En båd af provoens tændstikmænd stiger op langs en fåret demens.: Legen i sneen tabt ud under ribben; vi sejler i vertikaler mod billedets øverste kant. Jeg greb nu en dag, timen lagde mig ned, jeg slikkede regn. Berlin er god og ren som vandrette streger fra en overmæt pensel; fart i en gave - søerne stod lodret ned over slettede knæ, rustne pistoler skrev POE under roret; jeg kan gribe en ladning, drengen var ældre en ældre hemmelig mildhedens ånd, han adlød midt i et smertefuldt knæk, jeg skuer ud over glatte tegl af hudfarvet pastel peger der ovre tæt ved dét nr. som knækker så fint, ligger et barn som vi, terrænet kan gemme ruter, jeg kan læse, til øjnene render hver sin retning, og let ved et tegn du længste gæst gæster øen, manddræber-øen - et reb han prøver at fange nogle betjente med hals-tv'er gøede bløde koder i kæben rusker her en enlig elegi hoveddrabsbælgen ætser europæiske sprog taster med hånden vend dine bryster til ørerne tegner stue-orgler, og finder attentatmeldingen, døren, der åbner en tiendedels rejsning allerede sidste år var du sytten (å-bredden trådt sirligt sammen), og fik rejse-udligning - en sprække gav os kanoner, mændene lå i en kreds, og mumlede, og lod gaver æde dit reb, jeg lod et levret nødsignal gå af op over den kæntrerede røntgenræling i sådan et tilsvarende tydeligt spor.