Sprog

Sprog står på mål for udflippede dykkerklokker 

se det, hør det, når det øser af sine gaver 

mål der kan sy os mentale klæder 

ord der giver grønt lys for åndens råd 

hvor kan ord da være uvelkomne - 

når først du er kysset af sprog 

sidder ror og lyser 

for sprogets mål kan låne gulve svaner 

vippe bagdelen klokken fem for fremvisning 

og fra sine gaver kan sproget 

se fugle parate til at opnå 

sprog 

det er lyset fra din gravide mave 

det er mål som aldrig ældes 

det er passager 

hvor ordene står i kø 

for at nå ind til stilhed 

sproget kan slippe lys ud af skyggefængsler 

men det kan også få sin verden 

til at svinde med en masse vrøvl 

du får medhør på dit væsen 

når du tåler sprogets regning 

væbnet til tænderne med din egen hærgen 

evigt gnubbet af metaforen. 

 

 

De sidste og de første

 

De sidste skal blive de første og de første skal blive de sidste. 

De sidste og de første - kan være mennesker eller det kan være bogstaver. 

De sidste som mister klarsynet skal blive de første til at generhverve det og de første der fik klarsyn skal, når de (som de første?) mister det, blive de sidste til at generhverve det.

Men de sidste og de første kan også referere til den måde Bibelen grundlæggende eller gennemgående er opbygget. 

Her illustreret med  bogstaverne i det danske alfabet:

ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVXYZÆØÅ

ÅØÆZYXVUTSRQPONMLKJIHGFEDCBA

Biblen er nemlig bygget op så ofte det lader sig gøre inden for rammerne af dets oprindelige sprog via vers der efterfølges af et modvers, hvor de enkelte bogstaver i det forangående vers' ord har byttet plads efter opskriften i ovenstående eksemplificering. Det kunstfærdige og hyperpoetiske og sangbare ER at både vers og modvers giver mening og ikke bare mening - men mening af lignelsens og mystikkens karakter.

De første bogstaver bliver til de sidste bogstaver og de sidste bogstaver bliver til de første bogstaver. Ikke i sætningen men inden for hvert enkelt ord. De første bogstaver i hvert enkelt ord i den første versstrofe bliver til de sidste bogstaver i hvert enkelt ord i den følgende versstrofe. Ordet Biblen ville efter ovenstående fænomenologi i sit modvers fremstå som Øtøqyo. På dansk giver det jo ingen gangbar mening - med mindre vi bevæger os ud i periferien af den jyske dialektsfære (synes jeg jeg synes jo). Men det er altså lykkedes i det sprog, som biblen blev skrevet i at få fuldgyldig mening ud af denne poetiks praksis. For mig er det en magisk poetik, at de sidste skal blive de første og de første skal blive de sidste. Det magiske består i, at det fungerer - ikke bare i dagligdags ordmening - men tilmed i et højere og visdomsfyldt udsagns virke.


De første bogstaver i dansk eksemplificering:

ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVXYZÆØÅ

De sidste bogstaver i dansk eksemplificering:

ÅØÆZYXVUTSRQPONMLKJIHGFEDCBA

Men sådan får vers og modvers alfabetet til at slutte en cirkel, en cirkel igen og igen. Det første bogstav og det sidste bogstav danner således den omsluttende cirkel og derefter kommer bogstaverne parvis i mindre og mindre cirkler. I alfabeter med et ulige antal bogstaver vil der være et bogstav i midten som danner et cirklens centrum. Om W medregnes i det danske alfabet tager vers og modvers bogstavsrækkerne sig således sådan her ud:

ABCDEFGHIJKLMNOPQRSTUVWXYZÆØÅ

ÅØÆZYXWVUTSRQPONMLKJIHGFEDCBA

Når alfabtet optræder sådan med det indlemmede W, da bliver i den danske eksemplificering O for det bogstav, der danner den imaginære cirkels centrum. O repræsenterer da på symbolsk vis det urørlige centrum, det, der forbliver i ro, imens alt andet veksles til sin modsætning i den fjernere eller mere nære periferi disse bevæger sig i - i det løg alfabet og modalfabet da danner.

