Epstein-filerne som styrings-organ for verdens gang?

 

Selvom et svimlende antal dokumenter (3½ millioner!) er gjort offentligt tilgængelige fra Epstein-filerne, så anslås det, at disse kun udgør 2 % af det samlede antal. Så når det norske kongehus kommer ud med en melding om, at Kronprinsesse Mette-Marits mails til Jeffrey Epstein ikke kan genskabes fra hendes egen mail-konto, så må man gå ud fra, at det allerede er undersøgt, om disse ikke genskabelige Slette-Mette mails skulle befinde sig blandt de 2% allerede tilgængelige dokumenter. Såfremt disse mails så befinder sig blandt de 98%, så udgør disse resterende 98 % i princippet et effektivt afpresnings-middel; for er den overvejende del af Mette-Marits mange Epstein-mails ikke at finde blandt de 2%, så må de jo sandsynligvis være blandt de 98%. Dermed udgør kronprinsessen muligvis en stor sikkerheds risiko for den norske nation, hvilket logisk set burde være en grund til, at hun aldrig kan blive Norges dronning.

Men hvad nu om Epstein-filerne samlet set ligger som kopi et andet sted i verden? Så udgør filerne jo i sig selv potentielt set en sikkerheds risiko for U.S.A., for skulle der blandt dokumenterne findes komprimtierende materiale for Amerikas øverste myndighedspersoner, så udgør de et pressions middel. At de netop bliver brugt sådan, kunne bringe lidt logik ind i, hvorfor en amerikansk præsident, der ellers har haft et drivende ønske om, at modtage Nobels Fredspris, krydser klinger med Iran uden hverken NATO- eller FN-mandat.

 

Krigens fuckfinger har en endnu større indadvendt tommel

 

Hvad er det, EU's ledelse vil med at tale en krig mod Rusland op? De kan ikke være så historisk blinde, at de vitterligt tror på, at Europa vil kunne besejre og underlægge sig Rusland i et sådant tænkt scenarie. Og de har heller ikke noget som helst konkret belæg for, at der skulle være planer om - endsige skyggen af ønske for Rusland at besætte Europa. Så hvorfor er det så vigtigt at overbevise de europæiske unionsmedlems staters befolkninger om, at de har noget, der er grund til at have en afgrundsdyb frygt over for? At befolkningerne må forstå og godtage, at EU landenes grundlæggende værdier skal være underlagt og dikteret af en krigsøkonomi, som ikke vil kunne betvivles eller at få undersøgt legitimiteten af ad sædvanlige demokratiske veje. Er det ikke WEF politik som EU er i gang med at føre ud i livet. For imens der ihærdigt bliver peget på Rusland som det store hypnotiserende pendul, barsler EU med idéer om at kunne jonglere med folks private opsparinger - her under pensionsopsparingerne. Krigsoprustningen vil kunne blive brugt som alibi for at føre en sådan politik ud i livet. Hvor der bliver taget pant i fast ejendom og investeret via folks private opsparinger. Målet er at du intet skal eje og at du vil være lykkelig for det. På den måde er det opmalede frygtscenarie virkeligt nok. Sovjetstaten kommer efter os. Men den kommer indefra. Fra EU-politikernes WEF-agenda. For J.D. Vance har jo ret - Europas fjende nummer et kommer indefra.

 

Tvende forestående formørkelser

 

Der er to forestående formørkelser som sensitive væsener allerede opfanger virkningerne af. Det er nu tid til at samle styrke til at kunne forarbejde, hvad som kommer til at finde vej ned gennem formørkelseskanalerne. Der vil være perioder med hyperaktivitet og perioder med det modsatte - stilstand og stagnation. De eksakte datoer er 25. marts og 8. april. Der vil komme endnu stærkere fokus på modsætningerne krig og fred.

 

Om medielede

Stig Ekkerts skriver angående de statsstyrede beredskabsorganer DR & TV2:

"Jeg er journalist og ser stort set ikke længere danske "nyheder"....

