Kristentroen har i lange perioder været gået under jorden. De troende og deres tro er rent konkret underlagt det omkringliggende samfunds betingelser, men på et metafysisk plan er de og den også under indflydelse af det, vi kunne kalde tidsånden.

Iøvrigt er kristendommen i især sin katolske udformning pt da vist set taget med bukserne nede.

De kristendomstro og de buddhismetro og de asatro - er de der er tro mod henholdsvis kristendommen, buddhismen eller aserne. Udtrykket De asatro synes jeg ud fra en poetisk betragtning lyder dejligt af blomster i håret og mindre af blodsofre og blodshævn, så det.

I religiøs henseende synes folkekirken forlængst at have tabt sit lod i folkedybets bundløse og uudgrundelige brønd; måske netop fordi synlighed ikke altid eller sjældent er lig med åndelighed.

Undertrykt har asatroen ihvertfald været, selve indførelsen af juleaftens-traditionen er en konkret og decideret vedvarende snu afkobling af traditionen som oprindeligt et ingovonsk ritual. At Hertha-Nerthus-ingovon-kulten også har haft andre grunde til at have blegnet, er sikkert uomtvisteligt. Kulture blomstre op og kulture blomstre af - men kulture - og også religiøse kulture betinger hinanden og bliver hinandens forudsætninger eller opfyldelse på en helt anden og mere overvældende måde end vi overhovedet kan forestille os.

Kan godt forstå, at det er nærliggende at opfatte vikingernes tro som "lavåndelig", imidlertid betragter hver religiøs strømning det religiøse felt ud fra forskellige forudsætninger og indre (for)mål. Således vil jeg påstå, at den oldnordiske mytologi og den norrøne digtning ser åndeverdenen med et udgangspunkt i blodets puls og menneskets (også dengang) gryende jeg; imens den orientalske strømning mere betragter åndeverdenen ud fra menneskets åndedrag. Prana, livsånden/livsenergien bliver der, ikke sandt, det helt centrale. Det er så egentlig på sin vis to modsatrettede strømninger, omend deres åndeverden sikkert er den samme bare i forskellige og forskelligt sete udformninger. De to strømninger står over for hinanden som stavrim overfor hexameter. Det ene vækker jegkraften i mennesket, det andet harmoniserer menneskets vejrtrækning. Man kan godt opfatte en religiøsitet, der centrerer sig om menneskets spirende jegopfattelse som primitiv, men kun når man ikke tager mennesket og menneskejegets udviklingshistorie i betragtning. Allegorisk ville man så tilsvarende skulle sige, at et barn er primitivt, men en olding er højt udviklet. Men det ville ikke være fair at bedømme barnet og oldingen sådan, for betragter vi det fra en anden skala, så er oldingen degenereret og barnet nærmest noget oprindeligt og guddommeligt; sagen er jo at de begge på hver deres måde står tæt i porten ind til en anden verden, forudsat naturligvis at vi overhovedet godtager begrebet 'ånd' og 'åndelighed'.

Det handler netop IKKE om, at danerne blev katolikker eller protestanter, men om tiden før alting blev lavere til loftet, for nu at sige det på lige-til-måde. Jeg deler ikke den opfattelse, at folketro = lavt til loftet. Men det er måske fordi, jeg netop ikke anser katolikkers helgendyrkelse eller protestantismens svælgen i djævleafsværgelse (ved dåben t.eks.) som udtryk for den oprindelige folketro.

Dog har den katolske kirke givet husly til mystikere, der ellers ikke fandt nåde andre steder, trods deres indviede tilgang til en åndelig skuen.

Jeg vil umiddelbart antage, at den jødiske mysticisme er selve det gamle testamentes fundament, at essæerne som Jesus fødtes iblandt endvidere bar en mysterietradition, Jesus tildels gjorde op med - tildels var et udtryk for. Bibelen er i sig selv - og i sin oprindelse og oprindelige form - mystik både i form og indhold, på en sådan måde, at indholdet først åbenbares gennem formen; så vi må egentlig kunne hebræisk eller aramæisk for overhovedet at kunne forstå, hvad der dér fortælles os.

Mht lavt overfor højt - er det rigtignok et spørgsmål om perspektiv. Der findes i virkeligheden ingen forskel. Men vi har brug for at afsnørre os, for at kunne tænke selvstændige tanker, og derved skabes en kunstig grænse mellem ''højt'' og ''lavt''. Vores egen Søren Kierkegaard er et af de nærmeste eksempler på tragikken og sublimeringen i dette.

Vi har også brug for en anden form for grænse mellem det vi opfatter som lavt overfor højt af mere strukturelle grunde. Hvis ikke vi oppebar en sådan naturlig grænse ville vi blive oversvømmet af så mægtige kosmiske visioner at vort jeg/sind ville synke som en nødstedt jolle i en malstrøm.

Det giver god mening at nævne Kierkegaard og Nietzsche i samme strofe. De kan begge stå som en advarsel, og de kan begge stå som eksempler på de spørgsmål vi må stille os, og de prøver vi i sidste ende må stilles overfor. Prøver, ingen af dem, i mine øjne, bestod, og prøver, jeg derfor personligt må gøre mig meget små forhåbninger om for indeværende at kunne bestå.

}[