Gudsbevis

 

Skaberne af AI's mest våde drøm 

er at trække Gud ud af ligningen

kun for at sætte sig selv og AI 

på den for dem at se ledige plads.

Men selv AI og dets skabere 

vil på den lange bane også vise sig

at være et Gudsbevis.

 

 

Den ubegribelige oplevelse af det uendelige univers

 

Det Martinus udtrykker om 'Det noget', som ligger bag al oplevelse, gør ikke det væsen særskilt i betydningen adskilt, tværtimod. At menneskene har en idé om, at det er særskilt, betyder ikke, at menneskene optræder særskilt eller adskilt fra og for dette noget. Da det i sagens natur HAR adgang til al oplevelse, oplever det HELE tiden både kulminerende velvære og det modsatte og alt der i mellem. "[...] hvis dødt eller livløst, hvilket vil sige bevidstløst, Stof kunde skabe intellektuelle Konsekvenser, bliver alt, hvad der hedder Bevidsthed, hvilket vil sige Hjerne, Erfaringer, Studium og Undervisning, jo ganske overflødigt. Alt vilde være en automatisk, fungerende livløs Masse, hvis Bevægelse og stadige Forandring ganske vist afslørede Intellektualitet, men for hvem? - Noget til at opleve denne afslørede Intellektualitet eksisterede jo ikke. Er det ikke en Kendsgerning, at en Oplevelse ikke kan eksistere selvstændigt. Hvorledes skulle en Oplevelse ellers blive til?"

(LOGIK side 253 m)

Bevidsthed, siger Martinus i LOGIK, kan ikke være uden et ophav; det er umuligt. Men dette 'ophav' er jo ikke som et menneske, der er ophav til et andet menneske. Det ophav, der her tales om er ophavet til alt. Når det er ophavet til alt må det også betyde, at det er ét med alt, for ellers var der ikke tale om alt. At være ét med alt må det ikke være ensbetydende med at opleve alt?

 

Nogle kan måske få den tanke, at der slet ikke er noget væsen, der oplever det hele på én gang. Det synes da også umuligt at forstå, da det hele = uendeligt. Og hvordan kan man opleve noget, der er uendeligt? Men hvis det nævnte væsen både eksisterer i kraft af selv samme uendelighed og samtidig ligger til grund for den, så kan det jo heller ikke nægtes, at selv samme væsen oplever denne uendelighed.

 

Når jeg bliver spurgt: "Hvordan har du det?" Så har jeg ofte i mit liv haft svært ved at svare på det spørgsmål. Og det er netop, fordi jeg samtidig oplever både ubehag og behag ved det at være til. Og jeg derfor har en følelse af at lyve, hvis jeg svare noget kategorisk og hvis jeg på den anden side begynder at fortælle, hvordan jeg føler ubehag og hvordan jeg føler behag, så har jeg næsten altid erfaret, at det var bestemt ikke dette som spørgeren ønskede at få svar på.

Om 'Gud' har det på samme måde, skal jeg ikke kunne sige, og hvis jeg spurgte Gud, så ville jeg nok ikke kunne forstå svaret, fordi jeg ikke kan begribe det vi kalder 'det uendelige'.

Problematikken synes at være tilsvarende Bohrs forsøg på at bestemme om Lyset er en ubrudt bølge eller om det består af særskilte partikler. Hans konklusion måtte jo netop blive, at lyset er begge dele - samtidig, men at vi med vores perception kun kan opleve det som enten det ene eller det andet.

Jeg anser ikke Gud for at være et væsen ud af uendeligt mange, men som et væsen, der virker i de uendeligt mange tilsammen. Gud er værket, kronen på værket og værkets fundament samtidig med at være det ubevægede centrum for det alt sammen.

 

Nogle mennesker oplever stor lykke gennem smerte, så mennesker kan godt opleve kulminerende lykke og kulminerende ulykke samtidig. Men jeg tænker, at Martinus ville kategorisere dette fænomen som en afsporing og sådan opfatter jeg det også selv.