Jeg tror ikke danskerne er nyhedstrætte uden grund....mon ikke fraværet af den ægte kritiske journalistik, den hedengangne fjerde statsmagt, der stillede kritiske spørgsmål til Statens håndtering af hvad som helst....nyligt krigen i Ukraine og ikke mindst Covid.

Jeg var selv impliceret i færdiglavede udsendelser på TV2 om håndteringen af Covid i Danmark der pludselig blev bortcensureret af ledelsen.

Det skete, fordi ledelsen af DR og TV2 ved "henstilling" fra regeringen besluttede, at bakke fuldt og helt op om regeringens håndtering af covid. Medierne skulle ikke bidrage til kritik og panik i samfundet, ved at stille spørgsmål eller påpege alternativer, der modsagde den måde regeringen så Verden på. 

Følgagtigheden er måske ikke mærkelig, da få bider den hånd der fodrer dem. Statsradiofonien og TV2 er direkte offentligt ansatte og skal udvise loyalitet...og de øvrige medier som aviserne .....lever vel også stort set af mediestøtte. 

Jeg savner den "fjerde statsmagt", som var grunden til at jeg i sin tid gik fire år på Journalisthøjskolen....efter seks år på medicin.

Nyheder er blevet til de korrekte meningers parade....uhæderligt, enøjet og kedeligt.

Jeg ser stort set kun vejrudsigt...og finder nyheder fra et udpluk af internationale medier....Japan Times, India, WSJ mv... "

Især i såkaldte krigs- og krisetider bliver medierne anset for en del af beredskabet. Så en given regering skal, for totalt at kunne kontrollere medierne, blot anskueliggøre at vi skam lever i krisetider og medierne skal af en sådan fremsat eller postuleret grund derfor danse fuldstændigt lydefrit efter statsmagtens diktat.

Link til Stig Ekkerts kommentar HER.

Deltager man mon selv i en krig

 

Man deltager, når man ihjelslår og æder mennesker eller dyr og man deltager, når man understøtter, at andre gør det (for en). Der er dermed grader af i hvor høj grad, man deltager og dermed også af i hvilken grad, man får virkningen af at gøre det. Deltager man 100 % ikke - og har man allerede fået virkningerne af sin eventuelle tidligere deltagelse - så burde man isoleret set ingen personlig fysisk smertevirkning få i den forbindelse.

Men da man er del af et samfund, en nation, som man lever i - er man også underlagt den fælles skæbne, dette samfund, denne nation tildrager sig gennem sine handlinger. Er et samfund fx baseret på grusomme forsøg med dyr, som man selv direkte eller indirekte som del af samfundet dermed er meddelagtig i, så er man også en del, omend måske en lille del, af den fælles skæbnedannelse ved at et samfund tillader den form for tortur.

 

Ze elendiskij og dø:

 

Plandemi, krig og forsyningssammenbrud i lyset af The Great Reset

 Her forklaret ved Dan Johannesson.

Som var det et eneste menneske:

 

Hvis man betragter det slaviske folk, som var det et eneste menneske. Så går det menneske i øjeblikket med selvmordstanker.

Såfremt der gøres alvor af disse dystre tanker, så vil det også være det danske folks karma, at noget sådant sker. Ligesom det er ethvert menneskes karma, når dette menneskes bror eller søster begår selvmord.

Men hvis det danske folk direkte hjælper til med, at disse tanker kan virkeliggøres – fx gennem donationer af våben, så er det ikke længere bare vores aktuelle karma; så vil vores ageren danne nye aspekter for vores nations fremtidige skæbne.

 

Regeringer verden over fører krig mod deres egne befolkninger:

 Artikel fra 6. oktober i NEWSPEEK af Karsten Pultz: HER.

:::

 

At en forbryder benytter sig af videnskab og teknik

gør ikke en forbrydelse mere moralsk rigtig.

 

 

:::

Hvis ikke man kan kende krig fra fred 

kan man heller ikke kende løgn fra sandhed.

