Endnu et epigram har skrællet sine hænder
dryssende som tørret te
selv biler er bønner for Jesus
alle de dræbte fra Quebec til Tyrol
sidder i New Yorker hullet og onanerer
fordi alle ører er volumenknapper.
Og i lynet læstes dyrenes neonblå omkreds
hele flokkens nye lykke
kunne ikke aflæse jomfruens hæl
fyrretræernes kloster
holdt jeg'er neddykket i balsamhavet
hvor du selv søbede søhestenes vrinsk.
Og du der befalede naglerne i -
vrangvendte af en galionsfigur
det aller sidste var kønnets overtosse
alle notesblokke tørstende
efter antiseptisk kløver og æselmælk
kullys blafrende helt besærk
hvad vi først bagefter så.
Lav, som hver en tyv kunne ønske selv at bære,
op ad stien hvor solen bor
rejste sig fra afgrundssnittet
fik os op af offerviljens kvindelist
til Sargassohavets mundhul
repeterende børnehave-fagforbund
solens læber var månestråler for søstersønnen
som i en lup - den mindste fusentast.
Sådan øste vi
to og to i kalevala-hygge
ind til båden den var tømt
og kosmos blev en yverspuns
de åbne munde mødte.
Sakramentet var en rullegardins-ballon
som bønner frivilligt bappede sønner på
kødet var et vandfald af skjulte frø
lappedykkerketschup stod ud primalt
som mikroskopiske nisser rutsjende på tobaksfossen.
Alle skridt var myrernes hjem
og over snipperne lød en overfisket klokke
et lufthul
vi tyggede rigtig længe på
et sted mellem hovedstad
og smukke byers forbudte navne
en rutsjebane af følelser
op igennem samme våge.
Det morsomt forvitrede lav
rakte trommefingre frem
søer muret inde i et mandligt ribben
Lesbos stod med tomlen
nybarberet i bollesokker
tøserillen tog et træk
rullende som skæbne
i klemmesønnens kød.
Ønskerne syntes voluminøse da myrerne blev kirker
ved hvert syn ændredes køreskiven
moderdyret tatoveret med sit gudelys
søstrene festglade med legetøjet flyttet ind i døden
og alt det mislykkede
jeg bar gennem tomheden.
For alle ører var volumenknapper
flyvende som tæpper
henover de stadigt mindre
ørkener af døde offersalte
ringfingermundens alkymi
var vores trøst
for jeg var ikke andet end musik.
Alle ører var volumenknapper
du selv søbede søhestenes vrinsk
og først bagefter så vi
som i en lup
hvem var mindst fusentast
og i de åbne munde mødte vi
mikroskopiske nisser rutsjende på tobaksfossen
alle følelser kom op gennem samme våge med nissebind på
rullende som skæbne
i klemmesønnens kød
alt det mislykkede
jeg bar gennem tomheden
fik mig fanget i forglemmelsen
for jeg var ikke andet end musik.
No comments:
Post a Comment