Den sproglige og den rituelle, symbolske kannibalisme:

 

Om det hedder inuit-is eller eskimo-is eller grønlændersvøb på iskælk --- er det i alle tilfælde et vink om, at kannibalisme, det kan vi li'; kannibalisme er normen. 'Jeg har lige spist en dansker, den smagte næsten lige så godt som en kæmpe lille eskimo'.

Astronaut is findes skam stadigvæk - både som pind-is og som liter is. Og ja, jeg har også spist mange eskimo is og kunne godt have tænkt mig, at de virkelig havde været Kæmpe store. Jeg har heller ikke et sekund tænkt på før, at jeg sprogligt set var "kannibal", når jeg spiste dem. Heller ikke selvom det hed Kagemand og faktisk var udformet som afbillede af et menneske. Jeg har også spist negerboller og drukket arabisk kaffe med en araber afbilledet uden på posen. Aldrig skænket det en tanke eller mødt folk, der var stødt over, at de som folkeslag lagde navn(e) til noget, man spiser eller drikker. Men når det nu er helt i orden, at kalde noget man som menneske fortærer for 'menneske', selvom det intet har at gøre med et menneske som sådan, så er det vel også uproblematisk ud fra samme tankegang og princip, at kalde et planteproduceret produkt for noget man ellers henfører til et kødprodukt. Så en bøf lavet udelukkende af planter - kan vi godt kalde en bøf? Og kunstselskaberne i New York, hvor mad udformet som tro kopi af mennesker i 1:1 bliver 'rituelt' skåret op og spist - er også bare helt normalt og bliver en hverdag vi gerne vil vende os til?