De mennesker, der efter anden verdenskrig opbyggede den nye stat Israel, kunne ikke forstå, hvorfor så mange havde ladet sig drive afsted ind i lejrene i Tyskland, Polen og Tjekoslovakiet uden at gøre synderlig modstand. De overlevende fra kz-lejrene, som efter krigen havde mistet alt, vendte sig for en dels vedkommende naturligt nok mod den nye statsdannelse, hvor de rakte ud efter håbet om at kunne leve i fred. Sådan blev det bare ikke. Englænderne var under den officielle attitude i virkeligheden modvillige. De arme menneskers rejse blev på rigtig mange måder saborteret. Og da endelig nogle af dem trods alle odds nåede frem, kom de til et land og en befolkning, der i dén grad ringeaktede dem og anså dem for andenrangsborgere. Der var ikke megen forståelse for, at deres egne hellige skrifter, hvor alt lægges i Guds hænder, havde en determinerende indvirkning på den tankegang, hvor ud fra disse mennesker havde handlet (eller rettere netop ikke handlet). Disse mennesker blev således ikke straffet bare én gang. De måtte først opleve udstødelse, udskamning og forfølgelse. Der på tilfangetagelse og indlemmelse i kz-lejrenes umenneskelige virkelighed. Da de som de få overlevende måtte opleve skammen over mod alle odds at have overlevet så mange andre blev de for fleres vedkommende drevet ud på selvmordets definitive rand. For til slut at opleve denne skam i den grad forstærket af dem, de havde håbet skulle blive deres egne landsmænd.
No comments:
Post a Comment