:::

De ligger i en fure i din ryg som et løfte

de lukker sig med åbne arme om landet.

Nærmere søvnkorset

stiger tågen lodret over bjerget

rammer kanten, hvor intet

forhindrer den massive bølge

i at komme rullende

i luftige, endnu ikke stivnede gevandter.

Månen rykker til aften næsten usynlig over himlen

og driller de langsomme aftener

hvor vi sidder og er forbundne med lynghede og lav

ordene vokser fra os

strømmer som livet fra et udgået træ

fra den nederste gren synger en fugl

mod mørket, der snart omslutter den helt.

De stiger fra din ryg og løfter glæden ombord

søsygen får et bi-job

med at samle gulerødder

fra de grønne plæner

hvor snemændene stod og sang.