Ode om Afí

Afí tog tænderne ret så ydmygt


kaffen kunne vel nok erstatte


sådan at byde gummerne et stykke pumpernikkel


langsomt i enzymjubel levne resten


til spyt og kysk evighedstrance


Afí tryllede vinger på hverdagen


med sin blokfløjte hjembragte han toner


langt mere tusind indviede


lidt lige som at se en dugvåd rose i vinden


eller høre rosens melodi


imens maleri efter maleri passerer forbi


selvom han blev undfanget tredive år 

                                                før krystalnatten


mente han, at de mange jøder, 

                     som nazisterne bragte bort som røg


stod her lige midt mellem enhver 

                                        nyfødt dreng eller pige


med selvoplevet stigma


og i total kulturglæde foldede de deres

                                               arme ud til vinger


som de igen og igen tabte sæben til


ud af de millioner lig


rejste medmenneskeligheden sig atter på tå


mange rakte ansvaret frem


uden at skylden blev helt kanaliseret retfærdigt


vingerne såede nåde og Afí talte esperanto


bare for at kunne nå ethvert internationalt individ


drømmen sendte ham udførligt evighedsmaskinen


og i stadig flere versioner


drev maskinen ham ud af den bane


der hedder de ypperste når det banale


som guderne har viklet ind i tiden som klarsyn


ethvert fatamorgana står naglet med 
                                                  søm i organet


rolig interesse som patentkontoret 

                             tog nogle tusinde kroner for


de så ikke latterkraniet som hang på væggen


i en lejlighed i Sverige


hvor Afi nogle måneder i treogfirs boede


her kunne han sidde uanfægtet 

                               og filosofere over livet


og de kosmiske sammenhænge


der var en naturlig bestanddel


af hans trivsel og hele hans brilliante nærværd.