  

Krigsfantasmen

Krigen mod terror var fup og svindel. En krig mod et begreb er og bliver fantasteri sat i verden med et eneste formål.

Det samme kan siges om krigen mod en virus. Delmålet dér er, at alle bliver vaccineret. Men det endelige mål er, at alle mennesker bliver chippet. Dette kom allerede for dagen i 2008 i dette interview: HER 



 

 

ENIGMA

 

- B.1.1.7.

- B.1.351

- P1

- B.1.1248

- H5N8

- FIN-796H

- Nipah-virussen

- B.1.526

- Cluster 5

- E484K

- N501Y

- L452R

- B.1.617

- Double mutant 484Q

- B11519

- Rota

- CCoV-HuPn-2018

- B1621

- Delta (B.1.617.2)

- B.1.427

- B.1.429

 

:::

 

Der har været en 1., en 2. og nu en 3. verdenskrig. Eller også har det været een lang infektion med 1., 2. og 3. bølge og diverse mindre og store udbrud der i mellem. Hvad skal vi gøre, når freden endelig bryder ud?

Hvilke storpolitiske strategier ligger der bag mordet på Quassem Soleimani?

Hvad er det værst tænkelige scenarie i Mellemøsten - set med amerikanske briller. At der bliver indgået en alliance mellem Saudi Arabien og Iran. Vil U.S.A. gøre alt, hvad der står i deres magt for at forhindre, at en sådan indgåelse finder sted. Ja. Er mordet på den iranske generalmajor Quassem Soleimani et sådant tiltag, der har til hensigt at forhindre indgåelse af nævnte alliance? Måske. Er det i så fald en strategi, som vil have den ønskede effekt. Nej.

Sammenfald

Der er et tankevækkende sammenfald med den tid, hvor Danmark fra at have et forsvar, der blev betragtet alene som et forsvar af og på dansk grund, er gået til at have et forsvar, der næsten per automatik bliver brugt i angrebskrige på fremmed grund - og så det fænomen, at infrastrukturen i landet i samme periode er gået mod en afvikling af sociale- og statslige strukturer - er gået mod en større kynisme, større konkurrence-mentalitet, øget xenofobi og en øget materialisme. Er der en direkte lovmæssighed mellem at blive en krigsførende nation og den indre nationale nedfrysning af mellemmenneskelig solidaritet?

Kolos

Der var røster i 1910, der advarede kraftigt mod den kommende fare, men det blev rigtig nok ikke taget alvorligt.

Det er rigtigt, at den bedste medicin mod nationers indbyrdes krige er en stærkt udbygget samhandel. Men man kan ikke bygge en nation eller en union alene på økonomiske interesser, der skal også være en fælles kultur. De, der er stærke tilhængere af EU vil rimeligvis påstå, at vi har en sådan stærk forankret fælles europæisk kultur, og det er da også givet, at der er noget, man kan kalde for europæisk kultur, især hvis man er amerikaner; men en kultur, der er så meget fælles, at det i sig selv udgør en naturlig homogen enhed (eller i EU-termer : Harmoniseret enhed), synes ikke lige for. Det der især er problemet med EU er - ud over at det som sit udgangspunkt alene har haft penge som  interessefelt - er netop, at det tillades, at lobby er så stor en indgroet del af den almindelige forretningsorden. Dette gør at alt hvad man kan pege på af "demokratisk opbygget magtstruktur" i realiteten udgør intet andet end et skindemokrati. Vi har her hjemme ikke et mindre skindemokrati - i og med at vi er et appendix til den Europæiske Union, og vi får heller ikke med et snuptag  mindre skindemokrati af at melde os ud af foretagendet, da den politiske anti-kultur allerede er gledet så meget ud af pop-tangenterne, at udviklingen mod en bananstatsrepublik synes at være blevet et perpetuum mobile. Det fascistiske monster, der går gennem Europa, går netop ikke bare gennem de 28 EU lande, det går faktisk gennem hele Europa, og det er EU rent faktisk ikke nogen garant for, at det ikke gør. Tværtimod lader EU politikerne sig trække rundt ved næsen af tyraniske nabolande. Og formår heller ikke at stille noget op med fascismens fremmarch indenfor sin egen parlamentariske situation - andet end opdæmning, udefrysning. Den mærkværdige konstruktion af Plan-økonomi parret med multinationale selskabers hændervridende lobbyisme er ikke nogen sund garant for demokrati - ej heller nogen vaccine mod en voksende og ikke længere bare ulmende utilfredshed, der især udmønter sig i nationalisme og fascisme.

