:::

Søvnen har sin pagt med mosen

sørgedage spørger altid floden

hvor gjorde du af dit mos.

Uvaccineret syr døgnet dag og nat

sammen med soldugsarme.

Altid en halv tone højere

venter landet på døgnets færge

befrielsens latterflod

uden hensyn til nogens sorg.

Når øverste myndighed bliver fest

og vi lader komedien slå sig løs

lidt mos til at standse næseblod

højt hævet over nervøse maver.

Det sidste ryk før vadestedet

møllehjul af snorken

synker roligt ned gennem spørgsmål

og bliver perlende bobler.

Vores nøjsomme bønner

kommer lige så sagte

og vækker de døde

med døvstumme munde.

Hver gang det sikre valg

er dagens brusebad

og livet kommer

som nystrøget skjorte.

Oplever vi sværdslag

ret ned gennem isser

er det myrernes formkraft

med golgata power.

Det er i de andres ører

menneskesønnen bor

dit hjertes høflige

myreflittige bøn.

Indrammer søjler

hvor i fødder er åbne porte

navngiv dem i hvirvler

dybere og dybere.

Med dit flammesværd.