:::

 

Jeg føler ikke andet end sorg, når jeg tænker på klodens millioner og atter millioner mennesker injiceret med genterapien; især fortvivlende er det at tænke på de ind til nu ca 4 %, der har fået så stærke mén, at de lever i et sandt hverdagshelvede alle døgnets timer. Fortvivlelsen skyldes både deres ekstreme lidelser og den samtidige udsigt til, at vi inden for den resttid, de har at leve i, sandsynligvis ikke finder nogen anvendelig kur, der kan bringe dem tilbage til et tåleligt liv.