"Hvorfor gik de bare 'frivilligt' ind i ovnene?"

 

Den teknik nazisterne gjorde helt bevidst anvendelse af - tog sit afsæt i en parafrase over den religiøse tænkning: "hvis jeg vælger det rigtige, så vil Gud være mig nådig". Flertallet havde vitterlig en tro på 'det gode' og hvis de bare valgte det rigtige, så var det også 'det gode'. Så de blev hele tiden stillet overfor mere og mere umulige valg. Men fordi 'tro' var så grundfæstede i dem, blev de ved at tro på, at der måtte være et valg, der bragte dem frelste igennem. Deres tro gjorde dem blinde for, at de blev stillet overfor 'valg', der i virkeligheden ingen valgfrihed var i. De var dømt lige meget om de gik til højre eller venstre. Men troen holdt dem oprejste. Håbet holdt dem oprejste. Men det var blinde håb og en blind tro, der gjorde, at de ikke så, at der foran dem stod tyve SS'er overfor en skare på måske tusinde.  Men flere af disse tusinde var med til at holde hinanden i skak, fordi de var hoppet på den vogn, der hed, at hvis de udfyldte den og den rolle, så ville de blive bragt frelste igennem. Håbet og troen på egen overlevelse bragte for de flestes vedkommende forråelsen med sig af en uhørt karakter. Således at det til sidst kom til en bevidsthed om, at vejen gennem skorstenen faktisk var en befrielse. Hvilket de havde ret i, for ingen ville med deres sjæl kunne overleve. For overlevede du lejren fysisk, så ventede eftertiden med den stadigt tonstunge skyld på dine skuldre: Du overlevede, fordi du lod alle de andre dø. Denne bevidsthed blev alle overlevende, der senere søgte til det forjættede nye Israel underlagt. Israelerne tog ikke vel imod de overlevende kz-fanger, der havde gået mange strabadser igennem for at kæmpe sig vej til deres drømmes land. De blev set på med stor foragt.

Skyld uden straf:

Man kan være frifundet for sin straf, selvom man ikke er frikendt for sine anklager og sin dom - når sagen er trukket så meget i langdrag, at den kan skubbes ind under forældelsesparagraffer. Så selvom man er skyldig kan man altså i visse tilfælde stadig slippe for straf. Det synes i den forbindelse misvisende at ordet frifundet kan komme i anvendelse, selvom det ligger i dén logik, at man er fundet fri for straf, selvom man altså er kendt skyldig, og stadig betragtes som værende skyldig.

Den, der vil påstå, at jalouxi, had, mordlyst, overvældende sorg og vanvid kun er ikke-medfødte sociale konstruktioner, kunne lige så godt påstå, at evnen til kærlighed blot er en social konstruktion. 

Sagen er naturligvis, at alt, hvad et menneske folder ud, er noget, mennesket har med sig ind i det her liv. Evner som omgivelserne ganske vist kan have en fremende eller hæmmende indvirkning på. 

Når det nyfødte barn reagerer umiddelbart på en ydre stimuli med sorg eller glæde, skyldes det genkendelsens sorg eller glæde, hvad enten denne genkendelse er kropslig eller sindbilledligt funderet - hvilket for den nyfødte udgør en absolut enhed. For som udgangspunkt kommer barnet fra en sfære af overvejende og til mange tider lyksalig glæde. Og ve den sociale konstruktion, der via sit eget sygdomsbillede har det som sit forsæt at tage denne glæde fra barnet. For noget sådan kan naturligvis lade sig gøre med større eller mindre "held".

Er det egoistisk at fravælge noget, der endnu ikke eksisterer og formodentlig aldrig kommer til at eksistere? I så fald må en sådan postuleret egoisme være et gode, for den har ingen konkret modtager, går ikke ud over nogen, kan kun være skadelig på et abstrakt, fortænkt plan. At vælge at få børn (hvor bevidst eller ubevidst et sådant valg så end må være foretaget) er derimod en form for egoisme, der ikke kan frasige sig en konkret virkning på et eller flere konkret(e) væsen(er). Det må være et hvert menneskes ret at vælge sin egen vej gennem livet. Der ligger i tankegangen om at 'kun den, der ofrer sig (selv)  i livet, er beundringsværdig' noget tungt kristendoms-arvegods. Og problematikken, finder jeg,  må uundgåelig medføre overvejelser om 'skyld' og 'skæbne'; og på netop dét område - hvordan skal jeg nogensinde kunne bedømme noget om et andet menneskes forhold desangående, når jeg allerede kender så lidt til mit eget.