Kristus og kristendommens skygge

 

Kristus er ikke kristendommen.

Kristus er til for alle mennesker.

Kristus er et væsen og en kraft i sin egen ret.

 

Muslimer vil også komme til Kristus

og Kristus vil også komme til muslimer,

hvad enten de tror, 

at han "kun" var en profet eller ej.

 

Islam er kristendommens skygge.

Uden den skygge ville de kristne ikke erfare

at kristendommens skygge handler om

deres egen ufuldkommenhed

som de kan se genspejlet i deres forhold

til netop denne skygge

som kun venter på at blive gennemstrålet

af Kristi Lys gennem Logisk tænkning.

 

Det er hvad islam og kristendom

skylder hinanden

som to tilsyneladende adskilte religioner

udsprunget af de samme 

gammel testamentelige skrifter.

 

Man kan ikke på samme vis sige

at buddhismen og kristendommen

"skylder hinanden noget".

Men kristendommen "skylder" alligevel

buddhismen sit visdomsfulde liv

sådan som det kommer til udtryk

i Lukas Evangeliet

plus de fra dette evangelie

udeladte kapitler =

Evangeliet Om Det Fuldkomne Liv

De Tolv Helliges Evangelium.

Buddhas liv og Jesu Kristi liv

er vævet sammen

på en helt anden lysfyldt måde

end mange levende mennesker

rigtigt kan forestille sig.

 

Religion og bevidsthedsudvikling

Den der undres over, at en muslim kan spise svinekød, bør lige vel undre sig over, at en kristen kan, for [...] i biblen står der, at ingen troende bør spise af klovbærende dyr... jeg undlader her ordet 'også', da kronologien nu engang er sådan, at koranen er skrevet efter biblen, og endda i nogle henseender fremstår, som om den er skrevet af efter biblen.

Men når Latifa Ljørring skriver, at religion generelt forbyder brugen af forstand, så er det jo ikke sandt. Jødedommen og dele af kristendommen problematisere ganske vist forstanden, det ligger i selve skabelsesberetningens paradisfortælling, hvor det belyses, at det koster noget for mennesket, at udvikle sin forstand, men de to testamenter viser netop en bevidsthedsudvikling, hvor det, der mistes ved at vinde forstand, udvikles hen mod en erkendelse af det, der er mistet, og hvordan det mistede kan re-etableres på et andet niveau. Jeg mener ikke, at forbud mod udvikling af forstand er en generel karakteristik for kristendom eller buddhisme, omend man helt sikkert kan finde fanatiske grene indenfor kristendommen, som har dette som sin doktrin.

Den mørke middelalder genspillet - eller aldrig sluppet:

Dennis Kristensen skriver d. 22. 3. 2016 følgende historiske betragtninger:

"Det bliver ofte understreget at kampen mellem islamiske terrorister og vestlige lande ikke er en religionskrig.

Det er jeg sådan set enig i, men religion spiller alligevel en væsentlig rolle i min tolkning af dét, vi oplever i disse årtier. Religion og sort Middelalder.

Jeg køber ikke argumentet om, at vi selv har sået frøet til selvmordsbombere og kalashnikov-bevæbnede drabsmænd.

Jeg forstår ganske vist sagtens argumentet om, at vestlige landes krigsførelse i Afganistan, Irak og Syrien kan skabe voldsom modstand mod den vestlige verden.

Men det er for billigt et argument, hvis det også indebærer begrundelsen for at slå så mange civile ihjel ved angrebene på World Trade Center i New York og selvmordsbomberne i en række europæiske byer – senest i dag i Bruxelles i Belgien.

Når man i én af tolkningerne af en religion, gør dem, der ikke er bærere af eller har tilsluttet sig den samme religion, til vantro, som legitimt kan slås ihjel, så ophæver man begrebet ”civile”.

Og i mine øjne er det netop dét, der sker, når islamiske ekstremister opildnes til at bruge sig selv som affyringsrampe for massedræbende eksplosioner, eller til at styre store flyvemaskiner ind i tilintetgørelsen.

Egentlig burde vi i en række europæiske lande om nogen kende baggrunden.

Det at kristne med sværd, økse og glødende kul kendetegner en uafvaskelig del af vores historie i Middelalderen og ikke mindst den sorte Middelalder.

Det var om den periode Harald Blåtand rejste mindstenen i Jelling for sine forældre Gorm og Tyra med teksten: ”Den Harald som sig vandt Danmark og al Norge og danerne gjorde kristne”.

Det var netop overbevisning om det hensigtsmæssige i at konvertere til kristendommen ved hjælp af sværd, økse og glødende kul, som skabte grundlaget for den tekst.

