Frøerne tøver under buskenes skærmende grænse 

parate til medværd 

de sidste stråler tøjret 

i et sovende facit 

skyerne har bøjet sig dybt og længe nok 

mod din hviskende stemme 

synshuller efterladt af fraværende guder 

i den vestvendte dør 

nagler råt udhugget med økse 

lidelsernes blyantsspidser 

er vores selskabs sidste orgie 

livets højeste glas cognac 

har fundet sin celle 

nærhøvlen med sin egen chauffør 

sner de bedste støvler 

kærlighedsnet omspinder rygge 

røber sin tyste arv 

til flammernes reder af glemsel 

for fuglene er himmelbriller 

hvor vi vil mødes igen.