:

Jeg er stilhed

 

 

Vejen til paradis

Det er på én gang både evolution og revolution i hvert enkeltes liv. Det er så effektfuldt som en dråbe der skiller olie fra vand - at beslutte for sig selv: Jeg vil ikke længere overvejende og som en besat beskæftige mig med, hvad jeg måtte have af anker mod en persons ytringer, meninger, holdninger, gerninger - men alene anlægge den synsvinkel at finde noget konstruktivt. Med det som fokus - at se hen til den andens højere jeg - forandres situationen - både for den anden og jeg selv. Så enkelt er det faktisk at komme til en harmonisk entré til en 'paradisisk tilstand'. Enkelt og kun så svært, som vi selv gør det til, fordi det er sådan bevidstheden fungerer. Vi opholder os ikke længe ved den paradisiske 'belønning' men opsøger snart nye kværnende mentale problemstillinger, det er en slags afhængighed af at løse mentale 'problemer'. En hjernens overkogte arbejdsnarkomani. Jeg skriver det kun, fordi jeg kender det fra mig selv.

Men det, der alt for ofte tages for en belønning efter endt problemløsning, er, der hvor det opleves med alle sanser åbne, i virkeligheden en frigørelse. Men med den sidste passage illustrerer jeg, hvordan et menneske sjældent opholder sig længe ved denne frigørelse, fordi problemløsnings-belønnings modellen er så indarbejdet i vores 'opdragelse' til 'civilisation'. Det ville være det vigtigste overhovedet i et sigte på at forbedre samfundet, at vi hver især kom til at øve os i at gøre oplevelsen af frigørelse til den elastiske oplevelse, den vitterligt er. Oplevelsen af evighedsmomentet: Åbningen af kronechakraet til den frit strømmende MODERENERGI.

:::

Pligten over for det andet menneske kvæler mig i sin længsel; dybest set tror jeg ikke længere på, at der findes nogen bedre halvdel eller at der overhovedet findes noget andet væsen, jeg er åndsbeslægtet med.

 

:

Når jeg råder et menneske, der ikke har spurgt om råd, så foregiver jeg, at kunne noget meget sjældent, nemlig at have forstået det andet menneske, hvilket i virkeligheden skaber afstand til den anden - ofte med irritation til følge. Ren Heidegger.

:

Biografien er dit jeg. Eller bevidsthed om biografi sliber væggene ned omkring dit jeg. Og når slibearbejdet er til ende, ser du at hele aktiviteten har dækket over noget, der ikke er der, noget, der er der, hvergang du identificerer dig med et jeg, hver gang du siger, jeg gjorde, jeg tænkte, jeg husker, jeg husker, at jeg var til. Biografien ender - i mit jeg er her ikke længere til at huske, at jeg var til.

Jeg er

Jeg er den far jeg ikke har

Jeg er den søn som er sin egen far

Jeg er den yngre den ældste bar

Jeg er det jeg ingen andre har

Jeg er jeg er.

Et jeg født af løgne

har først muligheden

for at genkende løgnene som løgne

når det er blevet sig bevidst

at det er et jeg, og

at det jeg er født af løgne

og derfor må overskride 

eller transcendere

sit eget jeg

for at kunne se

hvad der er sandt.

*

"Man kann nicht elektrisches Licht und Radioapparat benutzen, in Krankheitsfällen moderne medizinische und klinische Mittel in Anspruch nehmen und gleichzeitig an die Geister- und Wunderwelt des Neuen Testaments glauben. Und wer meint, es für seine Person tun zu können, muß sich klar machen, daß er, wenn er das für die Haltung des christlichen Glaubens erklärt, damit die christliche Verkündigung in der Gegenwart unverständlich und unmöglich macht".

(Rudolf Bultmann)

Hvis man ikke skulle kunne tro på det nye testamentes kristus-impuls af de grunde, Bultmann ovenfor citeres for, så kan intet menneske det - idet mennesket selv er en elektrisk ladet organisme; men mennesket kan imidlertid godt beskæftige sig med sin undernatur uden absolut at være fuldstændig opslugt af den; ja, at et menneske har et åndsliv, som f.x. inkluderer impulser af kristus' væsen, er netop en betingelse for, at et menneske kan beskæftige sig med sine/klodens trefoldige undernature - uden fuldstændig og absolut at komme i deres magt og vold.

Hvem har ikke i et tidligere liv
pisket sig selv til blods
så der i dette blod dog
kunne rulle en smule følelse


og hvem har ikke i et senere liv
bedøvet sig i en grad
der skabte afstand til de
alt for overvældende følelser


ja, hvem har ikke selv
været en Nietzsche
med sin sandheds nøgne jeg
neddykket i fremmed magt.