Miraklet i Gullspång

 

Jeg anbefaler eventuelle læsere af nærværende opslag, som endnu ikke har set den såkaldte dokumentarfilm Miraklet i Gullspång, men som har et ønske om engang i fremtiden at se den, IKKE at læse følgende kortfattede betragtninger over netop denne film.

I filmen Miraklet i Gullspång optræder, som jeg opfatter scenariet, repræsentanter for to forskellige verdensanskuelser/udviklingstrin. To helsøstre står for mig som repræsenterende Troen – og Overtroens menneske. En formodet ”halvsøster” står som repræsentant for det materialistiske, intellektuelle, rationelle og til en vis grad kyniske menneske (eet af filmens mange spørgsmål). På sine formodede halvsøstre virker denne kvinde, udtrykt med den ene af de to søstres egne ord, som en slange (!)

Konflikten kommer imidlertid i den første omgang ikke i stand grundet denne karakteriserede slange-mentalitet. Tværtimod er de troende søstres afvisning af den andens helt logiske og selvfølgelige overvejelser (baseret på en forekommer det mig i udgangspunktet intuitiv indsigt), det der bliver anstødsstenen. Havde de troende med interesse gået ind på den formodede halvsøsters ræsonnement og havde fulgt op på hendes antagelser, i stedet for fordomsfuldt at afvise dem, så mener jeg, at de tre kvinder trods forskellighederne ville have kunnet finde hinanden på en balanceret og respektfuld måde.

Fælles for de tre kvinder er dog en mere eller mindre udpræget mangel på evne til kærlighed, når det kommer til stykket. Selvom de fra hver sin side jo burde have kunnet finde denne evne frem fra det indre sjæleliv. Nu bliver det til en tænderskærende dyst med forstillelse og afvisning og had.

Når jeg i de ovenstående skitserede betragtninger kalder filmen for en såkaldt dokumentarfilm, er det ikke mindst grundet i at instruktøren, Maria Frederiksson, allerede ved filmens begyndelse betoner det instruerede, det konstruerede; så er vi advaret. Dette betyder ikke, at der ikke er grundlæggende forudsætninger for filmen som er sande eller syntes sande (for instruktøren). Det betyder, at instruktøren i arbejdet med det dokumentariske materiale selv er kommet frem til flere spørgsmål, end der som udgangspunkt var i ""Miraklet"". Filmen er således en formidling og gengivelse af netop disse spørgsmål, som i helt overmægtig grad opstår. Et af disse spørgsmål er – kunne instruktøren have gjort det anderledes for, at filmen ikke endte i en åben konflikt, der blot gør den underliggende tragedie endnu mere ubærlig?

Miraklet i Gullspång er en dokumentarfilm, der dokumenterer eller rettere udstiller, hvordan alle mennesker synes at være fyldt med løgn. Ingen af de i filmen involverede går fri for i det mindste en rem af huden.