ud til vinger


som de igen og igen tabte sæben til


ud af de millioner lig


rejste medmenneskeligheden sig atter på tå


mange rakte ansvaret frem


uden at skylden blev helt kanaliseret retfærdigt


vingerne såede nåde og Afí talte esperanto


bare for at kunne nå ethvert internationalt individ


drømmen sendte ham udførligt evighedsmaskinen


og i stadig flere versioner


drev maskinen ham ud af den bane


der hedder de ypperste når det banale


som guderne har viklet ind i tiden som klarsyn


ethvert fatamorgana står naglet med 
                                                  søm i organet


rolig interesse som patentkontoret 

                             tog nogle tusinde kroner for


de så ikke latterkraniet som hang på væggen


i en lejlighed i Sverige


hvor Afi nogle måneder i treogfirs boede


her kunne han sidde uanfægtet 

                               og filosofere over livet


og de kosmiske sammenhænge


der var en naturlig bestanddel


af hans trivsel og hele hans brilliante nærværd.

Oskar Jensen 18.8.1906 - 4.2.2009

I 1935 udkom i Island det lille hæfte Ur ritum Martinusar, fra Prentstofan Isrún, Isafjördur. Hæftet var den første oversættelse fra Martinus' værk; det var oversat og udgivet af Oskar Jensen. Martinus' tanker var tidligere på dansk blevet præsenteret i det spirituelle tidsskrift OM, som også fandt vej til Isafjördur. Her fandt Oskar endelig det han forgæves havde søgt i andre tankeretninger. Det førte senere til, at han blev den første til at oversætte fra Martinus værk. Og det var endvidere baggrunden for, at han rejste til København og en tid opholdt sig der. Han blev født i Island, men som syv-årig blev han sendt med andre søskende med en båd til Færøerne, da hans mor døde. Her voksede Oskar op i en familie, han holdt meget af. Men da han blev 19 vendte han dog alligevel tilbage til Island. Da var han blevet uddannet typograf og havde spillet i et blæserorkester. Gennem sit liv havde han dog mange forskellige erhverv. Han tjente f.eks. en tid hos bondeslægten på Baldursheim ved Mývatn. Her mødte han min bedstemor Hansina, som også var i tjeneste dér. De var sært nok iøvrigt fra samme fjord. Musik og maleri kom senere, da han blev pensioneret som typograf, til at blive nogle af de interesser han - ved siden af livsfilosoferen - dagligt dyrkede. Den sidste lange rejse blev i den grad udskudt til fordel for livets kreative skole. Omkring sin hundred års fødselsdag blev Oskar interviewet af en mand fra en færøsk avis, som i den forbindelse bragte en række fyldige artikler. Jeg takker dette hjertevarme menneske, (som nu opløser sig), for så usigeligt meget. Æret være hans minde!