Der er et tankevækkende sammenfald med den tid, hvor Danmark
fra at have et forsvar, der blev betragtet alene som et forsvar af og på dansk
grund, er gået til at have et forsvar, der næsten per automatik bliver brugt i
angrebskrige på fremmed grund - og så det fænomen, at infrastrukturen i landet
i samme periode er gået mod en afvikling af sociale- og statslige strukturer -
er gået mod en større kynisme, større konkurrence-mentalitet, øget xenofobi og
en øget materialisme. Er der en direkte lovmæssighed mellem at blive en
krigsførende nation og den indre nationale nedfrysning af mellemmenneskelig
solidaritet?