 

Der er en tendens hos mennesker, når de vil tale om Gud, at de så menneskeliggør det virkende noget. Dette må skyldes, at vi ikke kan forestille os det, at vi kun kan opleve det som et nærvær - eller når den tid indtræffer - som kosmisk bevidsthed. De bedste svar fås ved at tale med Gud selv. Gennem bøn og andagt. Det er ikke teori. Det er oplevelse. Og det kan være stille vished. Sammentræf. En løftelse. Henrykkelse. Visioner. Magiske og uforklarlige øjeblikke. Det kan være synkronitet. Deja vu. Trance. Det kan være en mild brise over issen.

 

Når det bliver os fortalt, at der mellem de såkaldte atomer i et materiale, fx en sten er lige så stor afstand som der er mellem universets forskellige stjerner, betyder det så, at 'nogen' eller 'noget' ude fra ser på det univers vi kan iagttage med vores øjne og med tekniske apparater, sådan som vi ser på en sten. Eller er den noget vigtigere pointe i den kendsgerning, at både stenen og universet er levende. At afstande er ganske relative. I virkeligheden er der ingen afstand mellem den lykke det ene menneske indbilder sig og den ulykke et andet menneske oplever, for intet menneske kan være absolut lykkeligt, så længe der findes et andet menneske, der absolut ikke er det.

 

Forestilling vs Oplevelse

 

Det er muligt at forestille sig 'Gud'. Men det er ikke muligt via en sådan forestilling, at komme til den fulde oplevelse af (at være) Gud. Kommer du til at opleve, sådan som du forestiller dig, at Gud gør, så er der ikke længere tale om en forestilling; så fortoner forestillingen sig, sådan som en indledende armbøjning fortoner sig, når først du befinder dig midt ude i oceanet.

 

Kosmisk bevidsthed

 

Når et almindeligt jordisk menneske oplever noget, så oplever det dette i kraft af en evne til ikke fuldt at opleve alt det andet, det samtidigt kunne opleve. Når et menneske ikke har denne evne eller mister den, så har det mistet sin skelne-evne og vil blive betegnet som psykisk ustabil. Når man kun kan opleve noget i kraft af en fokusering, hvor oplevelsen af andre fænomener nedtones, så har man jo i sagens natur ikke en alvidende bevidsthed. Et menneske kan almindeligvis ikke gå fra fokuseret jordisk bevidsthed til en alvidende kosmisk bevidsthed uden videre. Overgangen til alvidende kosmisk bevidsthed vil have en labil fase. Den menneskelige krop og den menneskelige bevidsthed skal gennem mange liv først være forberedt for en sådan overgang, for at det ikke fører til et totalt sammenbrud. Dette skal ikke tages som argument for, at Gud ikke kan opleve hver enkelt kontrast, fordi det aldrig vil kunne være en oplevelse i renkultur, da modsætningen altid vil være nærværende. At påstå en sådan defekt hos guddommen vil svare til at påstå, at lyset kun kan opleves som lys, hvis det enten er på en partikel- eller en bølgeform. Den dualisme findes i virkeligheden ikke andre steder end i den bevidsthed, der udtaler noget sådan.

 

 

Jesus & Kristus

 

Det er ikke Jesu blod og legeme, men Kristi legeme og blod, der tales om ved alteret.

Men da Kristus ikke er af denne verden, kan der ikke være tale om 'legeme' og 'blod' som i det legeme og det blod, du og jeg har. Der må altså være tale om et sindbillede på en åndelig, æterisk foreteelse. Sådan opfatter jeg det. For at gøre sindbilledet konkret - er så valgt - vin og brød, så sognebørnene kan forholde sig helt konkret til den åndelige realitet, at alt er gennemstrømmet af Gud.

 

::

 

Kosmisk bevidsthed er bevidstheden om, at alle levende væsener er udtryk for et og samme væsen.

 

Sognepræst Therese Strand Nielsens tale ved Allans fødselsdag d. 23. april 2022:

 

"Som billedillustration til dagens tema i dag har I, som har arrangeret dagen, valgt et billede af Storm P, som de fleste af os kender, og som indgår som en integreret og indlejret del af vores fælles, kollektive bevidsthed.

