Betydningen af stimulation

 

Du skal tænke på, at selvom man kan være født med en fuldstændig blank og uudfoldet hjerne, så kan du både på trods af og som følge af sparsom stimulation udvikle dig til geni eller det modsatte og alt der imellem. Det afhænger jo af, hvilken ånd du har med dig, hvilken ånd du ER, hvilken lang række af erfaring som ligger foldet ind i det uudfoldede. Du kan godt gennem dit lange register af erfaringer, lidelser og andre interaktioner have lagret geniet i det uudfoldede. Og kan så nu netop være født til en hvile-inkarnation uden nævneværdig ydre stimuli, fordi du af dig selv helt naturgivent vil folde det iboende ud. Det er en fejl, at vi vil se retardering som et onde. Retardering kan også være et gode, når det forekommer i betydningen, at man fravælger ydre stimuli til fordel for indre ro, harmoni og hvilen i sig selv, glæde helt ud fra sin egen væren til. Det vil jo være helt individuelt hvad et menneskevæsen har brug for - til at udfolde det, som det er kommet her til jorden for at give.

Gautama Buddha blev som barn fraholdt al kontakt med verden uden for paladset. Al lidelse ville man forskåne ham for. Hvis vi skulle overføre det til, hvordan vi pædagogisk indvirker på barnets opdragelse, så ville noget tilsvarende være, at vi ville undgå for tidlig intellektualisering. Vi ville undgå stimulering og lade det, nogle ville kalde kedsomhed, være den ydre anledning til at stimulere barnets egen fantasi. Men et barn kunne ikke være overladt til en sådan pædagogisk 'metode' uden at kærlighed, omsorg, rytme og ceremoni også var til stede. Et barn alene overladt til sine egne stimuli, sin egen fantasi, ville udvikle hypersensitivitet og ville som voksen meget sandsynligt blive neurotisk. Ja, paradoksalt nok - ufri.

Da Gautama Buddha endelig som 29 årig kom til kendskab om verdens fortrædeligheder, lidelser og armod udviklede han spontant sin lære, der indeholder medlidenhed med alle levende skabninger, men også viser vejen til ro, glæde og latter.