Ukrainske vs syriske flygtninge

 

 

Ukrainske flygtninge nu og syriske ditto den gang for syv år siden er jo ikke to sammenlignelige størrelser. Dels fordi de ikke er sammenlignelige størrelser og dels fordi, der ligger nogle meget skelsættende begivenheder imellem de to hændelsesforløb.

De syriske flygtninge var fortrinsvis unge mænd uden kvinder og uden børn.

De syriske flygtningemænd flygtede fra en borgerkrig, hvor fremmede stater og terrororganisationer spillede en rolle, der ikke fremgik klart i vores nyhedstjenester. De danske nyhedstjenester fremlagde et syn, der vinklede landets hersker som despot og vanvittig psykopat. Men dem der var imod ham fremstod i mange henseender i et lige så dårligt lys. De danske myndigheder gjorde deltagelse i borgerkrigen fra danskeres side kriminel og berettiget til at man fik frataget statsborgerskab. De syriske flygtninge kom fra et andet kontinent end det europæiske. Syriens rolle i verden stod uklart for de fleste danskere. Danish Reuter var ikke med de syriske flygtninge.

De ukrainske flygtninge er fortrinsvis kvinder og børn uden mænd.

Ukraine er invaderet af en magt, som det danske folkedyb har store aversioner imod. De danske nyhedsmedier (Danish Reuter) har gjort meget lidt for at belyse, at Ukraine længe har ligget i en borgerkrig med etnisk chikane, fordrivelse og endda udrensning. Det står ikke klart for den almene dansker, hvordan fremmede efterretningsvæsener spiller en rolle i konflikten. Hvordan Ukraine over den seneste årrække er blevet tømt for værdier af et netværk af indenlandsk og udenlandsk elite.

Ukraine er et kornkammer og i det hele taget et reservoir for alskens naturrigdomme. Meget af verdens økologisk korn kom fx fra Ukraine.

Ukrainerne lever på det europæiske fastland. Danmark har mange ukrainere ansat i landbruget. En del danskere drev virksomheder i Ukraine. Mange ukrainske kvinder søger mod andre europæiske lande - også før den nuværende situation. Matchning bureauer i Ukraine har levet af udelukkende at svejse ukrainske kvinder sammen med mænd fra det øvrige Europa. På den mindre officielle side har Ukraine været et knudepunkt for trafficking til Europa. Af kvinder og børn. Danish Reuter har fuldstændig fokus på at ukrainske flygtninge er nogle vi skal identificere os med og som kalder på en historisk mangel på bevidsthed, hvor vi fuldstændig har glemt, hvor dårligt vi behandlede fx tyske krigsflygtninge efter besættelsen.

Det skelsættende hændelsesforløb imellem den ikke officielt inviterede syriske flygtningestrøm og den nuværende officielt inviterede ukrainske flygtningesituation - er naturligvis hele covid-scammet, der har bevirket at majoriteten af danskere er blevet endnu mere labilt prisgivet til massemediernes trompeteren.

:::

 Flygtninge er vor tids flynder flynder i det dybe vand.

:

”Der findes i afstanden mellem tv-studiet og gummibåden en afgrund af abstraktion.”

 Lars Gandsø

:

Når alle syndebukkene har forladt skuden, så er der kun kaptajnen tilbage.

Der er frihed til at forme snemand og kone lige hvordan man vil ... endnu da, og oppe i Thy er der faldet så meget sne, at de kan rejse igloer.

Det har jo ellers været en kamp for visse mennesker at få lov at bebo Det Ny Samfund i Thy; men nu ser det ud til, at der ikke længere er begrænsninger for fritliggere. Måske var flygtningene bedre tjent med at flytte ind i Det Ny Samfund, men det er der sikkert også sat begrænsninger på; vi kan jo ikke have at friheden eskalerer.

Jeg gik engang på samme skole som et iransk matematik-geni. Min bedstefar og jeg mødte ham en sommerdag på torvet, og jeg præsenterede dem for hinanden, hvilket affødte følgende spørgsmål fra den unge iraner, efter at min bedstefar havde fortalt, at han kom fra Island: Men er der ikke meget koldt dér? Hvor til min bedstefar svarede: Joooe .... men der bor mennesker.