Vi vil alle kunne se billedet for vores indre øje af en lang række af mennesker, hvis ensretning brydes af en solist som optræder løsrevet fra gruppen. Gruppen og enkeltmennesket: To selvstændige størrelser eller enheder, om man vil, der står overfor hinanden i et indbyrdes gensidigt forhold. 

Jeg har altid set på billedet og haft den opfattelse, at billedet var en fortælling om menneskets evne til at kunne bryde ud fra en større gruppe i kraft af sin egen frie vilje, og hidtil har jeg fejlagtigt opfattet den frie vilje som medfødt. Hovedpersonen i billedet var med andre ord i min tidligere fortolkning den selvløsrivende løsgænger. Solisten, drømmeren, den kritisk tænkende intellektuelle vagabond, der kunne udstikke sin egen livskurs.

I lyset af det, som er sket hen over de forgangne år, er der selvsagt også sket noget med mig og med min fortolkning af billedet. Jeg ser nu pludselig en helt anden dynamik.

Billedet er for mig ikke længere en fortælling, der handler om det enkelte menneskes frie vilje, men derimod om samfundets udstødelse af anderledes tænkende individer. Og når jeg siger anderledes, så mener jeg her anderledes tænkende defineret i forhold til statens dominerende konsensus omkring Corona-narrativet.

Et narrativ, som har været velvilligt understøttet af hovedparten af de statsfinansierede medier i forhold til at formidle, hvad vi kan tro og have tillid til som borgere i dette land og hvad vi på den anden side må opfatte som farligt og samfundsnedbrydende.

Dette er i høj grad sket gennem de borgerfinansierede Public-servicemediekanaler, som af uransagelige årsager har formået at levere en ensidig og ukritisk journalistisk dækning.

Medierne har således over en bred kam faciliteret at understøtte fortællingen igennem vedvarende mainstream propaganda i bedste sendetid – og sågar i børnehøjde. Det har vist sig at være effektivt, og man har herefter kunne høre børn tale om, at de ikke vil gøre sig skyldige i at deres bedsteforældre dør.

At eje retten til at fortælle historie er en altoverskyggende magtfaktor, hvilket ingenlunde er nyt. Sådan har det alle dage været, og det kommer tydeligt til udtryk i en bogtitel af Johannes Sløk, som var professor ved Det teologiske Fakultet i Aarhus.

Guds fortælling, menneskets historie er titlen på et teologisk værk af Johannes Sløk. Der kunne også have stået: Guds fortælling, menneskets skæbne. Og hvis vi leger lidt med ordene og er uartige, kunne vi omskrive magtforholdet til: Statens fortælling, menneskets historie, menneskets dystopiske skæbne.

Vi må her huske på, at hvor der er tale om en nådig, tilgivende og kærlig Gud i Sløks redegørelse af gudsfortællingen og menneskets heri indlejrede historie, så forholder det sig anderledes med staten. Staten er hverken, nådig, tilgivende eller kærlig, omend den foregiver at være det.

Igen og igen er ordet tro blevet formidlet. Tror du ikke på videnskaben? Den videnskab, man har brugt som legitimationsinstans for den førte politik er formidlet som et trosforhold, noget vi må tro på.

Man tror på Gud. Man tror ikke på videnskaben. Videnskaben må derimod kunne redegøre videnskabeligt for sine iagttagelser, fund og konklusioner med afsæt i den anvendte videnskabelige metode.

Samtidig med at vi alle er blevet stillet overfor for udsagn, vi nu ”blindt” skulle tro på, måtte ingen, som ikke var fagpersoner, have en mening om det “skete”, hvis ikke de var uddannet indenfor feltet.

Det vi har lyttet til, troet på og fulgt i blind tillid har imidlertid vist sig at være en løgn og den ultimative, falske præmis blev fremsat med Statsministerens ord om: at enhver død, er en død for meget. Ethvert dødsfald er en tragedie.

Her måtte teologerne på banen. For det var en løgn. En livsødelæggende og livsundergravende løgn, som i sig selv blev en trussel mod livet og glæden og den spontane kærlighed imellem mennesker. For præmissen for udsagnet er både falsk og manipulatorisk.

