At være eller ikke være ... bange

Som barn var jeg ikke bange for noget af det, man ellers ofte ser mange være bange for, nærmest tværtimod, jeg var fx ikke bange for hverken edderkopper eller hugorme og snoge og fangede mange af de første og nogle stykker af de andre som jeg holdt i fangenskab nogen tid og med interesse studerede. Jeg var ikke bange for at falde i søvn, var ikke mørkeræd, turde ganske godt at gå ude i skoven om natten eller senere på en kirkegård for den sags skyld.  Men jeg kunne ikke lide de hvide striber midt på vejen eller mellemrummene mellem fliserne. Og jeg var bange for at noget skulle ske, at bestemte ting ville ske, og det havde jeg også grund til at være bange for. Og når jeg var faldet i søvn viste angsten sig ofte, enten som katastrofe eller overvindelse - hovedparten af mine drømme handlede enten om, at alt omkring mig gik op i flammer, at min bror og jeg mistede vores forældre eller jeg faldt ned i en ormegård med hundredvis af verdens mest giftige slanger ---- eller lige så ofte handlede det om, at jeg kunne flyve.