At den hebraiske kvadratskrift udviklet fra aramæisk kvadratskrift er svær at eksemplificere i det danske alfabet, skyldes jo, at den hebraiske kvadratskrift består udelukkende af konsonanter; hvorimod det danske alfabet har både vokallyde og konsonanter integreret i sig. At opleve verden alene ud fra kononanter - er at opleve sproget helt omverdensbestemt. Alt kommer lovbefalet fra kosmos og synges der fra ind i mennesket. Når verden opleves, sådan at også vokalerne får vægt, det er at opleve verden, som både en sang fra kosmos - som en sang inde fra menneskets sjæl til kosmos. 

Laver vi nu det tanke-eksperiment, at hebraisere det danske alfabet, således at det kun ville bestå af konsonanter:

BCDFGHJKLMNPQRSTVXZ

Således at modversrækken dermed fremstår således:

ZXVTSRQPNMLKJHGFDCB

Så ser vi for det første at M bliver det urørlige centrum. M som i Menneske.

En sådan oven for skitseret fremstilling vil gøre det en lille smule lettere at eksemplificere, hvordan vers-modvers fænomenet udspiller sig.

Jeg vælger at tage et vers fra en af de tidligere dages digte:

I skyggen af det hele.

I det hebraiserede alfabets sprogdragt vil det tage sig sådan her ud:

skggn f dt hl

og fremstillet som modvers:

gpssl t vf rn

Når så de medklingende vokallyde bringes tilbage ind i billedet igen, så kunne den sætning være sålunde:

o gipssol at vuf ran

Og vers og modvers sammenføjet:

I skyggen af det hele. O gipssol at vuf ran.

...........................

Tidligere skrevet om samme emne her på bloggen: HER.

 

Hvordan bliver børn senere hen i livet - frie voksne mennesker?

 

Børn folder sig ud som senere frie selvtænkende voksne, hvis deres barnekroppe i barndommen har fået lov at leve i en naturlig og regelmæssig rytme. Nøjagtig som vand også bliver mest frisk ved at blive rytmetiseret. Evnen til at tænke logisk formes fx blandt andet af at tale et sprog; for hvert sprog har en indbygget egen logik. Dette betyder ikke, at flersprogede børn ikke vil tilegne sig evnen til at tænke logisk på en optimal måde. For barnet knytter et sprog sig til omverdenen og specifikt til det andet menneske. Så taler far spansk og mor serbokroatisk, så kan barnet godt håndtere disse to sæt vidt forskellige logiske tankemønstre, fordi det ene knyttes til fars-tanke-følelses-univers og det andet til mors. Men vælger forældrene hver især konstant at skifte mellem forskellige sprog, når de taler med deres barn, så vil det virke desorienterende på barnets orientering i det sproglige landskabs indbyggede logikker og barnet vil i højere grad udvikle en evne til at tænke irrationelt, skævt og med fantasmer; hvilket kan være udmærket for et kunstnerisk sinds virke; men blot er det uheldigt, at evnen til logik ikke opbygges på en sund måde - hvilket vil medføre en ufrihed i det voksne liv, fordi det netop er evnen til logisk tænkning, som kan gøre os i stand til at være selvstændigt tænkende og skelnende væsener.

 

INSTANT KARMACOW

Det er ikke nok for at undslippe sin karma bare at begynde at tale et andet sprog. Men det er en begyndelse til en eventuel forvandling. For et andet sprog indeholder en anden følelse, som kan give grundlaget for en ny måde at tænke på. Det udslagsgivende for ændring af (sin) karma er dog i sidste ende en ændring af måderne at handle på. Og forvandling vil på lang sigt ske, fordi vi altid før eller senere kommer til at mærke virkningen af vores handlinger. Dette kan for nogle synes forstemmende, og trangen til at søge lindring eller opløftelse kan derfor helt naturligt opstå; de mange vildveje en sådan trang kan føre med sig er legio; omend forklarelsen hænder - så indbefatter den nødvendigvis en realisation af den personlige karma. Men alting til sin tid naturligvis. Alle og alt i alle skal vækkes til rette tid - og helst ikke før: Sympati og antipati er følelsernes område, kærlighed derimod er en viljesakt, som inkluderer tankegennemstrømmede følelser: Evnen til kærlighed skal derfor ikke vægtes ud fra et menneskes følelsesliv alene, men ud fra den måde et menneske handler på over for sine medskabninger og omgivelser i det hele taget.