Sortfuglsklang af fortids pupur aftenluft
klager i alvorligt flammepust
skoven, markerne plettet af regn
besynderlige fjer
mod vinget hvælv støbt i voks;
skov som spejler mørke
skrævende med blodboets himmelben
mellem udspændte silhuetter
skyer stadig rosenfarvede
opstandne i asylets
kamre drypper deres fåmælte kirkevers
som såler glider tidligere skæbner
gennem vand
alene duften indeholder spejltrådes skikkelser
yndefuldt formørket
som historiens absolutte ende bundet i en krans
tavs klodedans
spiler fast og mildt
alt det tabte
som en tungtforstøvet gave
til den elskede ænser
nostalgiske glaspusterkys
mod sin sidste aftens dug.
No comments:
Post a Comment