Retfærdigheden vil ske fyldest. Uretfærd har ingen evighedssubstans. Der findes ingen uretfærd i absolut forstand; men følelsen af at blive uretfærdigt behandlet er uomtvistelig. Jeg genkender uretfærdigheden og det må jo være, fordi jeg har oplevet den før. Genkendelsen vidner om en 'evighedssubstans', der gengiver noget, der tidligere er givet og nu gives tilbage. Derfor er uretfærdigt og retfærdigt ikke hinandens modsætninger; de er hinandens ophævelse og opfyldelse.
’Tro’ er en faktor, der kan have lige så afgørende betydning som 'viden' i forhold til, hvad retfærdighed er. Oplevelsen af hvad der er retfærdigt og hvad der er rigtigt at gøre og hvad der for een er forkert at gøre kan også være en blanding af tro og viden. Måske har troen (viljen) egentlig altid været der, men er forblevet umanifesteret ind til det tidspunkt, hvor troen møder viden, da kan troen manifesterer sig som en 'ny' tro. Nogle gange ses det, at mennesker med en sådan nyvunden (nyopdaget) tro agiterer hårdt over for sine medmennesker på en for disse mennesker ofte frastødende måde. Når noget sådant sker, så grundes det nok i, at man gerne vil overbevise ikke mindst sig selv, om at den nyvundne tro er det eneste saliggørende og at den 'højrøstede' og gentagende agitation kommer i stand som et håb om at kunne overdøve de normer, der så længe havde pakket een ind i en tilstand, hvor man overhørte sin inderste tro, sin inderste vilje (guds vilje).
Vice Præsident J D Vances tale ved sikkerhedskonference i München HER. Efter min mening en meget vedkommende og vis tale. I kølvandet på den tale bør der opstå konferencer med emnet: Hvad er Europas kald for verden? Samt talen giver håb med sit signal om at U.S.A. igen er på banen som jordklodens bannerfører for FRIHED.
Det er en mærkelig sætning, den der 'Uretfærd har ingen evighedssubstans'. Det, der menes, er, at der ingen uretfærd findes i absolut forstand; men følelsen af at blive uretfærdigt behandlet er uomtvistelig. Jeg genkender uretfærdigheden og det må jo være, fordi jeg har oplevet den før. Genkendelsen vidner om en 'evighedssubstans', der gengiver noget, der tidligere er givet og nu gives tilbage. Derfor er uretfærdigt og retfærdigt ikke hinandens modsætninger; de er hinandens ophævelse og opfyldelse.