Samhandel er som sagt medicinen, deri kan vi blive enige, men en indgående og vidtforgrenet samhandel havde ikke nødvendigvis krævet en sådan unionskonstruktion på lerfødder.

Kulturen beriges og ændres ved samhandel, ligesom to mennesker kan berige hinanden og udvide hinandens horisont - og nogle gange opstår der noget helt tredje og unikt, og nogle siger endda, at modsætninger mødes og sød musik opstår, men det er jo netop, når modsætninger mødes på frie, lige og frivillige vilkår.

Vi i Norden har haft skiftende variationer af unionsdannelser, og de holdt endda nogen tid grundet dels magtstruktur og dels et vist mål af fælles kultur. En fælles kultur kommer ikke ad åre på grundlag af magt og penge. En nations eller rettere et folks særskilte væsen, skæbne og mål er det enkelte folkeslag iboende og kan i det lange løb ikke dikteres det ude fra eller fra oven uden at det enkelte folkeslag går i opløsning, men før det tilsyneladende går i opløsning, vil der på bunden af folkesjælen have dannet sig en modkraft, der som et frø vil vente på de rette gunstige betingelser for at kunne spire frem på ny. Den kraft, der er blevet tilbageholdt og undertrykt kan være både positiv og negativ. Vi så hvordan disse kræfter spirrede frem efter Titos død. Vi så det i Østtyskland efter murens fald. Vi ser det i hele den gamle Sovjetstat og i de tilstødende tidligere okkuperede lande, hvordan et åndeligt armod slår om og i en kaotisk tilstand folder sig ud uden noget tilsyneladende mål. Faldet tilbage i nationalkonservativt sindelag og i nationalkonservative drømme følger på baggrund af et sådan kaos angstens helt naturlige logik.

Med Sovjetstatens fald burde vi i Europa have været vågne for, at en (anti-)ånd var sluppet ud af flasken; vi burde have taget Jugoslaviens og Sovjetunionens opløsning frem som et spejl for enhver drøm om Europa som et Europas Forenede Nationer.

Så hvad er det ved englændernes opgør med top-down kulturen, der er svært at forstå. For det er nemlig det, det drejer sig om, og ikke at englænderne har glemt deres fortid; meget kan man sige om englænderne, men det er en stolt nation, der i den grad hviler på deres historie. Og når talen falder på krig, så har de jo også betydeligt mere at erindre end vi danskere 'i smørhullet'.

...

Det at værdsætte livet højere end behovet for at tilhøre en bestemt stamme.

. .

Et folks særskilte væsen er rigtig nok på mange måder udtryk for en vrangforestilling, men har ikke desto mindre været en nødvendig forestilling for at nogle bestemte forhold har kunnet udvikle sig. Det er ved at blive ved den tid, hvor vi mennesker skal slippe den forestilling. Det der sker, hvor én kultur går under for at noget nyt kan vokse frem, er en kaotiseringsproces, og i en sådan proces vil mennesker grebet af angst gribe så langt som muligt tilbage bagom vrangforestillingen i håbet om at kunne finde tryghed dér. I virkeligheden ligger den eneste tryghed i den ukendte eller uerkendte nye verdens orden.

Om Balkan:

Det mange århundrede gamle had blev holdt i en jernnæve af Broz Tito; det kunne politikerne i EU næppe have matchet.