Tilsvarende da Valdemar den Store kristnede Rügen med sværd, økse og glødende kul samt afbrænding af vendernes gudebillede Svantevit.

Og ikke mindst tilsvarende da korsridderne indledte korstogene mod syd, hvor de vantro helt frem til det hellige land skulle tvinges til at vælge mellem kristendommen eller døden.

Heldigvis forlod vi denne ikke specielt mindeværdige epoke, og missionærer lagde sværdet, øksen og de glødende kul på hylden – forhåbentligt for bestandigt.

De islamiske terrorister, vi nu plages af, repræsenterer religiøst og i forhold til menneskesyn den sorte Middelalder. Vantro kan legitimt udryddes med moderne udgaver af sværd, økse og glødende kul - automatvåben og bombebælter.

Og netop den kamp mellem det moderne demokrati og mennesker, hvis religiøsitet og menneskesyn ikke har udviklet sig siden den sorte Middelalder, er på mange måder en ulige kamp.

Et moderne demokrati baseret på universelle frihedsrettigheder og åbne samfund er desværre et godt afsæt for formørkede mennesker, der netop vil bekæmpe demokrati, frihedsrettigheder og åbne samfund."

Til det må der indvendes:

Mange gode historiske betragtninger. Tak for det.

Når du skriver: "Jeg køber ikke argumentet om, at vi selv har sået frøet til selvmordsbombere og kalashnikov-bevæbnede drabsmænd."

Og senere skriver:

"Valdemar den Store kristnede Rügen med sværd, økse og glødende kul samt afbrænding af vendernes gudebillede Svantevit.

Og ikke mindst tilsvarende da korsridderne indledte korstogene mod syd, hvor de vantro helt frem til det hellige land skulle tvinges til at vælge mellem kristendommen eller døden.

Heldigvis forlod vi denne ikke specielt mindeværdige epoke, og missionærer lagde sværdet, øksen og de glødende kul på hylden – forhåbentligt for bestandigt.

De islamiske terrorister, vi nu plages af, repræsenterer religiøst og i forhold til menneskesyn den sorte Middelalder. Vantro kan legitimt udryddes med moderne udgaver af sværd, økse og glødende kul - automatvåben og bombebælter."

Så synes, der dermed også sagt, at vi bøder for vore forfædres synder, for gør nutidens middelalderkulture ikke 'blot', hvad vores forfædre gjorde mod dem? Og dermed også sagt, at frøet blev sået for godt tusind år siden til denne i mørk middelalder forstand legitime hævn?

Det kan så fremføres at hævnfølelse vel ikke holder sig i live over et så stort spand af tid. Men da kan vi vende blikket mod Balkan-konflikten og få vished for at hævntørst dér jo viser sig at være holdt fuldt ud i live i 600 år, så det er altså vitterlig muligt.

Om ikke islam fandtes, ville kristendommen ikke have en tilstrækkelig håndfast skygge at forholde sig til; og omvendt hvis ikke kristendommen med sine to testamenter og sin apokalypse havde været til, så havde islam heller ikke haft nogen forudsætning eller noget formål at opstå af eller for.

Eller jeg kunne stille disse måske tilsyneladende vanvittige påstande op på en anden måde - ved at spørge: Hvordan ville kristendommen og kristendommens historie have udviklet sig, hvis ikke Muhammed havde suget alt det, som kristendommen måtte kaste af sig for at blive kristen, op i den af ham indstiftede religion? At kristendommen var en voldelig religion de første hundrede år efter Jesu korsfæstelse, er ikke noget jeg vil påstå; de kristne var jo netop i den tidlige tid i vid udstrækning forfulgte, og i den grad ofre for vold. Men efter kirkemødet i Nikæa år 325 kommer der andre boller på suppen, og kristendommen gik da fra at være en forholdsvis offensiv religion til i stigende grad at være deffensiv. Troen blev i de følgende mange århundrede i vid udstrækning udbredt via sværd. Det er noget, der skete helt bevidst og i kristendommens navn, i og med at den deffensive linje blev helt bevidst grundfæstet ved det nævnte kirkekoncil. Islams grundlæggelse falder tidsmæssigt sammen med denne stigende omvendelse ved sværd, og det blev ikke mindst muhammedanerne, der blev genstand for den største akkumulationsudløsning af denne tendens til omvendelse med sværd qua korstogene. Efter korstogene synes tendensen gennem de følgende århundrede at mindskes, omend vi jo også har set tendensen poppe symptomatisk op i vor egen tid. Så på den måde synes jeg godt det kan anskueliggøres, hvordan en vis brod ( i kristendomsreligionen ) helt konkret blev omend ikke fjernet så dog mildnet i og med islam, der fik en ikke lille lynafledende rolle der.