Det er ikke en tragedie at vi skal dø. Vi skal alle dø, det er et grundlæggende eksistensvilkår ved det at være et menneske. Alt levende skal dø, det afgørende er alene, hvordan vi lever og hvordan vi priser og lever det liv, som vi er blevet givet.

Det er derimod en tragedie, at staten tager så let på livet, at man herfra misbruger menneskers, vores dødsangst til at få os til at udvise en bestemt og ønsket adfærd, der er ødelæggende for livsglæden og vores trivsel.

Ud af denne fortælling vokser nemlig nye skæbner, som statistisk vil kunne aflæses i alle de afledte konsekvenser af nedlukning og isolation, tvangstestning, maskepåbud, splittelse af samfundet.

Familier blev splittet, venskaber blev splittet, i vores selvforståelse blev vi splittet. Hvem er vi, hvem er jeg nu, nu efter at hver og en af os måtte forskanse os og leve i en kronisk dødsangst.

De politiske prioriteringer, som man har foretaget, vil få konsekvenser og har allerede fået konsekvenser, menneskelige og økonomiske konsekvenser. Vi ser nu en voldsom stigning i forekomsten af psykiske lidelser, særligt blandt børn og unge, og der meldes om et stigende pres på psykiatrien.

Splitting, othering muliggjort gennem systematisk propaganda i bedste sendetid, hvor enhver blev nudget og sat i mental fodlænke, isoleret i eget hjem foran skærmen, havde den konkrete indvirkning på samfundet, at mange oplevede at lade sig presse til at blive vaccineret.

Om der var tale om et frit valg på baggrund af oplyst og informeret samtykke, håber jeg inderligt at eftertiden vil efterprøve. Og jeg håber at man her vil erkende, at manipulation af menneskers såkaldte frie vilje ikke er uskyldig.

Der findes nemlig en angst, der er mere skræmmende end døden, og det er menneskers angst for at stå uden for flokken. Angsten for at stå uden for flokken må vi ikke pege fingre ad, fordi alle har en rem af huden i større eller mindre grad.

Det er skræmmende at være væk fra flokken. Derfor møder vi i bibelens fortælleunivers også fortællingen om menneskeheden som fåreflokken, hvor Gud er den god hyrde, der leder flokken i kærlighed, og samtidig hører vi også, at Gud efterlader flokken af får, for at drage ud og hente det får, som er blevet udstødt af flokken eller som er kommet på afveje og befinder sig alene uden for flokken.

Fåreflokken som metafor er blevet brugt nedsættende som begreb på sociale medier, om mennesker der følger autoriteters ord og anvisninger, men vi må her huske på, at vi alle er får i den forstand, at det er sårbart at være udfaset og leve sit liv på afstand af flokken. Derfor vil de fleste mennesker gøre alt, hvad der kræves, for at kunne forblive i flokken, så de ikke skal opleve den skæbne at blive udstødt og udskammet.

Og her er vi tilbage ved Storm P’s skildring af flokken overfor den frisindede, den udstødte, den fortabte, afhængigt af fortolkning. Uanset hvad, så er det sårbart og udsat at leve sit liv udenfor flokken og måske ligefrem være fordømt af flokken, og det kan give svære sjælekvaler.

Fra korset kort før sin død, råber Jesus: Min Gud, Gud, hvorfor har du forladt mig. Et tilsvarende afmagtsskrig møder vi i Benny Andersens og Poul Dissings sang – En hymne til skørhed fra albummet – Hymner og ukrudt. Her lyder også et skrig hos psykiateren, idet spørgsmålet i sangen lyder: ”Er det mig, eller verden der er skør”.

Er det mig, eller verden der er skør? Det spørgsmål har på et meget personligt plan fulgt mig, og jeg tror at vi er mange i dag, der kan nikke genkendende til spørgsmålet. Det hænger sammen med oplevelsen af at være uden for flokken, men det hænger også sammen med oplevelsen af, hvorvidt man kan og skal fastholde sin stemme, sin sandhed, og ikke tillade at ens egen skæbnehistorie bliver fortalt og defineret af en udefra kommende magt, som hverken er nådig, tilgivende eller kærlig.

