Den teknik nazisterne gjorde helt bevidst anvendelse af - tog sit afsæt i en parafrase over den religiøse tænkning: "hvis jeg vælger det rigtige, så vil Gud være mig nådig". Flertallet havde vitterlig en tro på 'det gode' og hvis de bare valgte det rigtige, så var det også 'det gode'. Så de blev hele tiden stillet overfor mere og mere umulige valg. Men fordi 'tro' var så grundfæstede i dem, blev de ved at tro på, at der måtte være et valg, der bragte dem frelste igennem. Deres tro gjorde dem blinde for, at de blev stillet overfor 'valg', der i virkeligheden ingen valgfrihed var i. De var dømt lige meget om de gik til højre eller venstre. Men troen holdt dem oprejste. Håbet holdt dem oprejste. Men det var blinde håb og en blind tro, der gjorde, at de ikke så, at der foran dem stod tyve SS'er overfor en skare på måske tusinde. Men flere af disse tusinde var med til at holde hinanden i skak, fordi de var hoppet på den vogn, der hed, at hvis de udfyldte den og den rolle, så ville de blive bragt frelste igennem. Håbet og troen på egen overlevelse bragte for de flestes vedkommende forråelsen med sig af en uhørt karakter. Således at det til sidst kom til en bevidsthed om, at vejen gennem skorstenen faktisk var en befrielse. Hvilket de havde ret i, for ingen ville med deres sjæl kunne overleve. For overlevede du lejren fysisk, så ventede eftertiden med den stadigt tonstunge skyld på dine skuldre: Du overlevede, fordi du lod alle de andre dø. Denne bevidsthed blev alle overlevende, der senere søgte til det forjættede nye Israel underlagt. Israelerne tog ikke vel imod de overlevende kz-fanger, der havde gået mange strabadser igennem for at kæmpe sig vej til deres drømmes land. De blev set på med stor foragt.
No comments:
Post a Comment