Om ikke islam fandtes, ville kristendommen ikke have en tilstrækkelig håndfast skygge at forholde sig til; og omvendt hvis ikke kristendommen med sine to testamenter og sin apokalypse havde været til, så havde islam heller ikke haft nogen forudsætning eller noget formål at opstå af eller for.

Eller jeg kunne stille disse måske tilsyneladende vanvittige påstande op på en anden måde - ved at spørge: Hvordan ville kristendommen og kristendommens historie have udviklet sig, hvis ikke Muhammed havde suget alt det, som kristendommen måtte kaste af sig for at blive kristen, op i den af ham indstiftede religion? At kristendommen var en voldelig religion de første hundrede år efter Jesu korsfæstelse, er ikke noget jeg vil påstå; de kristne var jo netop i den tidlige tid i vid udstrækning forfulgte, og i den grad ofre for vold. Men efter kirkemødet i Nikæa år 325 kommer der andre boller på suppen, og kristendommen gik da fra at være en forholdsvis offensiv religion til i stigende grad at være deffensiv. Troen blev i de følgende mange århundrede i vid udstrækning udbredt via sværd. Det er noget, der skete helt bevidst og i kristendommens navn, i og med at den deffensive linje blev helt bevidst grundfæstet ved det nævnte kirkekoncil. Islams grundlæggelse falder tidsmæssigt sammen med denne stigende omvendelse ved sværd, og det blev ikke mindst muhammedanerne, der blev genstand for den største akkumulationsudløsning af denne tendens til omvendelse med sværd qua korstogene. Efter korstogene synes tendensen gennem de følgende århundrede at mindskes, omend vi jo også har set tendensen poppe symptomatisk op i vor egen tid. Så på den måde synes jeg godt det kan anskueliggøres, hvordan en vis brod ( i kristendomsreligionen ) helt konkret blev omend ikke fjernet så dog mildnet i og med islam, der fik en ikke lille lynafledende rolle der.