Kære Doktor, du kan jo se jeg lider: Er det mig elle verden der er skør. Der er sket et etisk skred i vores opfattelse af hvad, der er rigtig og forkert, moralsk og umoralsk i behandlingen af vores medmenneske.

Skredet er sket ganske ubemærket, fordi det systematisk er blevet implementeret over tid. Vi har ændret vores opfattelse af, hvor langt staten må gå i tvangsforanstaltninger og totalitære indgreb overfor den enkelte borger. Og der er sket et skred i forhold til vores egen accept af villigheden til at afgive suverænitet og selvbestemmelsesretten over vores krop og vores liv. Vores frihed. Vi er nu i højere grad villige til at bytte frihed for tryghed.

I det etiske skred imellem gruppen og solisten opstår en tilstand, som er katalysator for yderligere fremmedgørelse og afstand, fordi gruppen pludselig kan blive en trussel imod solisten, ligesom gruppen indadtil kan opleve at solisten udgør en trussel imod fællesskabet.

Mekanismen har gravet og graver fortsat en dyb kløft i befolkningen, fordi den sag vi drøfter omhandler selve retten til liv. Den handler om vores menneskesyn. Den handler om, at en politisk prioritet igennem håndteringen af corona, har skabt en forestilling om borgernes moralske habitus.

Man har instrumentaliseret næstekærlighedsbegrebet og gjort forholdet til et dualistisk forhold mellem to poler: Er du en god samfundsborger, der udviser samfundssind, så følger du statens anvisninger og retningslinjer, eller er du et egoistisk menneske som er villig til potentielt at gøre dig skyldig i dit medmenneskes død. Sådan er den moralske præmis, det moralske kompas stillet op.

Mange af os oplever derfor nu at være i sorg. Det dybeste lag i vores hjerter er blevet trådt under fode, og der venter nu en tid, hvor vi må forsøge at forsone os med hinanden og prøve at forstå hinandens bevæggrunde, hvad enten vi fulgte blindt med, eller hvad enten vi gjorde modstand.

Vi må ved siden af de etiske principper om menneskets ret til selvbestemmelse over egen krop og liv insistere på, at der her ikke sker skred - og samtidig fastholde håbet for tilgivelse, som den eneste mulighed for en fælles fremtid.

Fremmedgørelse og splittelse fremkalder en afgrundsdyb angst, der forplanter sig ud i hele samfundet, som ingen af os kan leve med. Angsten gør os syge.

Vi traumatiseres, når vores dybeste angst for at stå alene misbruges og vendes imod os.

Vi må i stedet vende os mod hinanden og fastholde og insistere på, at kærligheden er stærkere end døden. Vi må atter genfinde hinanden som mennesker af kød og blod på godt og på ondt igennem tilgivelse og forsoning.

Og samtidig må vi love hinanden, at vi ikke ønsker et samfund, der vender det blinde øje til, når mennesker skubbes ud over kanten, fordi de ikke ønsker at følge en styreform, der er anlagt på at skabe skel mellem dem og os.

Vi har derfor intet valg andet end at elske hinanden ubetinget og fastholde, at ingen, hverken noget menneske eller nogen gruppering - ejer retten til at skubbe nogen ud af flokken.

Der findes kun en god hyrde – og det er Gud.

Tak for ordet."

Sindsro

 

Gud, giv mig

sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre,

mod til at ændre de ting jeg kan,

og visdom til at se forskellen.

Så jeg lever en dag ad gangen,

nyder et øjeblik ad gangen

og tager imod svære tider som en vej til fred.

Så jeg, som Jesus gjorde, 

tager denne syndige verden som den er,

ikke som jeg vil have den til at være.

Så jeg stoler på, at du vil bringe alle ting i orden,

hvis jeg overgiver mig til din vilje.

Så jeg kan være rimeligt lykkelig i dette liv

og uendeligt lykkelig med dig 

i det næste liv i al evighed.

 

 

 

Fadervor, sproget, Isis, Sophia, Maria og det noget, som er

Et sprog fortæller, hvordan et folk tænker og føler - og fortæller også noget om hvilke mål det pågældende folkeslag har for sig og med hvilke kræfter disse mål forsøges nået; sproget er også et løfte om udfrielse af livsmysterier. Hvis alle sprog kunne lægges sammen til ét samlet udtryk, så ville alle facetter af det at være menneske stå frem.

