Krigens fuckfinger har en endnu større indadvendt tommel

 

Hvad er det, EU's ledelse vil med at tale en krig mod Rusland op? De kan ikke være så historisk blinde, at de vitterligt tror på, at Europa vil kunne besejre og underlægge sig Rusland i et sådant tænkt scenarie. Og de har heller ikke noget som helst konkret belæg for, at der skulle være planer om - endsige skyggen af ønske for Rusland at besætte Europa. Så hvorfor er det så vigtigt at overbevise de europæiske unionsmedlems staters befolkninger om, at de har noget, der er grund til at have en afgrundsdyb frygt over for? At befolkningerne må forstå og godtage, at EU landenes grundlæggende værdier skal være underlagt og dikteret af en krigsøkonomi, som ikke vil kunne betvivles eller at få undersøgt legitimiteten af ad sædvanlige demokratiske veje. Er det ikke WEF politik som EU er i gang med at føre ud i livet. For imens der ihærdigt bliver peget på Rusland som det store hypnotiserende pendul, barsler EU med idéer om at kunne jonglere med folks private opsparinger - her under pensionsopsparingerne. Krigsoprustningen vil kunne blive brugt som alibi for at føre en sådan politik ud i livet. Hvor der bliver taget pant i fast ejendom og investeret via folks private opsparinger. Målet er at du intet skal eje og at du vil være lykkelig for det. På den måde er det opmalede frygtscenarie virkeligt nok. Sovjetstaten kommer efter os. Men den kommer indefra. Fra EU-politikernes WEF-agenda. For J.D. Vance har jo ret - Europas fjende nummer et kommer indefra.

 

Hvorfor ønsker europas ledere ikke fred?

 

Hvordan gik det til, at Danmark gik fra at være et fredsbevarende land til at være ledet af krigsliderlige ledere? 

Når den amerikanske præsident Donald Trump insisterer på fred i Ukrainekonflikten og derfor ikke ønsker at forhandle med krigselskende lande, så ser han for sig kun ét andet land (involveret i ovennævnte konflikt) ud over U.S.A. som ønsker fred. Og derfor ønsker han ikke at forhandle med andre end netop dette andet lands repræsentanter. Det er tabu i EU at se Rusland som et fredsønskende land. Fred er tabu i EU. Fred er ikke noget, der ønskes. For med freden kunne måske mangt og meget komme til syne, som ellers snildt skjules i en "krigs-økonomi". EU's ledere har med alle midler søgt at holde Ukrainekonflikten ved lige. Ønsker befolkningerne i EU virkeligt at være repræsenteret af ledere, der udelukkende arbejder på at holde en meningsløs krigsmaskine i gang? 






 

Kaldet efter Europas kald

 

Vice Præsident J D Vances tale ved sikkerhedskonference i München HER. Efter min mening en meget vedkommende og vis tale. I kølvandet på den tale bør der opstå konferencer med emnet: Hvad er Europas kald for verden? Samt talen giver håb med sit signal om at U.S.A. igen er på banen som jordklodens bannerfører for FRIHED. 

 

Hvad har Store Bededag overhovedet at gøre med Store Bombedag.

 

Når en alternativ financeringsmodel for de påståede militære merudgifter IKKE giver anledning til - i det mindste som en overvejet mulighed - at annullere kravet om sløjfning af helligdag - så må den kontante insisteren på afskaffelsen af netop dén helligdag have andre bevæggrunde end den påståede.

Er kode-ordet HARMONISERING og målet DEN OVERNATIONALE STAT EU?

Robert Roos hepper på demokrati i EU:

 HER.

Interpol versus Europol

Der var engang hvor vi i Europa ofte hørte om Interpol i alle mulige sammenhænge. I dag hører vi næsten kun om Europol, når vi åbner radioen for at høre radioavis eller fjernsynet for at se TV-avis. Er det et bevidst valg fra radio- og tv-kanalernes side? Er Interpol ikke et meget større og velfungerende organ end Europol? I så fald må den nuværende manglende tale om Interpol absolut betragtes som et propaganda nummer til fordel for opbygningen af en europæisk afart af Interpol.

Dæxit

Danskerne er aldrig blevet spurgt, om vi ville deltage i en europæisk union. Vi blev af landets daværende leder tudet ørerne fulde med, at Unionen Er Sten Død; danskerne stemte sig ind i EF 2. oktober 1972. EF var forkortelse for det europæiske fællesmarked. Samhandel var altså forudsætningen for at majoriteten af stemmeberettigede danskere stemte ja tak til at deltage. Men danskerne har aldrig stemt ja til at deltage i et Europas Forende Stater med regulering og harmonisering af kulturelle og sociale forskelle.

