Klodens form nærmer sig havet og solen
at den med ét derved installerer
et punkt hvor fra issen bliver
et indlysende himmellegeme
ved tilfældigheders tilsyneladende spil
hales elastikker langsomt indad
vand hælder livet ud af kroppens storme
befinder sig pludselig hjemme
puffet klogere ned gennem fingrenes snudenærhed
dér aldeles planløst og vulkanisk
flammer apparater himmelhvælvet op
en mulig fremkaldelse af spaltede takter
skaber tændstiksbetjente til engangsbrug
som havner i spanden under havfruens brudeseng.
Døren kister døren
men hvem flytter vingerne af afblomstret koncentration
som en tilbagevendende undtagelse
sender rapsodiske sireners mere evige vejrtrækning
besvarelser ud mod den bugvendte horisont
glasflader sjasker pludselig tirsdagens slangekamp
op i de helt ens klippede frodige grønne trekanter
forstørres til det første åndedrag
som var tre tusinde år blot femten minutter
hvor kloden atter sidder i sin kurvestol.
No comments:
Post a Comment