 

'Helliget være dit navn' - kan jo også betyde, at det noget, som er, den evige stilhed bag al bevægelse --- er et helle; ... i tråd med tabernaklet og tanken om helligdommens inderste, som ingen uindviet kan betræde. At vi skal blive i forgården foran sløret og bede. I forgården, hvor kun en flig af Gud kommer til syne, som noget vi kalder Gud, Herren, JHVH, Allah, Eller X, det noget, som er.

Led os ud af vildfarelsen, det passer meget bedre med de omstændigheder, der var under skabelsen af FADERVOR.

Jeg er jeg er - jeg er den, der er - også gudinden Isis tillægges lignende udsagn. 'Jeg er den, der er bag sløret; jeg er den, der altid har været og altid vil være; jeg var før døden, efter døden og til alle tider.'

 

Da Gud er Altet - altså ALT, så kan den onde hersker ikke være andet end et aspekt eller side af Gud. Det onde eller det mindre gode må således tjene et formål. Ligesom død, sygdom, vildfarelse, helvedeserfaringer og alskens lidelser må tjene et formål. At vi ikke kan erkende dette formål er ikke et bevis for, at der intet formål er. Hvis ikke der var et formål, så ville det ikke længere give mening at tale om en alkærlig Gud.

Og ja, at åbne sig mod Sophia/Isis/Maria kan bibringe os vished om, at døden er en illusion, og vi kan gennem en sådan åbning komme i kontakt med det, som vi tror os adskilt fra. Det evigt moderlige. Moderenergien.

Døden eksisterer fra det øjeblik menneskene bliver kønnede. Det onde får håndgribelig eksistens i det øjeblik - mennesket begynder at opfatte sig selv som et 'jeg'.

 

 

Ingen er enige før alle er enige, kvækere vs kommunister:

 

 

Forskellen i kvækernes tilgang til den indstilling i forhold til kommunisterne, tænker jeg - er, at kvækerne har et centrum for den indstilling, nemlig Gud og Jesus Kristus. For dem er det en levenede realitet.

For kommunisterne er der jo intet væsenscentrum for den indstilling, end selve ideen og de ledere der til enhver tid stiller sig i spidsen for den idé. Ledernes moralske habitus og selve ideens bæredygtighed bliver således afgørende for, hvad det indebærer, at enighed skal forstås helt bogstavligt.

Der er således ingen levende ånd til at fylde den tomme skabelon. Kun en Tidsånd. En strømning. Som ganske vist godt kan være drevet af begejstring. Men jo en total hensynsløs begejstring.

Jeg tænker, at i et kvækersamfund kan en sådan enighed meget bedre opnåes, da alle er viljes-, følelses- og tankemæssigt vendt mod Moselovene og Kristi næstekærligheds bud.

I et kommunistisk samfund vil den totale enighed ofte i praksis betyde en ofring og knæktelse af den enkelte eller de enkelte grupper, som ytrer den mindste kritik; fordi der ikke er forudgivet barmhjertighed, næstekærlighed og spiritualitet som et axiom eller grundlæggende dogme.

Man kan så indvende, især hvis man ingen forståelse har for spiritualitet, at kvækerne lige så vel er båret af en ide, som hviler på nogens moralske habitus.

Og man kunne indvende at Marx' sætning Religion er opium for folket - jo også gælder, der hvor man hylder den store leder - lige meget hvor meget denne så har fået det til at se ud som om 'det er vi alle enige om', når en folkefjende skal i arbejdslejr, henrettes, erklæres sindssyg eller blot 'forsvinde'.

9¤>

Den ene
repræsenterede 
Guds længsel
den anden
Guds visdom
den tredje
Guds sko
den fjerde
Guds søn
den femte
Guds skygge
den sjette
Guds kraft
den syvende
Guds sved
den ottende
Guds faldne engle
den niende
Guds analyse

...

men ingen religion
kunne alene rumme
Gud selv.