Den ubegribelige oplevelse af det uendelige univers

 

Det Martinus udtrykker om 'Det noget', som ligger bag al oplevelse, gør ikke det væsen særskilt i betydningen adskilt, tværtimod. At menneskene har en idé om, at det er særskilt, betyder ikke, at menneskene optræder særskilt eller adskilt fra og for dette noget. Da det i sagens natur HAR adgang til al oplevelse, oplever det HELE tiden både kulminerende velvære og det modsatte og alt der i mellem. "[...] hvis dødt eller livløst, hvilket vil sige bevidstløst, Stof kunde skabe intellektuelle Konsekvenser, bliver alt, hvad der hedder Bevidsthed, hvilket vil sige Hjerne, Erfaringer, Studium og Undervisning, jo ganske overflødigt. Alt vilde være en automatisk, fungerende livløs Masse, hvis Bevægelse og stadige Forandring ganske vist afslørede Intellektualitet, men for hvem? - Noget til at opleve denne afslørede Intellektualitet eksisterede jo ikke. Er det ikke en Kendsgerning, at en Oplevelse ikke kan eksistere selvstændigt. Hvorledes skulle en Oplevelse ellers blive til?"

(LOGIK side 253 m)

Bevidsthed, siger Martinus i LOGIK, kan ikke være uden et ophav; det er umuligt. Men dette 'ophav' er jo ikke som et menneske, der er ophav til et andet menneske. Det ophav, der her tales om er ophavet til alt. Når det er ophavet til alt må det også betyde, at det er ét med alt, for ellers var der ikke tale om alt. At være ét med alt må det ikke være ensbetydende med at opleve alt?

 

Nogle kan måske få den tanke, at der slet ikke er noget væsen, der oplever det hele på én gang. Det synes da også umuligt at forstå, da det hele = uendeligt. Og hvordan kan man opleve noget, der er uendeligt? Men hvis det nævnte væsen både eksisterer i kraft af selv samme uendelighed og samtidig ligger til grund for den, så kan det jo heller ikke nægtes, at selv samme væsen oplever denne uendelighed.

 

Når jeg bliver spurgt: "Hvordan har du det?" Så har jeg ofte i mit liv haft svært ved at svare på det spørgsmål. Og det er netop, fordi jeg samtidig oplever både ubehag og behag ved det at være til. Og jeg derfor har en følelse af at lyve, hvis jeg svare noget kategorisk og hvis jeg på den anden side begynder at fortælle, hvordan jeg føler ubehag og hvordan jeg føler behag, så har jeg næsten altid erfaret, at det var bestemt ikke dette som spørgeren ønskede at få svar på.

Om 'Gud' har det på samme måde, skal jeg ikke kunne sige, og hvis jeg spurgte Gud, så ville jeg nok ikke kunne forstå svaret, fordi jeg ikke kan begribe det vi kalder 'det uendelige'.

Problematikken synes at være tilsvarende Bohrs forsøg på at bestemme om Lyset er en ubrudt bølge eller om det består af særskilte partikler. Hans konklusion måtte jo netop blive, at lyset er begge dele - samtidig, men at vi med vores perception kun kan opleve det som enten det ene eller det andet.

Jeg anser ikke Gud for at være et væsen ud af uendeligt mange, men som et væsen, der virker i de uendeligt mange tilsammen. Gud er værket, kronen på værket og værkets fundament samtidig med at være det ubevægede centrum for det alt sammen.

 

Nogle mennesker oplever stor lykke gennem smerte, så mennesker kan godt opleve kulminerende lykke og kulminerende ulykke samtidig. Men jeg tænker, at Martinus ville kategorisere dette fænomen som en afsporing og sådan opfatter jeg det også selv.

 

Der er en tendens hos mennesker, når de vil tale om Gud, at de så menneskeliggør det virkende noget. Dette må skyldes, at vi ikke kan forestille os det, at vi kun kan opleve det som et nærvær - eller når den tid indtræffer - som kosmisk bevidsthed. De bedste svar fås ved at tale med Gud selv. Gennem bøn og andagt. Det er ikke teori. Det er oplevelse. Og det kan være stille vished. Sammentræf. En løftelse. Henrykkelse. Visioner. Magiske og uforklarlige øjeblikke. Det kan være synkronitet. Deja vu. Trance. Det kan være en mild brise over issen.

 

Når det bliver os fortalt, at der mellem de såkaldte atomer i et materiale, fx en sten er lige så stor afstand som der er mellem universets forskellige stjerner, betyder det så, at 'nogen' eller 'noget' ude fra ser på det univers vi kan iagttage med vores øjne og med tekniske apparater, sådan som vi ser på en sten. Eller er den noget vigtigere pointe i den kendsgerning, at både stenen og universet er levende. At afstande er ganske relative. I virkeligheden er der ingen afstand mellem den lykke det ene menneske indbilder sig og den ulykke et andet menneske oplever, for intet menneske kan være absolut lykkeligt, så længe der findes et andet menneske, der absolut ikke er det.

 

Objekt og objekt imellem

 

 

 

Når afstanden mellem forskellige objekter er den ideelle, vil den ideelle afstand gøre objekterne udskiftelige, således, at der bag hver ny konstellation findes samme ideelle afstand, der gør, at foranderlighed og kontinuitet forenes i en vedvarende forandret fortælling om foranderlige legemer bærende det samme skellet, det samme tomme rum,

 

 

 

hvor alle pauser og afstande betinges af objekternes indbyrdes identitetsskift med de vel at mærke stadig samme afstandsforhold.