Det handler nok lige så lidt om religion, som religion spiller en rolle for den af hvepsene velkendte og af os mennesker foragtede aggressivitet.

Det er ikke en tilfældighed, at det, der skulle blive den udløsende faktor for 1.verdenskrig,  netop fandt sted i det, der senere skulle blive til Jugoslavien. Stedet synes at være et fikseret skakbrædt, som forskellige dunkle magter finder det fordelagtigt at vende tilbage til.

Broz Tito holdt de forskellige gamle konflikter stangen i kraft af sin entusiastiske tro på internationalisme, og det lykkedes ham langt hen ad vejen at modernisere og harmonisere de mange forskellige slaviske folkeslag via en speciel jugoslavisk afart af kommunisme, der var langt mere vestligt orienteret, end hvad ellers var gængs iblandt såkaldt kommunistiske lande.

Da han ophørte, blotlagdes de hengemte konflikter, og alt, hvad der var skæbnebundet til stedet, syntes på ny at bryde op.

Under 2. verdenskrig udspilledes den gamle konflikt også, i det de forskellige folkeslag var på forskellige sider (hvor netop Josip Broz Tito i sit virke som anti-nazistisk partisan blev den store, samlende FOLKEHELT), og det forlød i 1990'erne, at den konflikt, der rigtignok udsprang af en indre konflikt, der først og fremmest bunder i serbernes erindring om nederlag på Kosovo-sletten for 600 år siden, og deres dermed forbundne drømme om et stor-serbisk rige, at kroatiske tropper, som jo under 2vkr var på nazisternes side, modtog militærtræning i lejre beliggende i områder i det nu forhenværende østtyskland. Om dette er sandt, tyder det på, at konflikten også havde interessenter, der påvirkede slagets gang ude fra. Ydermere forlød det, at de togvogne, der blev kørt ind med nødhjælp i det jugoslaviske område, kom retur til Schweiz lastet med valuta.

Så selvom konflikten og krigen tager sit udspring i et lokalt begravet, men i 90'erne opblussende had mellem slaviske folkeslag, så skal vi ikke være blinde for, at konflikten sandsynligvis, som alle krige har det, har haft udenlandske interessenter.

Årsager og selvopholdelsesdrift

Krigen i Syrien er (som jeg har forstået det) på sær vis forårsaget af globale klima-problemer. Det startede med at bønderne oplevede år med tørke, alle deres afgrøder (peberbuske fx) gik til. Regeringen nægtede bønderne ret til at bore deres egne brønde og brandbeskattede de statslige brønde. Bønderne måtte opgive deres landsteder og søgte ind til hovedstaden; jeg mener, at det har været i størrelsesordenen 1,4 millioner mennesker det drejede sig om. De skulle nu forsøge at overleve i storbylivet. Så skete der det, at 16 teenage-drenge inspireret af det arabiske forår skrev murtags imod regimet og blev taget til fange af sikkerhedspolitiet. De blev tortureret - fik blandt andet revet fingerneglene af. Nu forholdt det sig imidlertid sådan at teenage-drengene var sønner af rigmandsfamilier. Disse protesterede naturligvis over den grusomme behandling af deres sønner. Protesterne vakte let genklang ikke mindst, kan jeg tænke mig, blandt 1,4 millioner rodløse bønder, og der på eskalerede konflikten, da El Assad ikke var parat til at give de mindste indrømmelser.

Så polemisk sagt - ville der være brug for at gøre noget ved klodens klima-problematik, om en konflikt som den i Syrien skulle have været undgået.

Før konflikten brød ud, regnedes Syrien for et af de mest stabile regimer i det område. Ingen nabolande havde vel forestillet sig, at det skulle gå, som det er gået.