Årsager og selvopholdelsesdrift

Krigen i Syrien er (som jeg har forstået det) på sær vis forårsaget af globale klima-problemer. Det startede med at bønderne oplevede år med tørke, alle deres afgrøder (peberbuske fx) gik til. Regeringen nægtede bønderne ret til at bore deres egne brønde og brandbeskattede de statslige brønde. Bønderne måtte opgive deres landsteder og søgte ind til hovedstaden; jeg mener, at det har været i størrelsesordenen 1,4 millioner mennesker det drejede sig om. De skulle nu forsøge at overleve i storbylivet. Så skete der det, at 16 teenage-drenge inspireret af det arabiske forår skrev murtags imod regimet og blev taget til fange af sikkerhedspolitiet. De blev tortureret - fik blandt andet revet fingerneglene af. Nu forholdt det sig imidlertid sådan at teenage-drengene var sønner af rigmandsfamilier. Disse protesterede naturligvis over den grusomme behandling af deres sønner. Protesterne vakte let genklang ikke mindst, kan jeg tænke mig, blandt 1,4 millioner rodløse bønder, og der på eskalerede konflikten, da El Assad ikke var parat til at give de mindste indrømmelser.

Så polemisk sagt - ville der være brug for at gøre noget ved klodens klima-problematik, om en konflikt som den i Syrien skulle have været undgået.

Før konflikten brød ud, regnedes Syrien for et af de mest stabile regimer i det område. Ingen nabolande havde vel forestillet sig, at det skulle gå, som det er gået.

De der kaldes IS eller på deres hjemmebane for Daesh (al-Dawla al-Islamiya al-Iraq al-Sham) opstod vel egentlig som en lille gruppe, der trængte ind i Irak - i slipstrømmen på at balancen mellem sunni- og shia-.muslimer var gået i opløsning. Men nogen må have bevæbnet disse få tusinde Daesh-folk - qua deres relativt moderne våben. . Disse nogen kan lige så vel være saudi arabere. I den skjulte konflikt mellem Iran og Saudi Arabien kan Irak og Syrien ganske sikkert være vigtige brikker.Ingen andre nabolande endsige nogen stormagt kunne have noget ønske om et destabiliseret Ægypten eller Syrien, idet disse lande bragte stabilitet også ud over deres egne grænser. Det samme gælder for Libyen, som var en slags motor, som tiltrak arbejdere fra en lang række afrikanske og arabiske lande. Kun som et skakspil om olien kan der være en interesse i konflikten, og der ud over har våbenhandlerne jo helt klart en interesse og et udbytte af alle disse konflikter. Det gælder hvad enten det er producenter i USA, Rusland, Kina eller Sverige.

At vi roser os selv af de relativt få mennesker, der hjalp relativt få flygtninge under og efter besættelsen, skyldes nok mest en selvopholdelsesdrift, der skal få os til som nation ikke at bukke under for et depressivt mindreværd. Noget tilsvarende som at der efter nederlaget i 1864 blev et fokus og en spirituel sproglig opblomstring og forkærlighed for litteratur. Intet menneske eller nation kan i længden opretholde et liv med en bevidsthed om at være af tabernatur, at være underlegen og slet. Sorgen leder mennesket hen til de få lyspunkter, der overhovedet kan være, disse bliver repeteret og finpudset, som var de ædelstene. Det vil til enhver tid være vigtigt for menneskeheden at kunne fortælle historien om at nogen, om det så kun var én eneste og vedkommende ikke var større end en kvart dværg sindbilledligt talt, gjorde modstand mod den ellers herskende og altomspændende ondskab.
Situationen med den syriske og irakiske flygtningestrøm er til dels sammenlignelig med situationen i Danmark under og efter besættelsen. Heller ikke den gang førte den danske regering en mindeværdig politik. Specielt heller ikke når spørgsmålet handlede om jøder og kommunister. Og efter besættelsen med hensyn til de mange tyske civile flygtninge og krigsofre. Men dét eftertiden har husket, og dét, vi selv har fokuseret på, var dé danskere, der trodsede den officielle politik og hjalp (her især jøder på flugt). Sådan vil det sikkert også blive med vore dages eftertid. Folketinget og store dele af den danske befolkning vil gå i glemmebogen, fordi deres gerninger er fortrængelsesværdige i forhold til et værdig selvbilled. Imens de mange, der vitterlig hjælper, vil være dem, vi finder det værd at huske, fordi deres handlinger er menneskeværdige - på trods af et herskende inhumant politisk anti-klima. Men de mange mennesker, der bare går og går i en folkevandring, som vi skal flere tusinde år tilbage i tiden for at erindre i vores egen folkestamme, kan ikke undgå at gøre indtryk. Man rejser ikke flere tusinde kilometer og mange af dem til fods eller i gummibåde til havs uden grund. Vi kender udmærket grundene, og det er os heller ikke så fjernt, at vi ikke kan sætte os ind i - at vi selv kunne komme eller være i samme
situation.
Men glemmebogen er jo også det store kollektive ubevidste - et ressoire der åbner sig i krisesituationer og lader livgivende handlinger flyde ind i menneskers vilje.

Fra digter til retoriker:

        Her: