Er det egoistisk at fravælge noget, der endnu ikke eksisterer og formodentlig aldrig kommer til at eksistere? I så fald må en sådan postuleret egoisme være et gode, for den har ingen konkret modtager, går ikke ud over nogen, kan kun være skadelig på et abstrakt, fortænkt plan. At vælge at få børn (hvor bevidst eller ubevidst et sådant valg så end må være foretaget) er derimod en form for egoisme, der ikke kan frasige sig en konkret virkning på et eller flere konkret(e) væsen(er). Det må være et hvert menneskes ret at vælge sin egen vej gennem livet. Der ligger i tankegangen om at 'kun den, der ofrer sig (selv)  i livet, er beundringsværdig' noget tungt kristendoms-arvegods. Og problematikken, finder jeg,  må uundgåelig medføre overvejelser om 'skyld' og 'skæbne'; og på netop dét område - hvordan skal jeg nogensinde kunne bedømme noget om et andet menneskes forhold desangående, når jeg allerede kender så lidt til mit eget.