Måske kunne det snart være på tide, at danskerne bliver spurgt, om de vitterlig ønsker at være en del af Europas Forenede Stater - EUROPA UNIONEN - EU. Det ville klæde demokratiet, at en sådan afstemning langt om længe finder sted.

Kolos

Der var røster i 1910, der advarede kraftigt mod den kommende fare, men det blev rigtig nok ikke taget alvorligt.

Det er rigtigt, at den bedste medicin mod nationers indbyrdes krige er en stærkt udbygget samhandel. Men man kan ikke bygge en nation eller en union alene på økonomiske interesser, der skal også være en fælles kultur. De, der er stærke tilhængere af EU vil rimeligvis påstå, at vi har en sådan stærk forankret fælles europæisk kultur, og det er da også givet, at der er noget, man kan kalde for europæisk kultur, især hvis man er amerikaner; men en kultur, der er så meget fælles, at det i sig selv udgør en naturlig homogen enhed (eller i EU-termer : Harmoniseret enhed), synes ikke lige for. Det der især er problemet med EU er - ud over at det som sit udgangspunkt alene har haft penge som  interessefelt - er netop, at det tillades, at lobby er så stor en indgroet del af den almindelige forretningsorden. Dette gør at alt hvad man kan pege på af "demokratisk opbygget magtstruktur" i realiteten udgør intet andet end et skindemokrati. Vi har her hjemme ikke et mindre skindemokrati - i og med at vi er et appendix til den Europæiske Union, og vi får heller ikke med et snuptag  mindre skindemokrati af at melde os ud af foretagendet, da den politiske anti-kultur allerede er gledet så meget ud af pop-tangenterne, at udviklingen mod en bananstatsrepublik synes at være blevet et perpetuum mobile. Det fascistiske monster, der går gennem Europa, går netop ikke bare gennem de 28 EU lande, det går faktisk gennem hele Europa, og det er EU rent faktisk ikke nogen garant for, at det ikke gør. Tværtimod lader EU politikerne sig trække rundt ved næsen af tyraniske nabolande. Og formår heller ikke at stille noget op med fascismens fremmarch indenfor sin egen parlamentariske situation - andet end opdæmning, udefrysning. Den mærkværdige konstruktion af Plan-økonomi parret med multinationale selskabers hændervridende lobbyisme er ikke nogen sund garant for demokrati - ej heller nogen vaccine mod en voksende og ikke længere bare ulmende utilfredshed, der især udmønter sig i nationalisme og fascisme.

Samhandel er som sagt medicinen, deri kan vi blive enige, men en indgående og vidtforgrenet samhandel havde ikke nødvendigvis krævet en sådan unionskonstruktion på lerfødder.

Kulturen beriges og ændres ved samhandel, ligesom to mennesker kan berige hinanden og udvide hinandens horisont - og nogle gange opstår der noget helt tredje og unikt, og nogle siger endda, at modsætninger mødes og sød musik opstår, men det er jo netop, når modsætninger mødes på frie, lige og frivillige vilkår.

Vi i Norden har haft skiftende variationer af unionsdannelser, og de holdt endda nogen tid grundet dels magtstruktur og dels et vist mål af fælles kultur. En fælles kultur kommer ikke ad åre på grundlag af magt og penge. En nations eller rettere et folks særskilte væsen, skæbne og mål er det enkelte folkeslag iboende og kan i det lange løb ikke dikteres det ude fra eller fra oven uden at det enkelte folkeslag går i opløsning, men før det tilsyneladende går i opløsning, vil der på bunden af folkesjælen have dannet sig en modkraft, der som et frø vil vente på de rette gunstige betingelser for at kunne spire frem på ny. Den kraft, der er blevet tilbageholdt og undertrykt kan være både positiv og negativ. Vi så hvordan disse kræfter spirrede frem efter Titos død. Vi så det i Østtyskland efter murens fald. Vi ser det i hele den gamle Sovjetstat og i de tilstødende tidligere okkuperede lande, hvordan et åndeligt armod slår om og i en kaotisk tilstand folder sig ud uden noget tilsyneladende mål. Faldet tilbage i nationalkonservativt sindelag og i nationalkonservative drømme følger på baggrund af et sådan kaos angstens helt naturlige logik.

Med Sovjetstatens fald burde vi i Europa have været vågne for, at en (anti-)ånd var sluppet ud af flasken; vi burde have taget Jugoslaviens og Sovjetunionens opløsning frem som et spejl for enhver drøm om Europa som et Europas Forenede Nationer.

