:::

Endnu et epigram har skrællet sine hænder

dryssende som tørret te

selv biler er bønner for Jesus

alle de dræbte fra Quebec til Tyrol

sidder i New Yorker hullet og onanerer

fordi alle ører er volumenknapper.

Og i lynet læstes dyrenes neonblå omkreds

hele flokkens nye lykke

kunne ikke aflæse jomfruens hæl

fyrretræernes kloster

holdt jeg'er neddykket i balsamhavet

hvor du selv søbede søhestenes vrinsk.

Og du der befalede naglerne i -

vrangvendte af en galionsfigur

det aller sidste var kønnets overtosse

alle notesblokke tørstende

efter antiseptisk kløver og æselmælk

kullys blafrende helt besærk

hvad vi først bagefter så.

Lav, som hver en tyv kunne ønske selv at bære,

op ad stien hvor solen bor

rejste sig fra afgrundssnittet

fik os op af offerviljens kvindelist

til Sargassohavets mundhul

repeterende børnehave-fagforbund

solens læber var månestråler for søstersønnen

som i en lup - den mindste fusentast.

Sådan øste vi 

to og to i kalevala-hygge

ind til båden den var tømt

og kosmos blev en yverspuns

de åbne munde mødte.

Sakramentet var en rullegardins-ballon

som bønner frivilligt bappede sønner på

kødet var et vandfald af skjulte frø

lappedykkerketschup stod ud primalt

som mikroskopiske nisser rutsjende på tobaksfossen.

Alle skridt var myrernes hjem

og over snipperne lød en overfisket klokke

et lufthul

vi tyggede rigtig længe på

et sted mellem hovedstad

og smukke byers forbudte navne

en rutsjebane af følelser

op igennem samme våge.

Det morsomt forvitrede lav

rakte trommefingre frem

søer muret inde i et mandligt ribben

Lesbos stod med tomlen

nybarberet i bollesokker

tøserillen tog et træk

rullende som skæbne

i klemmesønnens kød.

Ønskerne syntes voluminøse  da myrerne blev kirker

ved hvert syn ændredes køreskiven

moderdyret tatoveret med sit gudelys

søstrene festglade med legetøjet flyttet ind i døden

og alt det mislykkede

jeg bar gennem tomheden.

For alle ører var volumenknapper

flyvende som tæpper

henover  de stadigt mindre

ørkener af døde offersalte

ringfingermundens alkymi

var vores trøst

for jeg var ikke andet end musik.

Alle ører var volumenknapper

du selv søbede søhestenes vrinsk

og først bagefter så vi

som i en lup 

hvem var mindst fusentast

og i de åbne munde mødte vi

mikroskopiske nisser rutsjende på tobaksfossen

alle følelser kom op gennem samme våge med nissebind på

rullende som skæbne

i klemmesønnens kød

alt det mislykkede

jeg bar gennem tomheden

fik mig fanget i forglemmelsen

for jeg var ikke andet end musik.