Forskellen i kvækernes tilgang til den indstilling i forhold
til kommunisterne, tænker jeg - er, at kvækerne har et centrum for den
indstilling, nemlig Gud og Jesus Kristus. For dem er det en levenede realitet.
For kommunisterne er der jo intet væsenscentrum
for den indstilling, end selve ideen og de ledere der til enhver tid stiller
sig i spidsen for den idé. Ledernes moralske habitus og selve ideens
bæredygtighed bliver således afgørende for, hvad det indebærer, at enighed skal
forstås helt bogstavligt.
Der er således ingen levende ånd til at fylde den
tomme skabelon. Kun en Tidsånd. En strømning. Som ganske vist godt kan være
drevet af begejstring. Men jo en total hensynsløs begejstring.
Jeg tænker, at i et kvækersamfund kan en sådan
enighed meget bedre opnåes, da alle er viljes-, følelses- og tankemæssigt vendt
mod Moselovene og Kristi næstekærligheds bud.
I et kommunistisk samfund vil den totale enighed
ofte i praksis betyde en ofring og knæktelse af den enkelte eller de enkelte
grupper, som ytrer den mindste kritik; fordi der ikke er forudgivet
barmhjertighed, næstekærlighed og spiritualitet som et axiom eller
grundlæggende dogme.
Man kan så indvende, især hvis man ingen
forståelse har for spiritualitet, at kvækerne lige så vel er båret af en ide,
som hviler på nogens moralske habitus.
Og man kunne indvende at Marx' sætning Religion
er opium for folket - jo også gælder, der hvor man hylder den store leder -
lige meget hvor meget denne så har fået det til at se ud som om 'det er vi alle
enige om', når en folkefjende skal i arbejdslejr, henrettes, erklæres sindssyg
eller blot 'forsvinde'.
No comments:
Post a Comment