Hund vs kat

 

Hunden lærer dig at elske livet.

Katten lærer dig ikke at være bange for døden.

Katten er sprække mellem liv og død.

 

Ønsketænkning

 

Anna Marlyn Csakowskis breve til Jørgen Leth 

og Jørgen Leths ditto til Anna Marlyn Ccakowski

bør udkomme i bogform.

 

Miraklet i Gullspång

 

Jeg anbefaler eventuelle læsere af nærværende opslag, som endnu ikke har set den såkaldte dokumentarfilm Miraklet i Gullspång, men som har et ønske om engang i fremtiden at se den, IKKE at læse følgende kortfattede betragtninger over netop denne film.

I filmen Miraklet i Gullspång optræder, som jeg opfatter scenariet, repræsentanter for to forskellige verdensanskuelser/udviklingstrin. To helsøstre står for mig som repræsenterende Troen – og Overtroens menneske. En formodet ”halvsøster” står som repræsentant for det materialistiske, intellektuelle, rationelle og til en vis grad kyniske menneske (eet af filmens mange spørgsmål). På sine formodede halvsøstre virker denne kvinde, udtrykt med den ene af de to søstres egne ord, som en slange (!)

Konflikten kommer imidlertid i den første omgang ikke i stand grundet denne karakteriserede slange-mentalitet. Tværtimod er de troende søstres afvisning af den andens helt logiske og selvfølgelige overvejelser (baseret på en forekommer det mig i udgangspunktet intuitiv indsigt), det der bliver anstødsstenen. Havde de troende med interesse gået ind på den formodede halvsøsters ræsonnement og havde fulgt op på hendes antagelser, i stedet for fordomsfuldt at afvise dem, så mener jeg, at de tre kvinder trods forskellighederne ville have kunnet finde hinanden på en balanceret og respektfuld måde.

Fælles for de tre kvinder er dog en mere eller mindre udpræget mangel på evne til kærlighed, når det kommer til stykket. Selvom de fra hver sin side jo burde have kunnet finde denne evne frem fra det indre sjæleliv. Nu bliver det til en tænderskærende dyst med forstillelse og afvisning og had.

Når jeg i de ovenstående skitserede betragtninger kalder filmen for en såkaldt dokumentarfilm, er det ikke mindst grundet i at instruktøren, Maria Frederiksson, allerede ved filmens begyndelse betoner det instruerede, det konstruerede; så er vi advaret. Dette betyder ikke, at der ikke er grundlæggende forudsætninger for filmen som er sande eller syntes sande (for instruktøren). Det betyder, at instruktøren i arbejdet med det dokumentariske materiale selv er kommet frem til flere spørgsmål, end der som udgangspunkt var i ""Miraklet"". Filmen er således en formidling og gengivelse af netop disse spørgsmål, som i helt overmægtig grad opstår. Et af disse spørgsmål er – kunne instruktøren have gjort det anderledes for, at filmen ikke endte i en åben konflikt, der blot gør den underliggende tragedie endnu mere ubærlig?

Miraklet i Gullspång er en dokumentarfilm, der dokumenterer eller rettere udstiller, hvordan alle mennesker synes at være fyldt med løgn. Ingen af de i filmen involverede går fri for i det mindste en rem af huden.

 

Fred:

 

:::

Mellem Visdom og Kærlighed

er der et slør af smerte. 

 

Om Varme og Kærlighed:

Kulde er mindre varme

Men varme er aldrig mere kulde.


Had er mindre kærlighed

Men kærlighed er aldrig mere had.

 


 

En Gave Til Kristendommens Kommende Generationer:

 Interview med Amalie Vinther Zdyb : HER.

:::¤::::

 

Helvedesknuden

er bundet af fælles had

og kan kun bindes op

ved at holde op med at hade.

 

Om fred og Verdensfred:

 

"En Verdensfred kan ikke bæres eller opretholdes af Individer, hvis eget Indre i sig selv er en Valplads for Massemyrderi, Krig og Lemlæstelse og saaledes udgør Koncentrationen af al Kontrast til selve Livets Varme eller den evige Kærlighed. En varig Fred kan Individet aldrig komme til at opleve udadtil, før det har rodfæstet denne indadtil i sit eget Indre, i sit eget Legeme eller i det "Univers", i hvilket det selv er Guddom.

Naar Individet naar frem til at vælge de Nydelsesstoffer, for hvis "Livsenheder" det er en Livsbetingelse at blive optaget som Næring i en Organisme, da aftager Massemyrderierne i dets Legemskultur, da ophører dets Sygdomme, da skaber det i bogstavelig Forstand "Verdensfreden" i sit eget Bryst og faar den Karma eller Skæbne til Gode: selv at komme til at leve i Fredens Zone udadtil. Kun saadanne Individer kan udsende de Vibrationer eller Energier, af hvilke en fundamental Verdensfred kan opstaa."

MARTINUS i DEN IDELLE FØDE, LIVETS BOG'S BUREAU, KØBENHAVN 1942.

