Det Martinus udtrykker om 'Det
noget', som ligger bag al oplevelse, gør ikke det væsen særskilt i betydningen
adskilt, tværtimod. At menneskene har en idé om, at det er særskilt, betyder
ikke, at menneskene optræder særskilt eller adskilt fra og for dette noget. Da
det i sagens natur HAR adgang til al oplevelse, oplever det HELE tiden både
kulminerende velvære og det modsatte og alt der i mellem. "[...] hvis dødt
eller livløst, hvilket vil sige bevidstløst, Stof kunde skabe intellektuelle
Konsekvenser, bliver alt, hvad der hedder Bevidsthed, hvilket vil sige Hjerne,
Erfaringer, Studium og Undervisning, jo ganske overflødigt. Alt vilde være en
automatisk, fungerende livløs Masse, hvis Bevægelse og stadige Forandring
ganske vist afslørede Intellektualitet, men for hvem? - Noget til at opleve
denne afslørede Intellektualitet eksisterede jo ikke. Er det ikke en
Kendsgerning, at en Oplevelse ikke kan eksistere selvstændigt. Hvorledes skulle
en Oplevelse ellers blive til?"
(LOGIK side 253 m)
Bevidsthed, siger Martinus i LOGIK, kan ikke være uden et ophav; det er umuligt. Men dette 'ophav' er jo ikke som et menneske, der er ophav til et andet menneske. Det ophav, der her tales om er ophavet til alt. Når det er ophavet til alt må det også betyde, at det er ét med alt, for ellers var der ikke tale om alt. At være ét med alt må det ikke være ensbetydende med at opleve alt?
Nogle kan måske få den tanke, at der slet ikke er noget væsen, der oplever det hele på én gang. Det synes da også umuligt at forstå, da det hele = uendeligt. Og hvordan kan man opleve noget, der er uendeligt? Men hvis det nævnte væsen både eksisterer i kraft af selv samme uendelighed og samtidig ligger til grund for den, så kan det jo heller ikke nægtes, at selv samme væsen oplever denne uendelighed.
Når jeg bliver spurgt:
"Hvordan har du det?" Så har jeg ofte i mit liv haft svært ved at
svare på det spørgsmål. Og det er netop, fordi jeg samtidig oplever både ubehag
og behag ved det at være til. Og jeg derfor har en følelse af at lyve, hvis jeg
svare noget kategorisk og hvis jeg på den anden side begynder at fortælle,
hvordan jeg føler ubehag og hvordan jeg føler behag, så har jeg næsten altid
erfaret, at det var bestemt ikke dette som spørgeren ønskede at få svar på.
Om 'Gud' har det på samme måde,
skal jeg ikke kunne sige, og hvis jeg spurgte Gud, så ville jeg nok ikke kunne
forstå svaret, fordi jeg ikke kan begribe det vi kalder 'det uendelige'.
Problematikken synes at være tilsvarende Bohrs forsøg på at bestemme om Lyset er en ubrudt bølge eller om det består af særskilte partikler. Hans konklusion måtte jo netop blive, at lyset er begge dele - samtidig, men at vi med vores perception kun kan opleve det som enten det ene eller det andet.
Jeg anser ikke Gud for at være et væsen ud af uendeligt mange, men som et
væsen, der virker i de uendeligt mange tilsammen. Gud er værket, kronen på værket og værkets fundament samtidig med at være det ubevægede centrum for det alt sammen.
Nogle mennesker oplever stor
lykke gennem smerte, så mennesker kan godt opleve kulminerende lykke og
kulminerende ulykke samtidig. Men jeg tænker, at Martinus ville kategorisere
dette fænomen som en afsporing og sådan opfatter jeg det også selv.
Der er en tendens hos mennesker,
når de vil tale om Gud, at de så menneskeliggør det virkende noget. Dette må
skyldes, at vi ikke kan forestille os det, at vi kun kan opleve det som et
nærvær - eller når den tid indtræffer - som kosmisk bevidsthed. De bedste svar
fås ved at tale med Gud selv. Gennem bøn og andagt. Det er ikke teori. Det er
oplevelse. Og det kan være stille vished. Sammentræf. En løftelse. Henrykkelse.
Visioner. Magiske og uforklarlige øjeblikke. Det kan være synkronitet. Deja vu.
Trance. Det kan være en mild brise over issen.
Når det bliver os fortalt, at der mellem de såkaldte atomer i et materiale, fx en sten er lige så stor afstand som der er mellem universets forskellige stjerner, betyder det så, at 'nogen' eller 'noget' ude fra ser på det univers vi kan iagttage med vores øjne og med tekniske apparater, sådan som vi ser på en sten. Eller er den noget vigtigere pointe i den kendsgerning, at både stenen og universet er levende. At afstande er ganske relative. I virkeligheden er der ingen afstand mellem den lykke det ene menneske indbilder sig og den ulykke et andet menneske oplever, for intet menneske kan være absolut lykkeligt, så længe der findes et andet menneske, der absolut ikke er det.