Så hvad er det ved englændernes opgør med top-down kulturen, der er svært at forstå. For det er nemlig det, det drejer sig om, og ikke at englænderne har glemt deres fortid; meget kan man sige om englænderne, men det er en stolt nation, der i den grad hviler på deres historie. Og når talen falder på krig, så har de jo også betydeligt mere at erindre end vi danskere 'i smørhullet'.

...

Det at værdsætte livet højere end behovet for at tilhøre en bestemt stamme.

. .

Et folks særskilte væsen er rigtig nok på mange måder udtryk for en vrangforestilling, men har ikke desto mindre været en nødvendig forestilling for at nogle bestemte forhold har kunnet udvikle sig. Det er ved at blive ved den tid, hvor vi mennesker skal slippe den forestilling. Det der sker, hvor én kultur går under for at noget nyt kan vokse frem, er en kaotiseringsproces, og i en sådan proces vil mennesker grebet af angst gribe så langt som muligt tilbage bagom vrangforestillingen i håbet om at kunne finde tryghed dér. I virkeligheden ligger den eneste tryghed i den ukendte eller uerkendte nye verdens orden.

Declare:

Når politiet pynter på indbrudsstatistikker, kan det ikke være i den enkelte politimands interesse, at der indrapporteres færre tilfælde, end der faktuelt forekommer af kriminalitet, da det jo så ikke vil være et ret visende billede af hvilket omfang politiets arbejde i virkeligheden har.

Når det derfor ikke kan være noget, der kan have sit udspring eller motivation hos den enkelte politimand m/k, må det således være noget, som andre har bestemt skal være praksis.

Når en garvet og ellers velanset kriminalkommisær således har ytret kritik af fx politireformen, er det sket at vedkommende meget belejligt er blevet forflyttet - eller degraderet om man vil.

Pilen synes derfor at pege tilbage på skaberne af politireformen. Altså at den manglende indrapportering således er politisk motiveret. Skaberne af politireformen kan videre tænkes at have fundet deres motivation i den førte reform-politik, der netop dikteres dem fra Bruxelles.

Der synes at være et skisma i dette, da der i den brede befolkning er en udbredt opfattelse af, at indbrudskriminaliteten gennem de sidste mange år har været stærkt stigende, og at dette i vid udstrækning har sammenhæng med EU's åbne indre grænser, hvor tyveknægte og bander fra Øst-Europa synes at have frit spil. Men fra officiel politisk hold bliver der, når holdningen  på trods af de officielle mangelfulde indbrudsindrapporteringer baserer sig på folkestemningen, kun fra visse højre-populisters side spillet på dette op til folketingsvalg. Imens den reelle vilje til at gennemføre en effektiv kontrol af indgående og udgående kriminelle bevægelser hen over den danske grænse synes aldeles fraværende.

Spørger man forsikringsselskaberne viser der sig da også interessant nok en ganske anden statistik, end den der officielt har været fra politiets hånd.

Det kan aldrig være i den danske befolknings interesse, at dette problem fortsat ignoreres. I sig selv er problemets reelle omfang en stadig latent kritik af tanken om lyksalighederne ved ophævelsen af EU-landenes indre grænser. Et givet land bør selv kunne bestemme, hvordan og hvor meget, det bevogter sine grænser. Dette er ikke et argument imod fællesskab. Blot et givent axiom for det at være en selvstændig organisme.

Om Balkan:

Det mange århundrede gamle had blev holdt i en jernnæve af Broz Tito; det kunne politikerne i EU næppe have matchet.

Det handler nok lige så lidt om religion, som religion spiller en rolle for den af hvepsene velkendte og af os mennesker foragtede aggressivitet.

Det er ikke en tilfældighed, at det, der skulle blive den udløsende faktor for 1.verdenskrig,  netop fandt sted i det, der senere skulle blive til Jugoslavien. Stedet synes at være et fikseret skakbrædt, som forskellige dunkle magter finder det fordelagtigt at vende tilbage til.

Broz Tito holdt de forskellige gamle konflikter stangen i kraft af sin entusiastiske tro på internationalisme, og det lykkedes ham langt hen ad vejen at modernisere og harmonisere de mange forskellige slaviske folkeslag via en speciel jugoslavisk afart af kommunisme, der var langt mere vestligt orienteret, end hvad ellers var gængs iblandt såkaldt kommunistiske lande.

Da han ophørte, blotlagdes de hengemte konflikter, og alt, hvad der var skæbnebundet til stedet, syntes på ny at bryde op.