De der kaldes IS eller på deres hjemmebane for Daesh (al-Dawla al-Islamiya al-Iraq al-Sham) opstod vel egentlig som en lille gruppe, der trængte ind i Irak - i slipstrømmen på at balancen mellem sunni- og shia-.muslimer var gået i opløsning. Men nogen må have bevæbnet disse få tusinde Daesh-folk - qua deres relativt moderne våben. . Disse nogen kan lige så vel være saudi arabere. I den skjulte konflikt mellem Iran og Saudi Arabien kan Irak og Syrien ganske sikkert være vigtige brikker.Ingen andre nabolande endsige nogen stormagt kunne have noget ønske om et destabiliseret Ægypten eller Syrien, idet disse lande bragte stabilitet også ud over deres egne grænser. Det samme gælder for Libyen, som var en slags motor, som tiltrak arbejdere fra en lang række afrikanske og arabiske lande. Kun som et skakspil om olien kan der være en interesse i konflikten, og der ud over har våbenhandlerne jo helt klart en interesse og et udbytte af alle disse konflikter. Det gælder hvad enten det er producenter i USA, Rusland, Kina eller Sverige.

At vi roser os selv af de relativt få mennesker, der hjalp relativt få flygtninge under og efter besættelsen, skyldes nok mest en selvopholdelsesdrift, der skal få os til som nation ikke at bukke under for et depressivt mindreværd. Noget tilsvarende som at der efter nederlaget i 1864 blev et fokus og en spirituel sproglig opblomstring og forkærlighed for litteratur. Intet menneske eller nation kan i længden opretholde et liv med en bevidsthed om at være af tabernatur, at være underlegen og slet. Sorgen leder mennesket hen til de få lyspunkter, der overhovedet kan være, disse bliver repeteret og finpudset, som var de ædelstene. Det vil til enhver tid være vigtigt for menneskeheden at kunne fortælle historien om at nogen, om det så kun var én eneste og vedkommende ikke var større end en kvart dværg sindbilledligt talt, gjorde modstand mod den ellers herskende og altomspændende ondskab.
Situationen med den syriske og irakiske flygtningestrøm er til dels sammenlignelig med situationen i Danmark under og efter besættelsen. Heller ikke den gang førte den danske regering en mindeværdig politik. Specielt heller ikke når spørgsmålet handlede om jøder og kommunister. Og efter besættelsen med hensyn til de mange tyske civile flygtninge og krigsofre. Men dét eftertiden har husket, og dét, vi selv har fokuseret på, var dé danskere, der trodsede den officielle politik og hjalp (her især jøder på flugt). Sådan vil det sikkert også blive med vore dages eftertid. Folketinget og store dele af den danske befolkning vil gå i glemmebogen, fordi deres gerninger er fortrængelsesværdige i forhold til et værdig selvbilled. Imens de mange, der vitterlig hjælper, vil være dem, vi finder det værd at huske, fordi deres handlinger er menneskeværdige - på trods af et herskende inhumant politisk anti-klima. Men de mange mennesker, der bare går og går i en folkevandring, som vi skal flere tusinde år tilbage i tiden for at erindre i vores egen folkestamme, kan ikke undgå at gøre indtryk. Man rejser ikke flere tusinde kilometer og mange af dem til fods eller i gummibåde til havs uden grund. Vi kender udmærket grundene, og det er os heller ikke så fjernt, at vi ikke kan sætte os ind i - at vi selv kunne komme eller være i samme
situation.
Men glemmebogen er jo også det store kollektive ubevidste - et ressoire der åbner sig i krisesituationer og lader livgivende handlinger flyde ind i menneskers vilje.

~

Så længe vi spiser materiale, der giver os indre billeder af død og ødelæggelse, så længe vil det blive ved både lokalt og globalt. Så længe vil der stadig være godt salg i våben og krimier, og vi vil sluge mordgåder, ligesom vi sluger angsten fra det aflivede svin. Det er den gamle fortælling, om hvilken røg, der stiger til himmels, og hvilken, der ikke gør; det er en urgammel problematik, omend vi er skabt til liv, så vælges dødsruterne stadig i al for høj grad - uden tanke om de langsigtede og omsiggribende konsekvenser for den enkelte og jordkloden som helhed..