Betydningen af stimulation

 

Du skal tænke på, at selvom man kan være født med en fuldstændig blank og uudfoldet hjerne, så kan du både på trods af og som følge af sparsom stimulation udvikle dig til geni eller det modsatte og alt der imellem. Det afhænger jo af, hvilken ånd du har med dig, hvilken ånd du ER, hvilken lang række af erfaring som ligger foldet ind i det uudfoldede. Du kan godt gennem dit lange register af erfaringer, lidelser og andre interaktioner have lagret geniet i det uudfoldede. Og kan så nu netop være født til en hvile-inkarnation uden nævneværdig ydre stimuli, fordi du af dig selv helt naturgivent vil folde det iboende ud. Det er en fejl, at vi vil se retardering som et onde. Retardering kan også være et gode, når det forekommer i betydningen, at man fravælger ydre stimuli til fordel for indre ro, harmoni og hvilen i sig selv, glæde helt ud fra sin egen væren til. Det vil jo være helt individuelt hvad et menneskevæsen har brug for - til at udfolde det, som det er kommet her til jorden for at give.

Gautama Buddha blev som barn fraholdt al kontakt med verden uden for paladset. Al lidelse ville man forskåne ham for. Hvis vi skulle overføre det til, hvordan vi pædagogisk indvirker på barnets opdragelse, så ville noget tilsvarende være, at vi ville undgå for tidlig intellektualisering. Vi ville undgå stimulering og lade det, nogle ville kalde kedsomhed, være den ydre anledning til at stimulere barnets egen fantasi. Men et barn kunne ikke være overladt til en sådan pædagogisk 'metode' uden at kærlighed, omsorg, rytme og ceremoni også var til stede. Et barn alene overladt til sine egne stimuli, sin egen fantasi, ville udvikle hypersensitivitet og ville som voksen meget sandsynligt blive neurotisk. Ja, paradoksalt nok - ufri.

Da Gautama Buddha endelig som 29 årig kom til kendskab om verdens fortrædeligheder, lidelser og armod udviklede han spontant sin lære, der indeholder medlidenhed med alle levende skabninger, men også viser vejen til ro, glæde og latter.

 

Om tidens musik

Musik har altid og vil altid handle om kærlighed og/eller manglen på samme. Den musik, der vil gå over også sin egen tid, vil være den, der udtrykker glæde over den store opvågning.

:::

Kærlighed kan aldrig halveres
den kan kun fordobles
alt andet er en illusion.

:::

Der er intet fast holdepunkt i mediernes nyhedsstrøm; menneskeheden har brug for at udvikle nye sanser til at erfare sandhed, skønhed og kærlighed med.

Aha, julen projiceret ud i seksualkraft og begær ~ det må jo også være den helt rette forståelse af den bebudede fødsel af en revolutionær kraft, der ønsker at sønderknuse alle falske kærlighedsforhåbninger og søde fredelige tanker i det hele taget. Næ, at skændes om juletraditioner synes at være noget af det mest tåbelige og pubertetære, jeg kan komme i tanke om. Hvis krig er det, der skal til, for at holde et forhold 'varmt,' så har vi et godt og aktuelt billed af verdens nuværende situation. Dog er alle konflikter, som der findes en samhørig løsning på, noget der styrker; og det er vel det alle livskraftige forhold nødvendigvis må have nået til erfaring om: drift og begær er aller højest kickstarteren, men kærlighed er essensen.

INSTANT KARMACOW

Det er ikke nok for at undslippe sin karma bare at begynde at tale et andet sprog. Men det er en begyndelse til en eventuel forvandling. For et andet sprog indeholder en anden følelse, som kan give grundlaget for en ny måde at tænke på. Det udslagsgivende for ændring af (sin) karma er dog i sidste ende en ændring af måderne at handle på. Og forvandling vil på lang sigt ske, fordi vi altid før eller senere kommer til at mærke virkningen af vores handlinger. Dette kan for nogle synes forstemmende, og trangen til at søge lindring eller opløftelse kan derfor helt naturligt opstå; de mange vildveje en sådan trang kan føre med sig er legio; omend forklarelsen hænder - så indbefatter den nødvendigvis en realisation af den personlige karma. Men alting til sin tid naturligvis. Alle og alt i alle skal vækkes til rette tid - og helst ikke før: Sympati og antipati er følelsernes område, kærlighed derimod er en viljesakt, som inkluderer tankegennemstrømmede følelser: Evnen til kærlighed skal derfor ikke vægtes ud fra et menneskes følelsesliv alene, men ud fra den måde et menneske handler på over for sine medskabninger og omgivelser i det hele taget.

"Den, der elsker mindst, har magten. Til gengæld

har man ikke kærligheden i sig. Jeg

ved ikke, hvem der er den største taber.

Det er lige så afmægtigt ikke at være

i stand til at elske som at være den,

hvis kærlighed ikke er gengældt."

Pablo Llambias i Monte Lema.