Under 2. verdenskrig udspilledes den gamle konflikt også, i det de forskellige folkeslag var på forskellige sider (hvor netop Josip Broz Tito i sit virke som anti-nazistisk partisan blev den store, samlende FOLKEHELT), og det forlød i 1990'erne, at den konflikt, der rigtignok udsprang af en indre konflikt, der først og fremmest bunder i serbernes erindring om nederlag på Kosovo-sletten for 600 år siden, og deres dermed forbundne drømme om et stor-serbisk rige, at kroatiske tropper, som jo under 2vkr var på nazisternes side, modtog militærtræning i lejre beliggende i områder i det nu forhenværende østtyskland. Om dette er sandt, tyder det på, at konflikten også havde interessenter, der påvirkede slagets gang ude fra. Ydermere forlød det, at de togvogne, der blev kørt ind med nødhjælp i det jugoslaviske område, kom retur til Schweiz lastet med valuta.

Så selvom konflikten og krigen tager sit udspring i et lokalt begravet, men i 90'erne opblussende had mellem slaviske folkeslag, så skal vi ikke være blinde for, at konflikten sandsynligvis, som alle krige har det, har haft udenlandske interessenter.

"Vi bliver nødt til at insistere på, at vi er med til at forme, hvilket Europa vi vil leve i. Og hvilke EU-regler, der gælder. Det må aldrig blive sådan, at vi bare siger, at det må vi ikke mene noget om, for det har EU besluttet. Men det er desværre sådan, det er i praksis i dag."

"Hvis man både vil et EU-samarbejde med fri bevægelighed (og) [af] arbejdskraft, og man samtidig ikke vil påvirke det til at forhindre, at de, der kommer hertil, kan få sociale ydelser, har det nogle konsekvenser i forhold til, hvilket Danmark vi vil komme til at kende om 20-30 år. Så vil det blive et mere konfliktfyldt samfund. Den måde, det globaliserede samfund forvaltes på, underminerer respekten for, at man skal betale forholdsvis høje skatter til et velfærdssamfund, som folk udefra, der ikke har bidraget i særlig høj grad, i vid udstrækning får adgang til. Og det er den fortælling, vi skal gøre mere og mere ud af, så det ikke bare bliver en diskussion om, at jeg ikke vil have så mange asylansøgere til Danmark. Flere og flere skal blive bevidste om, at det ikke er et spørgsmål om asylansøgeren. Det er et spørgsmål om, hvilket Danmark vi har om 30 år."

"Du kan ikke på én og samme tid føre en Robin Hood-politik i den økonomiske politik, hvor du vil en omfordeling fra bedrestillet til dårligere stillet, og så have en fuldstændig åbenhed i forhold til, hvem der kan komme ind i landet og få andel i goderne. De, der er ved muffen, vil flytte fra landet, og de, der er dårligere stillet, vil flytter hertil. Det undergraver simpelthen samfundet."

Fra interview med Kristian Thulesen Dahl, Information 22.-23- juni 2013

Jeg kom blå farve i vores trylledrik! Alle de, der har drukket af den, har blå tunger!

Om små tre år folder kronbladene sig indad i den spiral mit liv er. Måske er det det jeg er begyndt at forberede mig så sagte på - ved en retrospektiv gennemlæsning af Asterix - fra fart og tempo-serien. Det er (stadigt) sjovt at læse dem på 35 års afstand. De er med deres gammelkloge finter og anarkistiske stikpiller både skrevet til en dreng på tolv, der netop har holdt sin første (EF-modstands) tale, og til en aldrende ditto. I dag er jeg kommet til album nr. otte og ni. Og netop album otte *Asterix OLYMPISK MESTER* må i lyset af sommerens cykelru(t)setur siges at være forud for sin tid. Allerede side 15 siger gallerstammens høvding Majestix: "Med vores trylledrik ta'r vi nemt sejrskransen hjem - jeg hader osse tilfældigheder i sportslivet". Men som i vore dages spindoktor dagligdag således er alt også relativt i tegneserieuniverset; hvorfor galler-druiden Miraculix på side 47 da også kan udtale: "Jeg anklager alle nummer etterne for at være dopet med trylledrik!" Asterix OLYMPISK MESTER - et fart og tempo album udkom her hjemme i 1972 --- og figuren Asterix er på en måde en gallisk afart af Odysseus; han og druiden Miraculix er de to tegninger, der gør, at de øvrige karikerede macho-dinosaurus-mands-typer fremstår endnu mere karikerede - og dermed latterlige. Imens Miraculix, Asterix & Obelix på sin vis og groft skitseret udgør en trefoldighed af visdom, intelligens og livskraft. Da Asterix udkom i begyndelsen af 7o'erne kunne temaet det store romerrige - imod det lille (men uovervindelige !) gallerrige i lyset af EF-afstemningen i Danmark godt opfattes som en aktuel politisk satire. I dag synes "det lille *gallerrige*" at være opslugt og overhalet indenom i mange henseender.