Arkitektens dyngvåde krystaller
forsvinder som solcellelamper ved daggry
små vanddiamanter bliver ved
at sidde tunge og klare - skarpt belyste
i sprækken mellem skjold og krop
lysets skygge er solens smykkeskrin
ilden længes sådan mod sin kolde dybde
vandet siler gyldne kravlenisser himmelvendte
ligesom digtet siler ned ad digtets maskingevær
aldrig hviskede telefontrådene
højere end disse sorte blanke pytter
gaderne knirkende opad
lader vandet sile fra lysvågne blomster
det klare ord- og farveløse spektrum
hænger fingre som klaverstrenge
i tyveknægtens hånd
her skal vi under endnu engang
med dækvinger
som var vi dobbeltagenter.
No comments:
Post a Comment