 

 

 

Afstandene ændrer der med ikke objekterne, men objekterne forvandler afstandene til pauser i et åndedrag. Objekternes åndedrag gør objekterne til alfabet, som,

 

 

 

hvis alle objekter kunne befinde sig på et og det samme sted - uden anden afstand end omverdenen omkring sig

 

 

 

(det vil sige i intetheden, som ikke findes),

 

 

 

ville blive udtalt  m e n n e s k e.

 

:::

 

Man kan godt være et menneske, selvom man befinder sig i noget, der til forveksling ligner en abekrop.

 

 

 

Den sproglige og den rituelle, symbolske kannibalisme:

 

Om det hedder inuit-is eller eskimo-is eller grønlændersvøb på iskælk --- er det i alle tilfælde et vink om, at kannibalisme, det kan vi li'; kannibalisme er normen. 'Jeg har lige spist en dansker, den smagte næsten lige så godt som en kæmpe lille eskimo'.

Astronaut is findes skam stadigvæk - både som pind-is og som liter is. Og ja, jeg har også spist mange eskimo is og kunne godt have tænkt mig, at de virkelig havde været Kæmpe store. Jeg har heller ikke et sekund tænkt på før, at jeg sprogligt set var "kannibal", når jeg spiste dem. Heller ikke selvom det hed Kagemand og faktisk var udformet som afbillede af et menneske. Jeg har også spist negerboller og drukket arabisk kaffe med en araber afbilledet uden på posen. Aldrig skænket det en tanke eller mødt folk, der var stødt over, at de som folkeslag lagde navn(e) til noget, man spiser eller drikker. Men når det nu er helt i orden, at kalde noget man som menneske fortærer for 'menneske', selvom det intet har at gøre med et menneske som sådan, så er det vel også uproblematisk ud fra samme tankegang og princip, at kalde et planteproduceret produkt for noget man ellers henfører til et kødprodukt. Så en bøf lavet udelukkende af planter - kan vi godt kalde en bøf? Og kunstselskaberne i New York, hvor mad udformet som tro kopi af mennesker i 1:1 bliver 'rituelt' skåret op og spist - er også bare helt normalt og bliver en hverdag vi gerne vil vende os til?

Regnen taber masken:

Regnen taber masken, sådan lyder en one-liner af Simon Grotrian, der blev anvendt til en poster med et maleri kreeret af maleren Leif Dræby. At tabe masken kan ske i strikke-sammenhæng; det er noget, der medfører uorden i det overordnede mønster. At tabe masken er også noget, der kan ske til fx et maskebal eller i overført betydning i en hvilken som helst livssammenhæng: Man taber masken og blotter sit sande jeg; hvilket kan føre til både en følelse af kaos og forvirring såvel som en følelse af udfrielse. Man taber masken, man springer ud af skabet med sit sande jeg.

Regnen er del af en evig cyklus, som på formel kan benævnes som to dele brint og en del ilt, har mennesket på samme sæt og vis en gennemgående grundformel = den evige udødelige sjæl, så får sætningen Regnen taber masken ikke kun sin ene betydning af kaotisk tristhed, men den merbetydning, der afdækker menneskevæsenets sande natur som et evigt guddommeligt væsen.

Det hører med til historien, at Simon var meget glad for at strikke - og det var især sokker, som han strikkede - og gavmildt forærede familie, venner, elskere og bekendte.
Måske det har været, imens han sad og strikkede sådan et par, at han har kigget ud på regnen og sætningen Regnen taber masken er kommet til ham? Om ikke andet ~ så er det let forsimplede billede i hvert fald rart at tænke på, sådan som et menneske også kan regne:


"Maler et billede med regn

 Du toner frem gennem vand

 Stryger blå dråber af din kind"


      (fra Gennem min hånd s. 20)





















 

::::

      Intet menneske kan opnå fuldkommen og permanent lykke, så længe det er årsag til et andet menneskes ulykke.





 Og her i veganerterminologi, hvilket den universelle sandhedsværdi ikke bliver mindre af: 

      Intet væsen kan opnå fuldkommen og permanent lykke, så længe det er årsag til et andet væsens ulykke.

:

Demokratiet er lige glad med om vi tager fejl; det er folkets demokratiske ret at tage fejl - det er det, der gør demokratiet yderst sårbart, lidt lige som et dødeligt menneske.

Et menneske inden i tingene du kan ikke se et menneske bagved tingene et menneske med tingene du kan se tingene men mennesket kan du ikke med det samme se mennesket er tingene du kan se tingene du kan se mennesket mennesket kan du ikke se kun tingene og mennesket som er ét med tingene som er mennesket midt inde i en helhed af ting mange ting mange ting og et lille menneske du ikke ser et lille menneske som pludselig træder frem rækker tunge ud af tingene tingene er ikke bare ting tingene er malet på tingene er det tøj du står i  du er tingenes tøj tingene er dit tøj du breder dig ud og fylder et rum som du er du er en gravko en varehylde en bar fuld af alkohol du er tingene helt ud til den yderste rand tingene remset op af Syd Barrett tingene du vrider skævt ud af en lille sprække du er et menneske inden i øjet øjet mellem to fingre søjlestore op ad en mur du er hele muren men du er lille du er forsvindende lille mellem alle tingene du forsvinder mellem dem og træder derfor frem som et brud med alle ting for mennesket er ingen ting mennesket er ikke ingenting.