Deltager man mon selv i en krig

 

Man deltager, når man ihjelslår og æder mennesker eller dyr og man deltager, når man understøtter, at andre gør det (for en). Der er dermed grader af i hvor høj grad, man deltager og dermed også af i hvilken grad, man får virkningen af at gøre det. Deltager man 100 % ikke - og har man allerede fået virkningerne af sin eventuelle tidligere deltagelse - så burde man isoleret set ingen personlig fysisk smertevirkning få i den forbindelse.

Men da man er del af et samfund, en nation, som man lever i - er man også underlagt den fælles skæbne, dette samfund, denne nation tildrager sig gennem sine handlinger. Er et samfund fx baseret på grusomme forsøg med dyr, som man selv direkte eller indirekte som del af samfundet dermed er meddelagtig i, så er man også en del, omend måske en lille del, af den fælles skæbnedannelse ved at et samfund tillader den form for tortur.

 

:::

 

Slår man et menneske eller andet væsen ihjel, har man, set fra en engels synspunkt, ret konkret sluppet en sjæl og en ånd fri af sin krop - endda med et pant i den ihjelslåendes gæld; imens man dermed med sin drabshandling absolut har forøget ufriheden for sig selv.

 

Den mørke middelalder genspillet - eller aldrig sluppet:

Dennis Kristensen skriver d. 22. 3. 2016 følgende historiske betragtninger:

"Det bliver ofte understreget at kampen mellem islamiske terrorister og vestlige lande ikke er en religionskrig.

Det er jeg sådan set enig i, men religion spiller alligevel en væsentlig rolle i min tolkning af dét, vi oplever i disse årtier. Religion og sort Middelalder.

Jeg køber ikke argumentet om, at vi selv har sået frøet til selvmordsbombere og kalashnikov-bevæbnede drabsmænd.

Jeg forstår ganske vist sagtens argumentet om, at vestlige landes krigsførelse i Afganistan, Irak og Syrien kan skabe voldsom modstand mod den vestlige verden.

Men det er for billigt et argument, hvis det også indebærer begrundelsen for at slå så mange civile ihjel ved angrebene på World Trade Center i New York og selvmordsbomberne i en række europæiske byer – senest i dag i Bruxelles i Belgien.

Når man i én af tolkningerne af en religion, gør dem, der ikke er bærere af eller har tilsluttet sig den samme religion, til vantro, som legitimt kan slås ihjel, så ophæver man begrebet ”civile”.

Og i mine øjne er det netop dét, der sker, når islamiske ekstremister opildnes til at bruge sig selv som affyringsrampe for massedræbende eksplosioner, eller til at styre store flyvemaskiner ind i tilintetgørelsen.

Egentlig burde vi i en række europæiske lande om nogen kende baggrunden.

Det at kristne med sværd, økse og glødende kul kendetegner en uafvaskelig del af vores historie i Middelalderen og ikke mindst den sorte Middelalder.

Det var om den periode Harald Blåtand rejste mindstenen i Jelling for sine forældre Gorm og Tyra med teksten: ”Den Harald som sig vandt Danmark og al Norge og danerne gjorde kristne”.

Det var netop overbevisning om det hensigtsmæssige i at konvertere til kristendommen ved hjælp af sværd, økse og glødende kul, som skabte grundlaget for den tekst.

Tilsvarende da Valdemar den Store kristnede Rügen med sværd, økse og glødende kul samt afbrænding af vendernes gudebillede Svantevit.

Og ikke mindst tilsvarende da korsridderne indledte korstogene mod syd, hvor de vantro helt frem til det hellige land skulle tvinges til at vælge mellem kristendommen eller døden.

Heldigvis forlod vi denne ikke specielt mindeværdige epoke, og missionærer lagde sværdet, øksen og de glødende kul på hylden – forhåbentligt for bestandigt.

De islamiske terrorister, vi nu plages af, repræsenterer religiøst og i forhold til menneskesyn den sorte Middelalder. Vantro kan legitimt udryddes med moderne udgaver af sværd, økse og glødende kul - automatvåben og bombebælter.

Og netop den kamp mellem det moderne demokrati og mennesker, hvis religiøsitet og menneskesyn ikke har udviklet sig siden den sorte Middelalder, er på mange måder en ulige kamp.

Et moderne demokrati baseret på universelle frihedsrettigheder og åbne samfund er desværre et godt afsæt for formørkede mennesker, der netop vil bekæmpe demokrati, frihedsrettigheder og åbne samfund."

Til det må der indvendes:

Mange gode historiske betragtninger. Tak for det.

Når du skriver: "Jeg køber ikke argumentet om, at vi selv har sået frøet til selvmordsbombere og kalashnikov-bevæbnede drabsmænd."

Og senere skriver:

"Valdemar den Store kristnede Rügen med sværd, økse og glødende kul samt afbrænding af vendernes gudebillede Svantevit.

Og ikke mindst tilsvarende da korsridderne indledte korstogene mod syd, hvor de vantro helt frem til det hellige land skulle tvinges til at vælge mellem kristendommen eller døden.

Heldigvis forlod vi denne ikke specielt mindeværdige epoke, og missionærer lagde sværdet, øksen og de glødende kul på hylden – forhåbentligt for bestandigt.

De islamiske terrorister, vi nu plages af, repræsenterer religiøst og i forhold til menneskesyn den sorte Middelalder. Vantro kan legitimt udryddes med moderne udgaver af sværd, økse og glødende kul - automatvåben og bombebælter."

Så synes, der dermed også sagt, at vi bøder for vore forfædres synder, for gør nutidens middelalderkulture ikke 'blot', hvad vores forfædre gjorde mod dem? Og dermed også sagt, at frøet blev sået for godt tusind år siden til denne i mørk middelalder forstand legitime hævn?

Det kan så fremføres at hævnfølelse vel ikke holder sig i live over et så stort spand af tid. Men da kan vi vende blikket mod Balkan-konflikten og få vished for at hævntørst dér jo viser sig at være holdt fuldt ud i live i 600 år, så det er altså vitterlig muligt.