Rizlamöinen: Det ER en ond cirkel: Den kaldes: Ildkuglen i Dragens Bug . armen, skal vi tage den cirkel som noget næsten natur lovbestemt, så er den mere grusom end egentlig ond, men så overser vi at der i det mindste som mulighed er bevidsthed tilgængelig, som burde kunne etablere kultur lodret ned gennem dette lovbestemte stykke naturcirklen eller ej. Det onde består i at en sådan menneskelig bevidsthed ikke synes at kunne gennemtrænge nævnte materiale med tilstrækkelig moralsk fantasi. Det onde har således sin part i hvert enkelt uformående menneske. At alt kan vendes på hovedet, betyder jo ikke at roden eller hovedet ikke findes. Mennesker har jo en fantastisk (overlevelses) evne til at relativisere det onde. Hvis det onde og det gode ikke findes, så kan det vel være lige meget, om jeg... befinder mig i en kz-lejr, eller om jeg befinder mig her i mit i øjeblikket trygge hjem med min familie og en god kop kaffe. I så fald kan der kun tales ud fra et objektivt stade, hvor Alt er såre godt, og hvor det onde kun er et mindre gode. Men hvem befinder sig på et sådant stade, hvor udsigten er så strålende? eller skulle jeg have skrevet ond kop kaffe, hæ! Men på hvilken måde er selvmordsbombere på Nørreport direkte livstruede af det de selvmordsbomber? jamen, er der stadigvæk ikke ret langt afstand i sammenligningen med situationen i en kz-lejr? Jeg kan godt se evnen til at relativere ondskab, det er jo nærmest guddommeligt. Og indfølingen i årsagerne til forskellige både selv- og almentdestruktive handlinger har noget for sig, der er jo altid en eller anden årsag. Det jeg bare må spørge om, er, hvis der ikke findes den mindste flig af ondskab i mig eller nogen anden, hvad er det så, der gør så nas i sjælen, når man får den her følelse af at have gjort noget forkert. Skal så ikke kunne sige, om der vitterligt findes mennesker, der aldrig kommer til, og aldrig nogensinde har kendt til den følelse, og derfor altså må være af den opfattelse, at de aldrig gør noget forkert. Ja, netop, hvad ER forkert. Det er jo noget man må afgøre med sig selv. Hvad er det rigtige at gøre. At jeg har det som grundindstilling at spørge sådan, er sikkert rigtig guf for en hvilken som helt ondskab, der vil barbere mit liv ned til et valg mellem to onder. ja, netop, vi kalder det samvittighed, den proces, det er, at bedømme egen handlings (og evt. afståelse af samme) eller tankes beskaffenhed. Hvad der er det rigtige at gøre, må man, som allerede skrevet, afgøre med sig selv. Det objektive vil altid i menneskemund være en påstand, der i sig selv er et onde. Men helt inde i dragens bug, hvor jeg , skal det bemærkes, og så vidt jeg husker, aldrig har været, siges ondskaben at være så nærværende, at kun den, der er parat til at ofre sit eget liv for at besejre den, kan siges at rumme et gode, der kan bedømmes både subjektivt og objektivt alene på paratheden. ja, det er bestræbelsen, det gælder om. ja, vil så måske gerne formulere det en anelse om til: mest viis er den, der ved, ved ikke at vide (for denne afviser ikke englene). Måske kan et enkelt menneske netop ikke være bevidst om alle sine bevæggrunde, men i jo højere grad det er det - i jo højere grad kan det handle i frihed. Men er det også ensbetydende med, at det handler mere samvittighedsfuldt? Ud fra min oplevelse er det ikke muligt, at jeg i fuld udstrækning inddrager mig selv i menneskehedens samlede, kollektive bevidsthed, det ville jeg lide et sammenbrud på. Den bevidsthed behøver jeg en højere instans til at bære eller sone. Men hvordan er det så, at jeg adskiller bevidstheden om min egen samvittighed fra den fællesmenneskelige? Kan jeg overhovedet det? Kan noget som helst menneske være lykkeligt, når blot ét eneste andet menneske ikke er det? Jamen, igen - jeg kan som enkelt person ikke bære alverdens lidelse og (dårlige) samvittighed. Måske er det det troen og håbet og (den i vid udstrækning manglende) kærlighed handler om. Men der er jo masse af mennesker, der tilsyneladende lever ud fra afsværgelse af enhver form for tro, og alligevel ikke synes, at have ovennævnte problemer, føler sig måske oven i købet befriet for dem. Hvorfor det? ... Måske er de bare mere udviklede end jeg, og mere bevidste om deres bevæggrunde. Dog hvis jeg kigger på det ud fra min egen lille lommestatistik, så er det ikke erfaringen at en øget bevidsthed fører til højere grad af sundhed og lykke. Nærmest tværtimod. Så hvorfor er det, at vi (om vi da gør det?) alligevel ser en øget bevidsthed om egne bevæggrunde for et gode. Er det fordi vi anser det samvittighedsfulde sindelag betinget af en øget evne til at skelne.