Kristus & Arvesynden

 

Vi må selv tage ansvar; der i ligger den alt overskyggende vigtighed i at fjerne begrebet 'fjende' fra sin bevidsthed, for det såkaldt onde er forbundet med det enkelte menneskes 'jeg'.

Når der tales om 'at Jesus Kristus led for vores synders skyld', så betyder det ikke, at han har taget de enkelte menneskers fortidige synder bort eller at han påtager sig de fremtidige. Det betyder, som jeg opfatter det, at Jesus Kristus løftede den fællesmenneskelige synd bort, som på daværende tidspunkt havde hobet sig op. Det enkelte menneskes skæbne fratog han ikke nogen, naturligvis ikke. Men det mørke, som havde tårnet sig op, lyste han op og gav dermed den samlede menneskehed en fortsat mulighed for at udvikle sig videre. Det havde menneskeheden ikke kunnet ellers. Så de, der venter på en såkaldt 'frelser', venter på noget, som allerede er indtruffet. Jesus vender ikke tilbage, men Jesus Kristus er her allerede og har forbundet sig med jordklodevæsenet.

Når den handling, Martinus betoner aller mest, er bøn; så betyder det, at bønnen er en vigtig og brugbar nøgle ind til den Kristus (og dermed Guddommen), som er allestedsnærværende. Jeg kan ikke frelses fra virkningerne af mine handlinger, men gennem bøn kan jeg holde en kanal åben og ad den vej få hjælp, så jeg kan erkende, hvilke handlinger er de rigtige at gøre for at rette op på tidligere handlinger. Forsynet vil jo ikke fratage mig den udviklingsmulighed, der kan bevirke, at jeg holder op med at dømme andre ud fra ren ureflekteret viljesimpuls.